Gordon Rooker, en gemen gangster og voldsmand, står for at skulle løslades fra sit fængsel.

For tyve år siden satte han via lightergas ild til en stor skolepige. Hun blev brændt til ukendelighed og tog snart sit eget liv ved at springe ud fra et parkeringshus. Men noget tyder på, at det var den forkerte pige, som gik op i flammer og selvmord.

Og nu tyder noget på, at det muligvis også var den forkerte forbryder, der blev hængt op på den infame udåd. I hvert fald, den pensionerede politikvinde Carol Chamberlain, som aldrig har kunnet glemme sagen, vågner op til et mareridt om, at forbryderen fra dengang slår til igen med bål og brand!

Så er det godt at være ven med den traurige og trinde kriminalkommissær Tom Thorne. Han går sporenstregs ind i fortidens traumatiske og triste labyrint af en ung kvindes ufatteligt hårde lod og endeligt, flankeret af en far, som aldrig har glemt endsige tilgivet.

De snirklede og spektakulære veje fører ind i centrum af magtkampen i London mellem den irske og den tyrkiske mafia om narko og menneskesmugling. Og så det at hverve villige lærlinge til at blive pengeafpressere, ransmænd og kolde dræbere.

Moderne tragedie
Billinghams nyeste på dansk, ’Den brændende pige’, er just nu uhyggelig aktuel på baggrund af de gådefulde likvideringer af marginaliserede teenagere i netop London. Europas største metropol, som mere og mere oplever den bandekrig og organiserede kriminalitet, som indtil for nylig højst var et russisk og så selvfølgelig et amerikansk fænomen.

Der har evident siden tidernes moderne morgen altid været en keltisk-angelsaksisk sammensat underverden i Storbritannien, men nu trues den af tyrkiske bander, hvis opfattelse af ære mellem tyve både er yderst ridderlig og samtidig ukuelig grusom.

Så interne stridigheder gangstere og gentlemen imellem omkalfatres pø om pø til noget, som ligner Chicago i 1920’erne. Det er her, historien om den brændende pige træder i karakter som en moderne tragedie, der både drejer sig om banders dekadente pervertering over for den standende krig mellem stammer i stangtøj og med skydevåben.

Billingham bliver bedre og bedre
Men Mark Billingham formår midt i disse spektakulære omdrejninger at give sig vederkvægende tid til at kredse om sine personer. Der er den bløde og dog bidske bulldog Thorne, hans livskloge bøsseven, retsmedicineren Hendricks, den brave unge kollega Holland og så diverse kvinder, som sejler ind og ud af vor singlehelts verden, hvor trøsten efter de amourøse tilfældigheder oftest er en pint strong ale og en single malt ved siden af. Men frem for alt er det London, som er hovedpersonen.

Billinghams forne forbillede er ordret erklæret Raymond Chandler og nutidigt storebroderen i branchen, den poetiske Ian Rankin. Men hvor sidstnævnte skildrer sin by Edinburgh med de intime sorte toner af eventyr og epos, er der over Billingham en mere nøgtern, realistisk og barsk prosa, som ret beset også hører mere hjemme i en larmende, koglende storby end i Skotlands nostalgiske hovedstad på en halv million mennesker.

Her skal der ikke jævnes i, hvem der er bedst i genren, det gør vi en anden gang. Blot skal det konstateres, at Mark Billingham bliver bedre og bedre. Ja for øjeblikket må siges at være den mest interessante og inciterende af alle engelske politiromansforfattere.