Efter mange års kunstnerisk og kommerciel succes og høj, uantastet materiel og intellektuel status både ’hjemme’ og internationalt blev kunstneren Per Kirkeby (født 1938) i en alder af 62 ramt af to ulykker, der hver for sig ville være nok til at slå en mand omkuld: skilsmisse og slagtilfælde.

Hvilken af de to ting, der kom først, og i hvor høj grad de affødte hinanden, bliver aldrig rigtig klart; og det er såmænd en del af pointen.

Skilsmissen var fra hans livs store kærlighed, Vibeke (som de fleste vist ved har efternavnet Windeløv og er filmproducer), og slagtilfældet berøvede ham, maleren, det venstre synsfelt samt gjorde ham periodisk hjælpeløs. En tilstand, der konsekvent gennem hele bogen er langt mere angstfremkaldende end døden.

Forstærket livskrise
Samtalerne med Anne Wolden-Ræthinge (med pennenavnet Ninka), der nu er udgivet med titlen ’Jeg er her endnu’, blev indledt, før skilsmissen var en realitet, og før Per Kirkeby blev syg i sommeren 2000. Stoffet blev ikke just ringere, som tiden gik – selv om en kynisk glæde over det garanteret har ligget Ninka meget fjernt. Det var da også Per Kirkeby selv, der straks efter den vellykkede hjerneoperation sagde: »Nu har jeg da for alvor noget at fortælle Ninka«.

Og den nu i høj grad restituerede mand, der seks år efter den første samtale er ældet, men atter intenst og stort malende, fraskilt, men atter lykkeligt gift, har da også meget at fortælle. Mest om de mentale tilstande, han har været i, men også om bedsteforældre, om Gud, om ensomhed, om Vibeke, om taknemmelighed, om kærlighed, angst, terapi og bibellæsning.

Og om at være kunstner, naturligvis. Men først og fremmest om at være mand – og dertil en mand, der meget hurtigt bliver ensom, når han er alene – i en måske forsinket og i hvert fald forstærket livskrise.

Interessante gentagelser
Den første samtale kort efter hjerneblødningen indleder han med dette spørgsmål til Ninka: »Har du grædefiltret på, for jeg er jo det, man kalder grædelabil, jeg tuder for et godt ord, det kan jeg godt sige dig ...«. Og så beskriver han (morsomt!), hvordan ordet ’farvel’ i en ligegyldig sammenhæng i avisen fremkalder ustoppelig gråd.

Der er seksten samtaler i bogen; nogle er der kun en uge imellem, andre gange har der været en pause på et år. Det har medført en del gentagelser, som er interessante som tegn på, hvor meget – eller lidt – manden i kriseregnen ændrer sig gennem tiden og dens tilskikkelser.

Der er nemlig til tider tale om kriseregn, for andre dårligdomme, en ny lille hjerneblødning og epileptiske anfald støder til, og ægteskabet, som han i de første samtaler stadig håber at redde i en eller anden form, forliser endeligt, slidt op af hans store afhængighed. Først til sidst – vel ude på den anden side – tillader den i egen optik forladte ægtemand sig at antyde indirekte bebrejdelser mod ekshustruen.

Sløvende
Men de mange gentagelser – de ovenfor nævnte emner berøres i næsten alle 16 samtaler, ofte med næsten identiske ord – virker sløvende, når de læses ud i én køre. Det er måske heller ikke meningen, møjsommeligt og dertil fysisk anstrengende, som det er: Bogens lækre papir med Kirkebyskitser matches desværre ikke af et hårdt omslag, endsige en ordentlig margin, så håndleddene må kompensere.

Alle læsere behøver nok ikke stave sig igennem hver eneste sætning, som en anmelder jo skal. Men holder man ud, er der meget at hente for den tålmodige med det opladte sind – og vel især for de læsere, der erfaringsmæssigt har noget tilfælles med manden Per – Bange-Per, som han også kalder sig.

Hans gudsforhold er et gennemgående emne, og Kirkeby er velgørende klarmælet om det: Han får påviseligt en masse ud af at læse i Bibelen (og vi taler f.eks. Jobs bog i magnaprint); han vil ikke bidrage til syndfloden af kedsommelig menighedsrådskunst; det er forfladigelse at ville pådutte alt en mening, for livet kan bære også uden mening, og han tager folk med i sine morgenbønner.

Sine trosoplevelser holder han (heldigvis) for sig selv, men han »elsker de der buddhistiske banaliteter. De er simpelthen så banale, så det ikke kan blive værre, det synes jeg er helt fantastisk«. En banalitet – ikke nødvendigvis buddhistisk – der tåler alle gentagelserne, er nødvendigheden af at leve i nuet og være taknemmelig over at være her, simpelt hen.

Malende beskrivelser
Om livet som kunstner siger Kirkeby i femte samtale, januar 2001: »Min familie har altid syntes, at det ville være godt, hvis jeg havde været lidt sjovere. Jeg har det der med, at der er sådan et kullag inden i mig. Altså, jeg kan blive sort, og det er jeg altid blevet, og Vibeke har altid bebrejdet mig, at jeg blev så sort. At jeg lagde en tung hånd over familien, når jeg sådan kiggede ud og forsvandt ned i minen, og det er nok rigtigt, at sådan har jeg altid været.

Omvendt tror jeg også, at det kullag er jo altså min rigdom, fordi der går jeg ned og hakker brændstof løs, når der rigtig skal damp under kedlerne. Og jeg har altid drømt om, at jeg bare sådan kunne blive accepteret som en, der indimellem var enormt sort. Ligesom en kulminearbejder. Der er ingen, der sidder og hakker på ham, når han kommer hjem og har været væk hele dagen, fordi han har gået dernede flere kilometer under jorden og hakket kul løs«.

Formen er typisk for bogen, og det kunne måske nok siges kortere og mere formfuldendt – Ninka er ingen strammer – men det kunne næppe siges mere malende. Især ikke mindre end et halvt år efter en hjerneblødning. Endnu tidligere lufter Kirkeby sin terapeuts i hvert fald visuelt overbevisende teori om, at kunstnere kan kalke følelsesmæssigt til – nærmest som en kaffemaskine, forestiller jeg mig: for ligesom kalken ikke kommer med vandet ud i kaffen, kommer kunstnerens omhyggeligt ophobede følelser ikke nødvendigvis ud med værket ...

"Her sætter jeg raketten ned"
Og så kan jeg ikke stå for hans beskrivelse af mandlig kærlighed – i hvert fald sin egen:

»... jeg har altid haft det sådan, at jeg altid har kunnet se Vibekes skær, kalder jeg det – sådan er det jo, når man er mand, så er det kvinderne, der har sådan et skær over ansigtet – og så er man hooked, så er man en opdagelsesrejsende ude i universet, der opdager, at her er en planet med atmosfære rundt om, og man kan kun leve på de planeter, hvor der er det skær, den atmosfære, hvor man siger, her lander jeg, her sætter jeg raketten ned«.

Der er også nok at hente på planeten Kirkeby til, at den er værd at sætte sin raket på for en tid – med Ninka som landingsstel. Grædefilter er ikke påkrævet.