Annonce
Annonce
Bøger

Dukkehjemmet hvor skeletterne vælter ud af skabene

Karin Slaughter har mange ambitioner med sin nye thriller om en søster, der forsvandt.

Annonce

anmeldelse

Karin Slaughter
Politiken synes
De smukkeste. Oversat af Henrik Enemark Sørensen. Harper Collins Nordic, 464 sider, 299,95 kroner. Har du Pluskort, får du 15 procent rabat på lagerførte bøger i Boghallen eller fri levering hos Saxo.com. Læs mere på politiken.dk/plus.

Dette er et moderne eventyr om tre søstre, som det alle gik så ilde. Den ene, begavede og rebelske Julia, forsvandt sporløst som teenager efter en våd aften i byen. Den anden pæne og væne Claire blev gift såre rigt og gyldent, men også goldt og koldt. Mens den sidste, den lidt buttede og trøstespisende Lydia, kom ind at sidde, hvor gardiner er lavet af jern – for narko og hvad dertil hører.

Alle tre søstre havde ud over samme forældre det til fælles, at de var fantastisk smukke. Men også med traumatisk ar i sjælen og varig skyldfølelse over, at Julia aldrig blev fundet. Nu 20 år senere støder en ny tragedie til. Under optakten til en seksuel seance bliver Claires mand, Paul, myrdet. Hvilket får Lydia, som samspilsramt ikke har set sin søster i årevis, til at kontakte denne og måske få en forsoning midt i mordet og sorgarbejdet. Det får en masse skeletter til at falde ud af skabet. Eller rettere farlige filer på computeren åbnes, og FBI står med ét i døråbningen.

Karin Slaughters seneste på dansk, ’De smukkeste’, er et bombastisk familiemelodrama forklædt som en psykologisk thriller. Just som vi kender den skingre slægtssaga fra Sydstaterne a la William Faulkner, Lilian Hellman og Tennessee Williams.

Læs ogsåAnbefalelsesværdige essays hylder sydstatslitteraturen

Slaughters og tekstens egen stat er igen Georgia. Men fortællingen er også helt i trit med den dæmning på krimiens store sorte flod, som hedder domestic noir og handler om dukkehjemmet, der dirrer af ægteskabelig gulsot og morderisk maskepi. Det er nok ikke helt tilfældigt, at Gillian Flynn, hende med bestselleren ’Kvinden der forsvandt’ plus en af mødrene til genren, er citeret positivt på bogens forside.

Jamen vi taler igen om en Gone Girl-historie, som sager har heddet om forsvundne unge piger siden Dashiell Hammett var detektiv hos Pinkerton dengang i 1910’erne. Og så selvfølgelig igen at kvinder aldrig ved, hvilken mand de gifter sig med. Mænd er jo gerne i disse historier som det oversete gæstetoilet, glemt af den daglige rengøring viser det sig pludselig at være fuldt og forstoppet af lort.

’De smukkeste’ synes for mig at være Slaughters mest ambitiøse måske endda også mest personlige værk. I og med at det også handler om en fars kærlighed til yndlingsdatteren, som pludselig ikke længere er hans pige, men andres kvinde.

Tag ikke fejl. Ud over at skrive vitterlig godt, vidende og vittigt er Slaughter en begavet og intellektuel forfatter. Stolt af sin egen stat samt klart med den kulturelle bevidsthed, at her er Europa faktisk nærmere end Washington. Men ’De smukkeste’ er også en af hendes længste romaner. Borte har heldigvis ikke helt taget hendes greb i politirutineromanen, den form jeg synes hun er bedst til. Vi har da et par strømere i gradbøjet godhed. Men vi er også her helt oppe på det patetiske plan, som sukker af både græsk tragedie og kong Lear. Det er også o.k. Så længe det er spændende, og det er det her. Det meste ad vejen.

Redaktionen anbefaler

Amerikansk krimidronning føler sig for evigt som lillesøster

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce