Annonce
Annonce
Bøger

Lad de mærkelige og personlige lyster styre kunsten - på museer såvel som forlag

Kommentar. På Mikkel Boghs udstilling på Statens Museum for Kunst kommer man helt tæt på; tæt på kunstens stoflighed, på det intime rum og på kuratoren selv. Måtte vi se mere af det.

På Statens Museum for Kunst kan man i øjeblikket se en række savlelækre malerier samlet under overskriften ’Tæt på. Intimiteter i kunsten 1730-1930’. Det er museets første auteur-udstilling, det vil sige en udstilling, der så at sige er forfattet, og ikke bare arrangeret, af en kurator, der i dette tilfælde oven i købet er museets direktør, Mikkel Bogh.

LÆS OGSÅ Hvert værk indeholder sit eget erkendelsespotentiale i Mikkel Boghs første udstilling

Boghs signatur præger det hele: valg af billeder, rubricering, ophængning, billedtekster, der tilsammen i sig selv udgør et helt lille personligt kunstfilosofisk essay, en særlig vej gennem kunsthistorien farvet af kurators temperament og sensibilitet.

En sensibilitet, der vil ’tæt på’ billedet, tæt på teksturen og stofligheden, tæt på detaljen. En sensibilitet, der registrerer møder og berøringer, mellem maleriets afbildede personer, genstande, stoffer, linjer, farver – det kan være mellem en hånd og en flade, en krop og en lænestol, et gardin og et lysindfald, en person og en anden – men først og sidst mellem billedets flade og det iagttagende blik, der hos Bogh netop bliver berørende og berørt frem for beherskende.

Nu er jeg i forvejen museumsflæber og kan ikke se køkkenpigens røde skørt hos Anna Ancher eller den rygvendte hustrus lysende nakke hos Hammershøi uden at få fugtige øjne, men der er noget ved denne udstilling, der rører mig helt særligt.

LÆS OGSÅ På guidet tur med direktøren: Mikkel Bogh græder ikke over god kunst

I kataloget – som igen ikke er et konventionelt katalog, men ét langt essay af Mikkel Bogh – skriver Bogh om bekymringen for at lade sig styre af »min egen mærkelige og alt for personlige lyst«, at komme for »tæt på«, for »kunsthistorisk analyse kræver en vis afstand«. Jeg får et billede af manden, der har måttet lægge bånd på sin passion for det intime for at blive en autoritet i kunstverdenens offentlighed og nu endelig tør hengive sig til passionen, med stor autoritet, på den offentligste af alle landets kunstscener. Det rører mig.

På sin vis kunne Boghs udstilling anføres som et intelligent og sensibelt indlæg i den uintelligente og lidet sensible debat om litteraturens angivelige og angiveligt ’feminine’ vending mod det nære og personlige, som rasede i den litterære offentlighed i sommer. Udstillingen viser os, at kunstens vending mod det intime (frem for spektakulære skildringer af offentlige scenerier som kroninger og søslag) i hvert fald går tilbage til 1730 og har at gøre med oplysningstanker om individets frihed.

LÆS OGSÅ Amalie Laulund Trudsø tager dig med til barndommens land, sommerlandet og lykkelandet

Når Bogh skriver om Anna Anchers opslugthed af farverne og lyset, foreslår han at betragte den som »en insisteren på, at der findes muligheder for en intim æstetik og praktisk fordybelse, som den moderne verdens arbejde ikke levnede plads til«. Siden Anna Ancher har »den moderne verdens arbejde« levnet plads til mindre og mindre, og hvis man vil finde tid til æstetisk intimitet og fordybelse, skal man virkelig insistere. Sådan som den travlt arbejdende akademirektor og nu museumsdirektør har gjort det ved at insistere på at lade sin egen »mærkelige og alt for personlige lyst« være drivkraften i en udstilling.

?Tæt på? betyder ikke bare tæt på intimsfæren i social forstand

Jeg tænker i stigende grad, at det kritiske potentiale i kunsten, den visuelle såvel som den litterære, netop ligger i denne insisteren på en anden måde at være i verden på, end den som »den moderne verdens arbejde«, med dens krav om præstation, effektivitet og konsum, fordrer af os. ´

Bogh registrerer på interessant vis en kontinuitet fra maleriets optagethed af det intime rum (familien, dagligstuen) til dets optagethed af stoflighed og tekstur. Hammershøis sparsomt møblerede og befolkede interiører kan synes fjernt fra guldalderens dagligstuer fyldt med mennesker og genstande. Men Bogh ser en forbindelse mellem fordybelsen i de nære relationer og fordybelsen i relationerne mellem farvernes og materiernes kvaliteter. ’Tæt på’ betyder ikke bare tæt på intimsfæren i social forstand, men tæt på farven og materien.

LÆS OGSÅ Når en solstråle er 10 millioner kroner værd

Overført til litteraturhistorien betyder det, at der er en sammenhæng mellem den borgerlige romans skildring af individets intime rum og en stadig mere intim omgang med sprogets stoflighed, som vi på dansk for eksempel møder den hos J.P. Jacobsen. Det betyder, at det at komme ’tæt på’, når det gælder litteraturen, betyder at komme helt tæt på de bogstaver og lyde og ordmønstre, litteraturen er gjort af.

Måtte vi se flere mærkelige og personlige lyster hos dem, der har autoritet på kunstens bonede gulve, hvad enten de befinder sig på museer eller forlag.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

Svensk feminist i oprør over 'kulturmanden': Han kører kvinders kunst ud i en damekupé

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce