Annonce
Annonce
Bøger

Hitlers 'Mein Kampf' sælger stort trods heftig debat

'Mein Kampf' kan atter forhandles i Tyskland, men den nye kommenterede og kritiske version er allerede udsolgt.

Verdens mest forhadte bog rummer 2.000 sider, vejer 5,4 kilo, indeholder 3.700 fodnoter, der kritiserer det oprindelige indhold sønder og sammen.

Alligevel er den nye udgave af det, der i anledning af genudgivelsen allerede er blevet anbragt i »historiens giftskab«, udsolgt, inden den overhovedet er nået frem til vinduet hos en eneste boghandler.

Trods hidsig debat og hård kritik af genudgivelsen sælger Adolf Hitler stadig godt. I første omgang havde udgiveren, Instituts für Zeitgeschichte (IfZ) i München, kun trykt et oplag på 5.000 eksemplarer af den udgave af det nazistiske hovedværk, som man nu atter måtte udgive i Tyskland godt 70 år efter Anden Verdenskrigs afslutning.

LÆS OGSÅLæs Politikens oprindelige anmeldelse af 'Mein Kampf'

Men det var alt for lidt, og derfor er yderligere 10.000 bøger på vej til primært de 800 højere uddannelsesinstitutioner, som gerne vil have værket sammen med 9.000 forskningslokaliteter og biblioteker i Tyskland.

De kan roligt bestille bogen og læse den. Det mener en af verdens førende kendere af Adolf Hitler, den britiske professor Ian Kershaw, som har skrevet en af de mest anerkendte biografier om den tyske Führer. Han drog i sidste uge til München, da bogen blev præsenteret, for at rose sine tyske kolleger, fire historikere, der i nyudgivelsen gendriver mange af Hitlers horrible påstande i bogen.

Det bedste ville være at efterlade 'Mein Kampf', hvor den hører hjemme: I historiens giftskab

Ronald Lauder, præsident for Den Jødiske Verdenskongres

»Det er på højeste tid at få udgivet denne store, videnskabelige præstation. Forbud og censur vil blot føre til endnu mere fascination af det utilgængelige«, sagde en begejstret Ian Kershaw ved bogpræsentationen i München.

Selv om det antagelig fortsat er meget få, der har læst den omfattende bog, hvori kommentarerne fra de fire historikere til Hitlers tekst fylder langt mere end det oprindelige manuskript, er der dog også voldsom kritik af udgivelsen. Ikke mindst fra præsidenten for Den Jødiske Verdenskongres, amerikaneren Ronald Lauder, som kalder bogen »helt overflødig« over for det franske nyhedsbureauet AFP. Han henviser til, at »den antisemitiske bog« vil provokere og fornærme holocaust-overlevere, og at der ikke er behov for den, fordi videnskabeligt interesserede allerede kan finde bogen.

LÆS OGSÅHitlers 'Mein Kampf' kræver stadig modspil

»I modsætning til andre værker, som virkelig fortjener at blive genudgivet i kommenterede udgaver, er der ingen grund til atter at sende ’Mein Kampf’ ud. Hele ideen med, at den kræver en kommenteret udgave på flere tusinde sider, er idiotisk. Det bedste ville være at efterlade ’Mein Kampf’, hvor den hører hjemme: I historiens giftskab«, siger Ronald Lauder.

Bogen tjener til opklaring

Han bakkes op af lederen af det jødiske samfund i München, Charlotte Knobloch, som ikke kan forestille sig »at se ’Mein Kampf’ i butiksvinduer«. Formanden for Jødisk Råd i Tyskland, Josef Schuster, er dog glad for genudgivelsen.

»Bogen tjener jo til opklaring, og den kan være med til at fjerne de myter, som findes om den«, siger han til avisen Süddeutsche Zeitung,

Nyudgivelsen er ikke sendt ud til anmeldelse i de tyske medier, da instituttet i München betragter den som en videnskabelig og ikke-kommerciel udgivelse. Endnu har ingen aviser anmeldt bogen, og spørgsmålet er, om det nogensinde sker. Süddeutsche Zeitung har dog analyseret bogen, og det fører til ros. Avisen nævner eksempelvis en passage fra 1924, hvor Adolf Hitler ifølge sig selv i ’Mein Kampf’ talte for »en forsamling på to tusinde mennesker« om »grusomhederne« mod Tyskland i fredsaftalen fra Versailles efter Første Verdenskrig.

I kommentarerne i den nye udgivelse gør historikerne fra München opmærksom på, at Adolf Hitler på den tid aldrig talte for mere end 100 tilhørere, ifølge samtidige kilder.

LÆS OGSÅTyske kunstnere til kamp mod nazisme og fremmedhad

Også nazisternes sympati med det kommunistiske Rusland ud fra et fælles fjendskab mod de vestlige demokratier – ja, det tyske militær arbejdede sågar sammen med det russiske om blandt andet efterretninger – forklarer forfatterne grundigt og tydeligt, anfører Süddeutsche.

Avisen giver historierne bag bogen ret i, at deres version forhindrer, at Adolf Hitlers gamle »hetzskrift« vil kunne komme til at »vagabondere uimodsagt« efter deres udgivelse til brug for nynazister og andre fanatikere på det yderste højre.

»De, der antager, at denne udgivelse vil vække dæmoner under vores civilisation til live igen som i gyserserien ’Fear the Walking Dead’, overser fuldkommen, hvor lettilgængelig ’Mein Kampf’ har været også siden 1945. Den har indtil i dag stået i adskillige bogreoler, mest som et støvet minde om de 12,5 millioner eksemplarer, der blev bragt til folket som eksempelvis bryllupsgaver indtil 1945. Den kunne skaffes på internettet med få klik«, skriver Süddeutsche Zeitung i sin begejstrede analyse af, at den gamle bog fra nu af findes i en udgave, hvor uhyrligheder og påstande tilbagevises videnskabeligt og letforståeligt.

Måske derfor ser Tysklands undervisningsminister, Johanna Wanka, gerne, at bogen kommer ud i klasseværelserne som en del af pensum for at sikre »at Hitlers verdenssyn ikke står uudfordret. Elever vil have spørgsmål, og det er kun godt, at de kan stilles i klassen«, sagde hun efter bogpræsentationen i München.

Fra i morgen, fredag, kan alle selv læse, hvor godt eller skidt det står til med den nye version af ’Mein Kampf’.

Redaktionen anbefaler

Hitler er vendt tilbage til Tyskland – med stor succes

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce