Annonce
Annonce
Bøger

To selverklærede stoddere går i tomgang

Jokeren og Kurt Thyboe har leveret ord til en samtalebog. Går man efter onliners, bliver man ikke skuffet.

Annonce

Anmeldelse

Jonas Nyrup: Damer, drugs og dæmoner - Thyboe og Jokeren om livet som mand
Politiken synes
Samtalebog. Turbine, 285 sider, 299,95 kroner. Har du Pluskort, får du 15 procent rabat på lagerførte bøger i Boghallen eller fri levering hos Saxo.com. Læs mere på politiken.dk/plus.

Trenchcoat, smøg i flaben, ned ad de smalle gader, asfalten sort af silende regn, og jeg ser bulerne, tøserne, neon nightlife, og jeg ved bare: dats my life, datsme«, sådan taler Kurt.

Jokeren taler sådan her: »Har du prøvet at give en kvinde blomster? Hun tror jo lige med det samme, at man har været hende utro. Men har du prøvet at lade være med at ringe til en kvinde i en uge? ... så ringer hun til dig lige med det samme. Desværre har livet – og kvinder – lært mig, at jo dårligere jeg behandler dem, jo mere fisse får jeg«.

Den frisprogede, romantiske og mytomane sportsjournalist Kurt Thyboe og Jokeren, den hedonistiske, storskrydende rappoet, to af Danmarks mest berømte og berygtede historiefortællere, møder hinanden for første gang med det formål at levere indhold til denne bog. Og så bliver der snakket rigeligt om: ’Damer, drugs og dæmoner’, som titlen siger – plus: døden, generationer, det etablerede, outsidere, kærlighed, held, penge, berømmelse og ikke så få andre fænomener. For det meste i et tempo, der er lige så rivende som det er rablende.

LÆS OGSÅUgens album: Jokeren er igen Danmarks bedste rapper

Skulle læseren blive stakåndet. Det vil jeg tro, at enhver, der læser denne bog bliver en hel del gange, er der indlagt mindre pauser undervejs. I disse mere informative og stemningsbeskrivende ophold i samtalen fortæller projektets ankermand, Jonas Nyrup, i et mere afslappet tempo om de to sprogligt begavede tågehorns baggrund.

Det er to underholdende originaler, eller som de bliver enige om at kalde sig: stoddere på slap line

Vi får også at vide, hvad de spiser og drikker i løbet af de tre-fire dage, samtalerne blev optaget, ligesom der detaljeret informeres om stederne, hvor møderne foregik: dels i en lejlighed i København, som den på daværende tidspunkt hjemløse Jesper Dahl/Jokeren har lånt til formålet, dels på restauranter og cafeer ved stranden i Barcelona, hvor Kurt Thyboe bor. Finalen afvikles ved en frokost hjemme hos Thyboe.

LÆS OGSÅStor historiefortæller er helt forelsket i spansk fodbold

Men inden vi når så langt, får de to sprogjonglører ellers talt og talt. Selv om bogen lanceres som en samtalebog, er det nu ikke, fordi der tales særlig meget sammen. Det er to individualister der mødes, så selvfølgelig vil de først og fremmest imponere hinanden. Men undervejs sker der indimellem dét, at machomændene også åbner op for hinandens mere følsomme sider.

Går man efter oneliners, bliver man ikke skuffet: »Mænd er meget følsomme, så det er et godt trick at stive pikkens selvtillid af«, »jeg har tjent 20 millioner og brugt 21, så det er ikke fordi jeg ikke kan lave penge«, »tankearbejde er ofte lige så hårdt som at skovle kul 10 timer om dagen«, »fra en regnorms synspunkt er en tallerken spaghetti et kæmpe stort sexorgie« ...

Det er egentlig godt set, at netop disse to medieoriginaler har en hel del at sige til hinanden, selv om det sker hen over en alderskløft på et par og tredive år. Deres forskelligheder til trods er de begge mænd, der intenst har dyrket tilværelsens lyse såvel som dens mørke sider i deres udtryk.

LÆS OGSÅKurt Thyboe doserer postuleret visdom

Begge er netop nu i gang med at gøre comeback i deres profession. Ud over aldersforskellen, Jokeren er fra 1973 og Kurt fra 1940, er den mest markante forskel på de to, at Kurt har været gift med den samme kvinde i 30 år, mens Jokeren sådan cirka har været sammen med 30 forskellige kvinder om året siden sit gennembrud med Den Gale Pose i 1996.

Ud fra deres forskellige positioner taler de så, disse to selverklærede outsidere i det danske medielandskab. Kurt og Jokeren har et godt øje for hinandens gode sider og holder sig ikke tilbage fra at rose og berømme til den helt store guldmedalje. Ofte så det halve kunne være mere end nok. Ligesom det meste af bogens indhold i øvrigt.

Det er to underholdende originaler, eller som de bliver enige om at kalde sig: stoddere på slap line. Rent redigeringsmæssigt ofte lidt for slapt, gentagelserne og tomgangssnakken hober sig op, efterhånden som man får læst. Havde jeg i stedet for at læse bogen mødt Kurt og Jokeren på et værtshus, og de sad og talte på samme måde, er jeg sikker på, at de ville være forrygende selskab – i en times tid. Men heller ikke meget længere. Derefter ville jeg nok begynde at se mig om i lokalet efter noget andet.

Redaktionen anbefaler

Jokeren: »Jokeren er en machohelt, som Jesper tog på sig som 14-årig«

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce