Annonce
Annonce
Bøger

To norske billedbøger er lidt for fladt teater og for langt ude

Men det er ikke kun skidt. For Stian Hole har skabt et eventyr, mens vi venter på vipstjerten, og Gro Dahle et åndeløst kig i livets akvarium.

Annonce

Morkels alfabet

Stian Hole
Politiken synes

Billedbog. Oversat af Naja Marie Aidt.

Høst & Søn, 48 sider, 230 kroner.

Akvarium

Gro Dahle (tekst) og Svein Nyhus (tegninger)
Politiken synes

Billedbog. Oversat af Dal Michaelsen.

Jensen & Dalgaard, 48 sider, 279 kroner.

Kan man også blive for dygtig?

Den tanke melder sig efter at have fulgt den norske tegner Stian Hole i et stille svæv igennem vintermørket og frem mod foråret.

Vårtegnene er svampen morkel, den vingede vipstjert og de bankende hjerter. Vi er ude på landet. Her bor pigen Anna, som også var med i ’Annas himmel’ fra 2013. Nu finder hun sedler ude på marken med ord på. Hun svarer og bliver ven med drengen Morkel, som bor i et træ og ikke går i skole. Anna har mistet sin mor. Morkels far er måske tyv. Så de har et savn til fælles.

Igennem nogen tid hænger børnene ud i Morkels træ, hvor de udveksler ord, så en dag er drengen væk. Som en anden trækfugl er han fløjet bort og kommer først igen sammen med fuglen og svampen.

Stian Hole er kult. Ikke mindst for de tre bøger om drengen Garmann. Hans computerskabte billeder lyser af kompetence og sans for det skønne. Der er kælet for detaljer og komposition. Det er svært ikke at blive imponeret.

Hvorfor bliver man så ikke berørt?

Det hele virker som et fladt teater, børnene har tomme øjne og – her ligger nok årsagen – naturen er en livløs kulisse. Men det er jo netop fjeld og frost, som skulle gøre denne historie vedkommende. Der er for mange opslag, som er ren damebladsæstetik. Så hensigten forsvinder i håndelaget. Lidt mere kant og smuds på billedsiden havde gjort underværker.

Til gengæld er teksten ofte præcis og nøgtern: »nysne er sporsne«, »gæssene pløjer himlen« eller »ræven er en hund der opfører sig som en kat«.

Illustration:  Svein Nyhus

Norge ligger deroppe med sine dybe søer og dunkle nætter. Gro Dahle er en forsker i sorg og ensomhed. Og i hvordan vi kommer videre. Senest med ’Krigen’, der fortalte om en skilsmisse med en von Clausewitzsk præcision og med datteren Kaia på billedsiden. Ellers arbejder Gro Dahle ofte som her sammen med gemalen Svein Nyhus, der har en mere drømmende, surrealistisk tilgang til de tunge tanker.

’Akvarium’ er en hjerteskærende historie om pigen Moa, der bor alene med sin mor, som er en fisk. Derfor har Moa altid travlt. Hun skal ordne akvariet, hun skal fodre sin mor og se til, at temperaturen passer.

I skolen undrer lærerinden sig, derfor vil Moa tage sin mor derhen i en plastikpose, det går ikke så godt, men som altid kender Gro Dahle en vej ud af mørket og op af vandet. Ledsaget af billeder, man aldrig glemmer. Pigen har øjne som afgrunde, farverne er mest blid blågrå som et fjernsyn, der er forkert indstillet.

Det er nemt at trække ikke-for-børn-kortet her. ’Akvarium’ er både for langt ude og for højt oppe. Men jeg tror, historien går rent ind der, hvor der er brug for den.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce