Annonce
Annonce
Bøger

Ti holocaust-overlevere fortæller om civilisationens skred

Der findes kun få beretninger fra kvinder i kz-lejre. Her får vi ti vidnesbyrd.

Annonce

Vidner fra Holocaust. Ti kvindeskæbner

Jakob Lothe
Politiken synes

Oversat fra norsk af Birger Petterson.

Kristelig Dagblads Forlag. 260 sider.

Det var noget, krigsfotografen Jan Grarup sagde i 'Mennesker og medier' forleden, som fik hul på at skrive denne anmeldelse for mig:

»Billeder skal bygge bro mellem fjerne verdner«.

Han talte om, at billeder kan være så forfærdelige og grusomme, at de slet ingen reaktion vækker, mens fotos, der rummer et glimt af håb og menneskelighed midt i kaos, langt mere taler til beskueren i det fjerne land, de skal ses.

Sådan er det også med holocaust. Hvordan kan man rumme de uhyrligheder, som udspillede sig under Anden Verdenskrig? Kan man igen og igen se på fotos af udmagrede sjæle i stribede laser eller dynger af noget, der engang gik omkring og lo og havde et liv?

Eller høre flere beretninger om de uhyrligheder, som det tydeligvis er meget let for mange mennesker at begå mod andre mennesker. Også i dag. Netop også i dag. Vi må genkende os selv i alt dette.

Nye generationer kan begynde her:

»Jeg havde en lykkelig barndom hjemme. Vi levede et civiliseret liv – sådan som de fleste mennesker gør. Det var et fredeligt familieliv med far, mor, søster, bror, bedstefar og bedstemor. Livet bestod af skole, ferier, forelskelser. skøjter - og planlægning af fremtiden. Så det var et idyllisk liv«, fortæller Zdenka Fantalova om opvæksten i den vestlige del af den tjekkoslovakiske republik.

Hver især en unik skæbne

Der var ikke mange jøder i byen, og familien skilte sig ud, når de overholdt de jødiske helligdage, hvilket Zdenka ikke kunne lide. Men der var ingen alvorlige problemer.

De kom, da Zdenka var 17 år, og tyskerne gik ind. I løbet af kort tid ændrede alt sig, som noget af det første måtte jøderne ikke mere gå i gymnasiet og på højere læreanstalter. Men det lykkedes Zdenka at gå på sprogskole i Prag og lære engelsk.

Det kom hende til nytte siden, da hun efter fire år i lejre og på dødsmarcher kunne gøre sig forståelig for en Røde Kors repræsentant og dermed skille sig ud fra mængden af feberrystende levende døde og redde livet i krigens sidste dage.

LÆS OGSÅHolocaust ses og opleves nedefra i medrivende menneskebog

Fælles for de ti kvinder, som med udgangspunkt i almindelige familieliv i det østlige Europa aflægger deres vidnesbyrd i bogen er, at de netop er så almindelige. Hver især har en unik skæbne, men som alle, der har overlevet lejrene kan bevidne, er det oftest den mindste lillebitte ting, måske en venlighed der fik netop dem til at overleve. Held og en indre stamina, som ingen på forhånd kan vide, om man besidder.

Der fortælles om dødsmarcher, hvor fangerne skiftedes til at gå inderst i kolonnen, så de kunne gå sovende, beskyttet af de andre. Der fortælles om de meningsløse evindelige mandtal i lejrene, i regn og sne og uden ordentlig tøj og sko, som fangevogterne fandt for godt at holde. Hundene, ydmygelserne, vogternes glæde ved at ydmyge andre. Pinslerne. Ondskab i alle afskygninger.

Men der er også meget, der ikke siges. Som Jakob Lothe, professor i litteratur ved universitetet i Oslo, skriver i sin meget fyldige efterskrift, er det ikke alt, der skal fortælles. Ikke alle har godt af at mindes overgreb og ydmygelser i detaljer, og slet ikke offentligt. Vidnesbyrd er selektive, fortalt efter så mange års tavshed.

Lærestykke

Der findes ikke mange beretninger fra kvinder, fordi ikke så mange overlevede og få har fortalt deres historie. Fra Norge overlevede ingen. De, der kom tilbage fra helvede til deres gamle hjemsteder, fandt sig ofte familieløse hjemløse, udplyndrede, ludfattige og ikke velkomne. De måtte rejse og begynde forfra et andet sted.

Bogens vidner føler, de må tale nu. Flere af dem, som fandt et hjem i Norge, har siden været tilbage til lejrene for at fortælle deres historie til nye generationer. De håber, det hjælper, at folk bliver klogere. Det bliver de nødt til at tro på.

Det tror jeg desværre ikke. Ondskab finder altid en vej og er forklaringen på forfølgelse, tortur og udryddelse ikke religion, så er den politik eller noget helt tredje og lige så meningsløst.

LÆS OGSÅForfatter: »Holocaust skal ikke være en æstetisk, fængslende oplevelse«

Noget af det, der slog mig ved denne bog, var så hurtigt normale liv blev ændrede ved påbud og regler, og hvor endnu hurtigere det gik med at forvandle omgivelserne til angribere, da de fik et påskud.

Dét tror jeg til gengæld, vi kan lære af. 'Vidner fra Holocaust' er en meget velegnet undervisningsbog på grund af Lothes forord, efterskrift og forklaringer. Men den er især et lærestykke i, hvor hurtigt et civiliseret samfund kan falde fra hinanden, når moral og menneskelighed skrider.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce