Annonce
Annonce
Bøger

Noveller vibrerer af drama, når debutant rammer renest

Lotte Kirkeby debuterer med 19 korte noveller, der med intens opmærksomhed på sansede detaljer tager os med langt ind i tabet.

Annonce

Noveller.

Lotte Kirkeby: Jubilæum.
Politiken synes
Rosinante. 192 sider, 249,95 kr. Har du Pluskort, får du 15 procent rabat på lagerførte bøger i Boghallen eller fri levering hos Saxo.com. Læs mere på politiken.dk/plus. Udkommer i dag

Enten kom jeg mere og mere ind i Lotte Kirkebys stil under læsningen, eller også blev novellerne bedre og bedre. Den tredjesidste, ’Lilly Marie’, forekom mig at være fremragende.

Her besøger en jegfortæller sin mormor, og vi skrives helt ind i dagligstuen, helt ned i de dybe mekkalænestole, med armskånere og kagebord og cerutskod og »cremefarvede kopper med guldkant og lyserøde blomster, som jeg senere skulle arve«.

Foregribelsen »som jeg senere skulle arve« er en hyppigt forekommende figur i novellerne; den lukker et glimt af fremtid ind i de mættede øjeblikke, som Kirkeby skriver om – ofte et glimt af kommende død eller sorg, men nogle gange bare et glimt af, at tiden vil gå.

Mormor-visdom og fortielser

Lilly Marie er, i hvert fald for min generation, et rigtigt mormor-navn, og vi får mormor-visdom, »hvis forfængeligheden først forsvinder, så er der ingen vej tilbage«, og mormorerindringer, »Jeg var måske nok den mindst kønne, men det var alligevel altid mig, der fandt de flotteste kærester«, og glimt fra familiealbummet, som åbnes og smækkes i, den længst afdøde morfars brylcremetæmmede krøller, »og hvis han havde været ung i halvfjerdserne, ville han måske have ladet dem gro vildt«.

LÆS OGSÅ Indvandrerfortælling er et hovedværk i dansk tegnehistorie

Men alt imens novellen leverer et fint mormorportræt, kredser den diskret om noget andet; der er noget med et du, som jegfortælleren enkelte steder henvender sig til; der er noget med nogle sælskindsvanter, som hun har fået af dette du og lægger til tørre på mormors radiator. »Vi havde det såmænd godt, og det får du også igen«, siger mormoderen på et tidspunkt, og alt ligger gemt i det lille ord igen, men vi får aldrig at vide, hvorfor jeg-fortælleren åbenbart trænger til at få det bedre.

At afskære læseren fra en viden er også et af Kirkebys genkommende kneb.

Hun kan det med korte fyndigheder, hvor få ord indfanger meget

Mange af novellerne fylder dog gradvis læserens videnshul ud, enten i kraft af direkte benævnelse eller tilstrækkelig mange clues, så vi, om ikke andet ved at gå lidt tilbage i teksten, forstår, at det handler om utroskab, skilsmisse, sygdom eller død.

Men i Lilly Marie-historien får vi, medmindre jeg er meget tungnem, aldrig noget præcist svar på, hvad jegfortælleren kæmper med. Og det kan jeg godt lide.

Kirkeby skriver sig ind i den hemingwayske novelletradition, hvor dramaet står mellem linjerne. Og jeg har som udgangspunkt en vis skepsis over for den teknik; den hviler på forestillingen om en forfatter, der har fuldstændig styr på, hvad han ikke siger.

Som om det på nogen måde var muligt at sige det hele, som om det usagte og ufortalte ikke altid vil gennemtrænge vores sprog, hvor meget vi end siger og fortæller.

Men når det ufortalte får lov til at stå som en ubesvaret gåde som i ’Lilly Marie’, er jeg glad. Og når det ikke stjæler al opmærksomheden fra det, som rent faktisk fortælles, men måske snarere kaster et spotlys på det, som her på mormorportrættet.

Hun skriver intenst om tab

Det er ikke bare læseren, der afskæres fra viden hos Kirkeby. Det kan også være personerne. »Det snakkede vi aldrig om«, er en genkommende melding fra de danske familier, som Kirkeby skriver om. I den næstsidste novelle, ’En mand og hans kone’, undlader faderen at fortælle sin voksne søn, at moderen lige er udåndet på sofaen.

LÆS OGSÅ En pingvin banker på drengens dør i tidløs og universel børnebog

I ’Det vi ved’ hentyder titlen til den tavse viden mellem ægtefæller, men den glider smukt fra at være den smertelige viden om utroskab til at være den der viden om den andens små særheder, som godt kunne være et bud på, hvad der holder et forhold sammen.

Kirkeby skriver om tab. Om at miste sin elskede, sit barn, sit helbred, sin uskyld, sit liv. Om død og selvmord og skilsmisser og utroskab.

Og hun gør det ved at fokusere på de øjeblikke, hvor det skæbnesvangre hænger uudtalt over personerne og skaber en intens opmærksomhed på sansede detaljer: hyldeblomstens brune øjne på bunden af hvepsefældens marmeladesnask, sofaens sandfarve, mursejlernes skrig, sushitang på ægtemandens skæve fortand, fingerringen, der har drejet sig en halv omgang, et ars hvide stribe i et øjenbryn, penslens sorte hår i kommodens gule maling, den sene sne som et hvidt drys på den tidlige gule forsythia.

LÆS OGSÅ Amerikanske singlekvinders bedrifter og milepæle kortlægges i forrygende bog

Med den opmærksomhed kan hun skrive os midt ind i tabet, det vil sige livet, ligesom hun kan det med korte fyndigheder, hvor få ord indfanger meget: »Med hende havde han aldrig travlt«, »Du får det godt igen«, »Det var den sommer, hun forelskede sig i lægerne«.

Mere af det og mindre af den konstruktion, hvor sansedetaljerne bliver for tungt symbolske (som når skilsmissebørnenes stearindryp bliver billede på deres tårer), og hvor nøje tilrettelagte videnshuller sætter læseren i rollen som opgaveløser.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

Mesterlige noveller blotlægger krigens hjemlige konsekvenser

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce