Jens Christian Grøndahls essaysamling ’Tre skridt tilbage’ udkommer hos Gyldendal 11. april.En grusom og tragisk fejltagelse«.

»Jeg skammer mig«.

Forfatteren Jens Christian Grøndahl står for begge udtalelser.

Den første handler om krigen i Irak.

Den anden handler om Grøndahls egen støtte til krigen.

Vendepunktet
I en bog, der udkommer 11. april, gør forfatteren fuldstændig op med sin egen holdning til Irakkrigen, som han var en af de meget få forfattere, der støttede.

»Erkendelsesprocessen, der går ud på, at man har taget fejl, strækker sig altid over noget tid, fordi det skal sive ned gennem bevidsthedens forskellige lag, hvor det ene jo er det, der handler om at tabe ansigt«, siger Jens Christian Grøndahl.

»For mig kom vendepunktet med Abu Ghraib, selvfølgelig. Først og fremmest billederne. Ikke bare af den fysiske vold, men i lige så høj grad kombinationen af vold og så den perverse, sadistiske ydmygelse, som virkede så voldsom på os alle sammen. Abu Ghraib var lige præcis den moralske katastrofe, der gjorde det klart for verden, at der var noget rivende galt. Allerede på det tidspunkt havde jeg det svært, men med Abu Ghraib blev det gjort umuligt at forsvare, hvad der foregik«.

Moralske tømmermænd
Du siger, at det trods alt var okay at fjerne Saddam Hussein?

»Når man tænker på, hvor stort et svin og hvor stor en tyran Saddam var, og hvor ufatteligt mange menneskeliv han har på samvittigheden, så er det ikke i sig selv forkert at fjerne sådan en mand. Problemet er alt det, der følger med, og spørgsmålet er, om man kan fjerne ham, uden at alt det andet følger med. Det er jo i dag det store spørgsmål. Nu skal jeg jo slet ikke gøre mig klog på storpolitik, selv om jeg føler, at det faktisk er det, jeg har gjort«.

»Jeg ved jo ikke mere end så mange andre avislæsere, men jeg lod mig rive med af engagementet, og pludselig stod jeg et sted, hvor jeg ikke længere havde rygdækning i min personlige erfaring og i den integritet, der forhåbentlig følger med i det, jeg i øvrigt har skrevet. Jeg havde bevæget mig meget langt væk fra mine egne forudsætninger og talte pludselig om noget, jeg dybest set ikke havde forstand på. Det kan man også godt gøre i nogle sammenhænge, men der kan også være sammenhænge som er så alvorlige, at man skal passe lidt på, og det gjorde jeg ikke. Det har jeg så haft nogle alvorlige tømmermænd over«.

De moralske tømmermænd vender og drejer han i sin essaysamling ’Tre skridt tilbage’, som ikke mindst handler om, hvordan han kunne tage så helt afgørende fejl. Det er en diskussion med sig selv, som han håber også kan være afsæt for andres overvejelser om, hvorfor de selv i udgangspunktet støttede interventionen i Irak og i dag, måske, er nået til den modsatte holdning.

Set gennem fortidens briller
Jens Christian Grøndahl mener selv, en del af forklaringen skal findes i arven fra den kolde krig. At vi har set og vurderet nutiden gennem fortidens briller.

»Da Muren faldt, og kommunismen viste sig at være så eroderet, at den faldt sammen så let som ingenting, skete der det, at politik i international forstand gik fra at være noget, som var præget af strategiske og ideologiske overvejelser til at være noget, der handlede om moral. Ja, hurra, demokratiet har vundet, sagde man. Dermed havde også en europæisk tradition vundet, og det er jo den tradition, der har integreret landene i Europa i et fælles projekt, til forskel fra den lange historie om at europæerne har bekriget hinanden«.

»Det, der havde vundet, var forestillingen om menneskerettighederne og alle ideer, der ligger til grund for demokratiet. Men det var også den ide fra oplysningstiden, som går ud på, at demokratiet er universelt – at det er værdier, som går på tværs af kulturelle og religiøse grænser, og at det er noget, der kan gælde for alle. Det var den ide, der animerede os. Det var ikke mindst det, der skete, da Balkan brød i flammer på ny, og vi for første gang siden Anden Verdenskrig så folkemord i vores egen del af verden, og hvor det blev et intellektuelt engagement at sige, at vi skal intervenere, hvor intellektuelle traditionelt har været pacifister«.

»I stedet sagde vi: Nej, det er rigtigt at bombe, rigtigt at standse det, der sker i Kosovo, og det synes jeg stadig, det var. I sig selv var det rigtigt at standse ondskaben. Det lå ligesom i tiden, at ideen, om at demokratiet var universelt, det var noget, der kunne brede sig til hele verden, fordi det ikke udsprang af en bestemt kultur, en bestemt tradition. Jo, det gjorde det måske nok, men det kunne også deles med alle. Det var en del af den filosofiske og kulturelle baggrund for, at man begyndte at tale om, at man kunne intervenere på en helt anden måde, end man havde gjort før og i det hele taget intervenere militært ud fra nogle i bund og grund moralske forestillinger om ret og vrang her i verden«.

Troede du også selv det?

»Ja, det troede jeg da selv på«.

At man kunne give dem en tvangsbolle, der hed demokrati nede i Irak?

»Ja, og jeg undrer mig stadig over, at vi var så naive, at vi troede på det. Vi troede, at når vi kom, så ville alle irakerne kaste sygekassebøgerne op i luften af begejstring og straks gå i gang med at afvikle årtiers brutaliseret diktaturstat og opbygge troværdige og humane institutioner i stedet for. Det har selvfølgelig vist sig at være hamrende naivt. Men vi sidder stadig tilbage med spørgsmålet om, hvordan vi kunne være så blinde og historieløse i vores tro på, at demokratiets universelle potentiale kunne realiseres på en studs«.

Korstog
Du mener, at der hos nogle har vokset sig en fejlagtig forestilling frem om, at demokrati skulle være en slags ideologi?

»Ja, det er et levn fra den kolde krig. Man havde kommunismen på den ene side og demokratiet på den anden. Det var så nemt at stille det verdensbillede op. Men de er usammenlignelige. Overlegenheden ved demokratiet er, at det ikke er en trosretning. Det er en værdi i sig selv at have alle mulige identiteter og religioner og værdiforestillinger i spil samtidig, og hvor man – hvis man overholder nogle fælles spilleregler – faktisk kan leve sammen og få noget ud af det. Det er bare noget helt andet end forestillingen om et overgribende syn på tingene, som vi alle så skal underkaste os«.

»Det fortvivlende ved den nuværende amerikanske administration er netop, at den taler om demokratiet som om den var en religion. Det har intet at gøre med oplysningstraditionen i europæisk forstand og intet at gøre med en verdslig, tolerant, åben opfattelse af menneskerettigheder og demokrati. Det er netop et korstog. Al Qaedas krigere gør da fuldstændig ret i at opfatte det som et korstog, som det formuleres af amerikanerne. Det er den store fallit. For det er jo ikke et korstog. Det er vel sådan, at demokratiet breder sig til andre dele af verden meget langsommere, end vi egentlig kan holde ud at tænke på. Når vi tænkte, at demokratiet var noget, der bare kunne eksporteres og endda med vold og magt, så havde vi faktisk benene solidt plantet i den blå luft«.

Forskellen er ikke stor nok
Du siger, at demokratiet vokser langsommere frem, end vi kan holde ud at tænke på. Det er måske der, det kikser for den intellektuelle, der må sige, at de måske får demokrati i Irak. Om 500 år. Det kan lyde ret hovent og bedrevidende?

»Ja, det virker, som om vi gør os bedre. Men problemet er, at det gør vi i langt højere grad, hvis vi tror, vi med vold og magt kan massere en hel befolkning ind i nogle politiske former, vi synes er de rigtige. Jeg finder det fortvivlende, at alternativet til Saddams verdslige styre formentlig er et religiøst funderet tyranni, men jeg mener i det store hele, at vi står ret magtesløse over for det, for det er de mennesker og deres forestillinger om fremtiden, der skal afgøre sagen. Ikke hvad vi synes er det rigtige«.

I dit essay siger du, at man åbenbart kun kan vælge mellem små, mellemstore eller store tyranner i Irak?

»Ja, det ser sådan ud, og jeg er inderlig fortvivlet ved tanken om, at unge danskere eller amerikanere skal sætte deres liv på spil for dén forskel. Den er ikke stor nok til at lade livet for i en fjern del af verden«, siger Jens Christian Grøndahl.

Tillukket samfund
Når der i dag er en tendens til at gøre demokratiet til en form for religion, skyldes det ifølge Grøndahl også, at der er opstået en besathed af terror.

»Det er jo ved gud en trussel, der er til at tage og føle på, og som man ikke skal ignorere, men det er altså ikke af samme størrelsesorden, som de vestlige samfund stod over for under den kolde krig. Da den kolde krig var farligst, var der tale om, at vi levede op mod truslen om den totale udslettelse. Den var en kontant mulighed.

Al Qaeda er altså ikke af samme kaliber. De kan bombe undergrundsstationer og skyskrabere, men det vil aldrig rokke ved tiltrækningskraften og kvaliteterne ved den livsform, der har udviklet sig i Vesteuropa og Amerika. Der er for mange i de samfund og uden for de samfund, som gerne vil leve på den måde.

Derfor kan al-Qaeda ikke på nogen måde true det. Men vi ser al-Qaeda som det totale fjendebillede, og derfor er vi hele tiden i fare for at reducere vores egen verdslige kultur til en ny slags politisk religion. Det er farligt, for det lukker os til og gør os dummere og samfundet mere tillukket at leve i. Det har man allerede set i USA, hvor debatkulturen gennem nogle år har været præget af en næsten mccarthyistisk sindelagskontrol, hvis man kritiserede Bush«.

Småborgerlig sindelagskontrol
I din bog er du inde på, at den sindelagskontrol også findes i Danmark?

»Det er så mærkeligt, at man i det litterære miljø agerer, som om den kolde krig ikke er forbi. Man er stadig tilsyneladende fuldstændig behersket af den dualistiske tænkning, hvor man enten er venstreorienteret eller højreorienteret. Hvis ikke man er manifest venstreorienteret, så må du være højreorienteret. Hvis du f.eks. siger, det ville være en god ide at vælte Saddam Hussein, er du automatisk højreorienteret, fordi Anders Fogh har sagt, det var en god ide. Det er, som om der er en dybt småborgerlig sindelagskontrol i det litterære miljø«.

»Det handler om, hvorvidt man er med i det gode selskab eller ej, og det gode selskab er det, man også kalder det kulturradikale selskab. Det der især springer i øjnene er, at det at være konventionelt venstreorienteret på den kulturradikale måde jo intet har at gøre med at solidarisere sig med samfundets for alvor svage grupper. Det har snarere noget at gøre med en chik måde at tilhøre kulturborgerskabet på«.

»Og sådan har det faktisk været siden 1930’erne. Det har slet ikke handlet om at solidarisere sig med dem, der kunne have brug for det og gøre det i en samfundskritik, der for alvor kunne gøre noget for de svage. Det har simpelthen handlet om at være salonfæhig og gøre sig i de rigtige dagligstuer – de dagligstuer man gerne ville komme i – hvad enten det var hos Mogens Fog eller hos Klaus Rifbjerg«.

København kan føles meget trang
Hvordan har du det med det litterære establishment. Vil du gerne være med i det salonfæhige selskab?

»Det har jeg ikke noget specielt behov for. Men eftersom det er et lille land, vi bor i, så færdes man jo i de samme cirkler, og København kan nogle gange føles lige så trang, som byen var i guldalderen«.

Hvilke reaktioner forventer du på din bog?

»Jeg er vant til, at der på avisredaktioner – inklusive din egen – nærmest er en stående ordre om at hugge mig ned eller ignorere mig, og det siger jeg ikke, fordi jeg er forsmået, for jeg har i den grad også oplevet at få medvind og accept hos læserne, og jeg har fået tilpas mange gode anmeldelser i min tid til, at min selvtillid har det udmærket. Men man bliver stemplet, hvis man ikke retter ind efter fællesparolen. Derfor er jeg forberedt på hvad som helst«.

Tror du, at du nu vil blive trukket gennem sølet af meningsmagerne?

»Jeg er jo vant til at være en af de forfattere, man ikke bare har lov til, men nærmest også pligt til at pisse på fra tid til anden. Jeg er desværre ikke så heldig at høre til de urørlige i den danske, litterære andedam, men jeg håber, mit essay bliver modtaget i den ånd, det er skrevet. At det er et bud på en eftertanke, hvor jeg med udgangspunkt i min egen erfaring prøver at gøre mig nogle tanker om, hvordan vi har tænkt demokratiet siden 1989, og hvordan vi har reageret på det chok, som kom med 11. september 2001 og terroranslagene i Madrid og London. Mit essay er skrevet i en åben, selvransagende ånd, hvor der ingen facitliste er«.

Hold spillet åbent
Du nævner jo, at det kan være svært at indtage et synspunkt i debatten, uden at man automatisk bliver tillagt måske 30 andre også?

»Ja. Debatklimaet herhjemme er domineret af en fløjtænkning og en skyttegravsmentalitet, så hvis du ytrer en ting på et felt, så deducerer man sig frem til, at så mener han nok også en hel masse andet, og ergo er manden dermed reaktionær«.

Du har mødt en ven, der kaldte dig reaktionær (som følge af støtten til Irakkrigen, red.)?

»Det er jo utåleligt. Ganske vist er der også en masse ironi og københavnsk jovialitet, som gør dette forholdsvis forsonligt, men tendensen forstemmer mig, for den gør, at man får lyst til at trække sig ud og lade være med at deltage i debatten. Hvis ikke man kan deltage i en offentlig diskussion uden at blive stemplet på forhånd eller uden at man bliver skudt alle mulige andre synspunkter i skoene, så mister man lysten til at være med«, siger Jens Christian Grøndahl.

Han har endnu ikke gjort op, hvordan hans rolle i debatten fremover skal være. Set i lyset af erfaringerne fra Irakkrigen.

Forfattere tænker ikke bedre politisk end andre
»Der vil nok være en større tilbageholdenhed end før, hvor jeg følte mig ansporet til at kaste mig ud i – havde jeg nær sagt – hvilken som helst debat og mene noget. Også fordi jeg har fået et blik for inflationen i at være sådan en, der hele tiden mener noget. Der er så mange meninger i omløb, og selve det med at være meningsdanner skræmmer mig lidt, fordi sandheden befinder sig et andet sted end der, hvor meningerne får virkeligheden til at gå op som et regnestykke. Jeg tror, at man netop som forfatter og intellektuel har nogle muligheder for at holde spillet åbnet og inddrage så mange modsætninger som muligt, og på den måde kan man nok bidrage mere«.

Mener du, at forfattere groft sagt skal holde nallerne fra politik?

»Der er ingen grund til at tro, at forfattere skulle være bedre til at tænke politisk end alle mulige andre. Historien viser fantastisk mange eksempler. Fra Hamsun til Celine til Pound. Tænk også på balladen om Ole Wivel. Der er al mulig grund til at være skeptisk over for forfatteres politiske stillingtagen, simpelthen fordi forfattere ikke i udgangspunktet er pragmatikere. Forfattere vil altid snarere være til fals for den ene eller den anden form for idealisme. Forfattere er mere fantasifulde, mere utålmodige og temperamentsfulde, men det rummer et latent forræderi mod det, som er hjertet i litteraturen, som ikke er idealer eller utopier men en dyb loyalitet og troskab over for det ukendte enkelte menneskes perspektiv«.

»Når man fører sig frem som idealist vil man altid bringe sig selv i fare for at forråde det individuelle, fuldstændig uheroiske perspektiv. Det enkelte menneske fortaber sig i de der store linjer. Og fordi idealer gennem historien har vist sig at være tyranniske og i sidste ende morderiske. Det gjaldt kommunismen, som også var en stor fristelse for mange forfattere og intellektuelle, og det gælder i nutidssituationen den naive forestilling om, at man kan demokratisere Mellemøsten med vold og magt«.