Den britiske litteraturs enfant terrible, Martin Amis, er tilbage på banen med en bog, som har fremprovokeret mange kritiske anmeldelser og kommentarer. Vi har plukket lidt i den omfattende debat.

I tidsskriftet Atlantic Monthly Review tager Amis' nære ven og kollega Christopher Hitchens til genmæle i en lang kommentar. Hitchens, der er erklæret trotskist, optræder som omdrejningspunkt i 'Koba', fordi han, hævder Amis, er typisk for den apologetiske revolutionære socialisme, som aldrig har villet indrømme de rædsler, der er begået i leninismens navn.

Det afviser Hitchens i sin høviske replik, som dog ikke er fri for mange små personlige stikpiller. Amis glemmer ifølge Hitchens, at venstrefløjen i mange år rummede en udbredt dissidentlitteratur, skrevet bl.a. af folk som Boris Souveraine og Victor Serge, der tog afstand fra leninismens 'etiske relativisme'.

I tidsskriftet The Spectator kalder anmelderen Simon Carr Amis for en »moralsk posseur«. Amis bekymrer sig om at være seriøs på samme måde som afdøde prinsesse Diana bekymrede sig om sit hår, lyder det hånligt fra Carr, men desværre ejer han ikke evnerne til at være sin generations moralske vejleder, dertil er han for omskiftelig.

Også i det mindre tidsskrift Slate er der lagt i kakkelovnen til Amis. Historikeren Anne Applebaum, som i fem år har forsket i det sovjettiske gulagsystem, tager ham grundigt i lære:

»Det er muligt at Amis har læst et dusin bøger om Sovjetkommunismen og den russiske revolution, men han har ikke bidraget med nogen original forskning, han har end ikke gjort sig det besvær at konsultere de nyeste arkivbaserede fremstillinger, og han synes i øvrigt aldrig at have talt med en overlevende lejrfange. Og hvis han har besøgt Rusland fremgår det ikke af bogen«.

Applebaum mener, at Amis er faldet for fristelsen til at chokere sine læsere. Han svælger i ekstreme lejre og drabelige torturmetoder, men glemmer helt at forklare, hvordan så mange almindelige mennesker kunne deltage i grusomhederne. Han glemmer 'hverdagen' og det normale i den stalinistiske terrorpolitik, skriver hun.

Hvis Amis tjener penge på sin nye bog er det næppe på grund af Applebaum. Hendes dom er nådesløs: »Amis bidrager ikke med noget nyt, han fortæller end ikke allerede velkendte historier på en interessant måde, og han har ikke gjort stalinismens ofre nogen tjeneste«.

Der er dog ikke kun torne på anmeldernes rose. Amis får også pæne ord med på vejen, f.eks. i New York Times og Times Literary Supplement, og som Andrew Stuttaford bemærker i National Review så skal Amis i hvert fald komplimenteres for at have leveret »en kort, kompetent introduktion til årene under Stalin«.