Lene Andersens sympatiske lille forsøg på at skrive en lærebog i frihed og demokrati bærer den i virkeligheden meget prætentiøse undertitel: Hvor svært kan det være?

Ja, det er i hvert fald noget sværere end som så.

Andersen begynder sin historie i det mellemste Østen, hvor de første agerbrugs- og bysamfund voksede frem sammen med de første begyndelser til individualisering og affortryllelse af verden. Efter en sviptur gennem Athen og Romerriget, når vi til middelalderen, som i Andersens perspektiv var domineret af en åndsformørket kirke, der forfulgte alle kættere, brændte deres bøger og biblioteker. Til gengæld mener hun, at der var demokrati i jernalderen i Norden. Begge antagelser har historikere og arkæologer i det store hele forladt.

Renæssancen og oplysningstiden males til gengæld i lysere farver. Andersen glemmer dog, at oplysningen i Danmark i vid udstrækning blev formidlet af kirken. At meget store dele af landbefolkningen i det 18. århundrede kunne læse, skyldtes ikke mindst ønsket om at studere religiøse skrifter. (Det er en vigtig pointe, når man tænker på nutidens koranskoler).

Det står lidt mørkere til i det 19. århundrede, som skabte nationalismen, som ifølge Andersen har været en væsentlig hindring for demokratiets udvikling. Nu er der ganske vist meget ufordelagtigt at sige om nationalismen, men man skal have overset de seneste 25 års nationalismeforskning ganske grundigt, hvis man vil benægte nationalismens betydning for udviklingen af den moderne politiske kultur, især lighedstanken.

Farer og risici
Andersen gør sig skyldig i det, som en britisk historiker engang kaldte ’The Whig Interpretation of History’, det vil sige en politisk historieskrivning, der ser alle fortidige hændelser som enten ’fremskridt’ eller ’tilbageslag’ for en proces, hvis logiske slutmål er tingenes nuværende tilstand. Fejlen ved denne betragtningsmåde er, at den ikke interesserer sig for fortiden som noget fremmedartet, men gerne vil reducere det forgangne til mere eller mindre vellykkede prototyper på nutiden.

Lene Andersen har et godt instinkt, og bogen vinder ganske betydeligt i læseværdighed, jo tættere på nutiden den kommer. Hun identificerer de farer og risici, som demokratiet står over for, og peger på, at demokratiet skal kunne rumme sin egen modsætning for ikke at forvitre: »Hvis demokratiet ikke skal blive lige så trist og totalitært som alt det, der truer det, og ende som et stagnerende og forstenet flertalsdiktatur eller et teknokrati, så er det nødt til at indeholde små elementer af truslerne mod det; en lille smule anarki, noget religion, lidt monarki, en anelse humbug, et drys Christiania og et stænk Ungdomshus«.

Lene Andersen er bedre som samfundsiagttager end som politisk idéhistoriker. På sidstnævnte felt er man væsentlig bedre hjulpet med at læse Tim Knudsen eller Ove Korsgaard. Historievidenskab er ikke kvantemekanik, men det kræver dog en indsats. Af et klogt menneske som Lene Andersen må man som minimum forlange væsentlig større belæsthed.