Annonce
Annonce
Bøger

Kulturkvinden nikker skaller

Ebba Witt-Brattströms essaysamling rummer en recept på medicin mod den mandschauvinistiske kulturmand.

Annonce

Der står en mand bag. Hun skriver rasende godt, Ebba Witt-Brattström, men hendes essays om svensk litteratur var ikke nået ud over rampen, kvindernes berlinmur og Sveriges landegrænse, hvis ikke hun var kommet for skade at kalde Karl Ove Knausgårds roman for »litterær pædofili«. Nordmanden blev vred, svarede med et modangreb, der omfattede hele Sverige, ’kyklopernes land’, hvor de ser enøjet på køns- såvel som indvandrerproblemer.

Ebba Witt-Brattström

Kulturmannen och andra texter. Norstedts, 300 sider. 189 sv. kroner.
Politiken synes

Svensk litteraturforsker og

kvindesagsforkæmper. Født 1. juni 1953 i Stockholm. Tidligere professor i litteraturvidenskab ved Södertörns Högskola og siden 2012 professor i nordisk litteratur ved universitetet i Helsinki.

Witt-Brattström har udgivet flere bøger, bl.a. essaysamlingen ’Ur könets mörker’ (1993), den selvbiografiske bog ’Å alla kära systrar’ (2010) og ’Kulturmannen och andra texter’ (2016). Hendes første roman, den selvbiografiske ’Århundradets kärlekskrig’ (2016) om et forlist ægteskab, udkommer i næste måned.

Hun var i 2005 med til at etablere partiet Feministisk Initiativ, men forlod det få måneder senere.

Witt-Brattström greb Knausgårds stikord. Hos Homer er der ikke kun de snæversynede kykloper, men også en Kassandra, der ikke lod sig forføre af Apollon, kunstens gud, som til gengæld dømte hende ude af det gode selskab. Med et genoptryk af sit ’Kassandras svar’ begynder Witt-Brattström sin bog om kulturmanden.

Man kan ikke sige, at banen så var kridtet op, for de to kombattanter befandt sig aldrig på samme bane. De udvidede kampzonen, manden til hele Sverige, kvinden til hele den europæiske verdenshistorie. Og dér stod de så, på Dagens Nyheters kultursider og på Politikens. Ude af stand til at tale sammen. Men kulturkampen havde fået nye ord, oldgræske for resten alle tre, pædofil, kyklop, Kassandra. Måske er konflikten lige så gammel som de ord.

Freud hængt til tørre

Bogens 34 essays, hovedsagelig genoptrykte avisindlæg, rummer fine læsninger. Hun er fuld af energi og lyst, når hun hænger Freud til tørre eller afæsker Sandemose den mandlige psykes hemmeligheder.

Det ligger tungere, når hun læser kvinder. Sigrid Undset og Selma Lagerlöf, Kerstin Ekman og Sofi Oksanen ser så korrekt på verden, at Witt-Brattström bliver en smule kedelig, når hun registrerer deres bedrifter. Jævnligt kommer der indskud om Det Svenske Akademis priser (mest til mænd), så hun kan holde galden flydende, men over lange stræk er disse tekster mest pæne tilføjelser til Nordisk kvindelitteraturhistorie, det storværk, hun var med til at redigere og skrive.

Ebba Witt-Brattström er en begavet litteraturlæser med en gylden skrift

Lena Anderssons overdådigt vittige roman ’Selvtægt’, om en ung kvinde, der under ingen omstændigheder vil give slip på en mand, får Witt-Brattström til at være et indlæg mod grovporno på internettet. Men det er undtagelsen, at hendes ærinde leder hende så langt ud i skoven. Et essay om operaens væsen er beundringsværdigt vidende og originalt.

Alt sammen dog detaljer mod det, der har givet bogen dens titel, prosaen dens energi og Witt-Brattström hendes gennemslagskraft: kulturmanden.

Ordet er genialt, for det vækker så stærke forestillinger, at alle med det samme har en mening om fænomenet. Hvad ordet helt præcist dækker, har jeg dog sværere ved at sige efter at have læst bogen, end jeg havde før.

I forordet er ’kulturmanden’ betegnelse for forestillingen om, at det mandlige geni er målestokken for stor litteratur. Senere er ’kulturmanden’ den type, der »tænder på og samtidig skræmmes af tænkende kvinder«. Jeg får det indtryk, at ’kulturmanden’ er en, der bygger et meget stort ego på en meget lille værkliste. Men så står der, at Ingmar Bergman er kulturmand. Dér røg den definition i vasken.

LÆS OGSÅSvensk feminist i oprør over 'kulturmanden': Han kører kvinders kunst ud i en damekupé

Måske mener hun med ordet inderst inde bare mandschauvinist. I så fald er det let at blive enig med hende, for vi har vel lige så lidt brug for ham som for alle andre slags chauvinister.

Derimod er jeg ikke så sikker på, at hun har ret i kuren: »en kraftig dosis kulturkvinde«. Hvis denne størrelse er af samme skuffe som kulturmanden, er vi jo lige vidt.

Strindbergs mandsarv

Ebba Witt-Brattström er en begavet litteraturlæser med en gylden skrift, som det er en fryd at læse, især når hun er polemisk.

Hun er fuld af energi og lyst, når hun afæsker Sandemose den mandlige psykes hemmeligheder

Det gælder ikke mindst hendes mandeportrætter. Et af de hvasseste behandler Horace Engdahl, litteraturforsker, bedst kendt som det svenske akademis sekretær og talsmand gennem mange år. Han har, siger hun, overtaget en ’mandsarv’ fra Strindberg, som hun mener, han forvalter på en særpræget måde, »ved at undlade at skrive dramaer, romaner, noveller, lyrik«.

I stedet skriver han ’fragmenter’, hvis uforudsete indsigter »læseren kan forvalte efter eget forgodtbefindende«. Aforismen, som Engdahl også dyrker, er »de fejes kunst«, der sjældent leder til personlig udvikling, kun til »stagnation«. Essayet er optrykt efter en ’vennebog’ til Horace Engdahl med titlen ’Fragmentmanden’ fra 2008. Dengang var de to gift. Det er de så ikke længere.

Redaktionen anbefaler

Jokeren: »Ja, jeg er stodder, jeg kan godt lide fisse og stoffer og fest og ballade, fordi jeg er en mand«

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce