Han er sådan en, som kan alt – skrive kras samfundskritik, indlevet folkelivsskildring både i gammeldags pasticheagtig og ultramoderne aftapning, operere med postmoderne og selvkommenterende finesser, udføre et episk flow.

Først og sidst er han skarp og utrolig morsom og skriver med en enorm energi. Læseren er på krogen fra først til sidst«. Sådan skrev May Schack her i Politiken i februar om islandske Hallgrímur Helgason, da han blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for romanen ’Stormland ’, der nu foreligger på dansk.

Det blev ikke Helgasons roman om en klassisk dannet samfundsrevser og falleret gymnasielærer, der går rablende, satirisk og frådende amok, der fik prisen; derimod svenske Sara Stridsbergs ’Drømmefakultetet’. Men ifølge anmelderne var Helgason en meget stærk kandidat.

Han kan i hvert fald håndværket at dømme efter May Schacks opregning af hans evner og kvaliteter. Men det er ikke nødvendigvis en forfatters faglige dygtighed, der får læsere ’på krogen’; derfor var det nok ikke overflødigt, at May Schack mindede om den. Lidt af det samme var Berlingske Tidendes Jens Andersen inde på forleden. »Som læser er man – takket være Kim Lembeks 6-stjernede oversættelse – dybt nede i fortællerens hule hånd fra side 1«. Andersen fortsætter: »

Festligt provokerende synspunkter
Undervejs i den drabelige, nordatlantiske tour de force, som i sin vildskab ikke ligner noget som helst andet i nyere nordisk litteratur, får man serveret en frække festligt provokerende synspunkter på køn og kærlighed«. Stormland retter i prosaens form »en sønderlemmende kritik mod det accelererende idioti i det moderne underholdningssamfund«, skriver Andersen, der gerne ville tvinge blandt andre Kenneth Plummer og kulturministeren til at læse ’Stormland ’.

Samtlige anmeldere sammenligner romanens hovedperson, Bøddi, med Don Quixote. »Og selvfølgelig taber Bøddi sin heroiske kamp mod de multinationale vindmøller. Men kors i hytten, hvor han kæmper, så længe der endnu er liv og kulturrevolution i hans bomstærke krop«, skriver Jens Andersen. May Schack fortæller, at ’Stormland ’ er en udforskning af, hvad den picareske roman kan bruges til i dag, samt at hun under læsningen så sig om i rummet for at finde nogen at være sammen med om »et sjældent stykke kulturkritik afleveret med så morsom, spids og indædt ironi«.

I Børsen gør Rikke Nordmann opmærksom på, at Helgason er »Islands forfatter, klummeskribent og underholder number one«, og at han »dissekerer vor tid med en hjertekirurgs præcision og stand-up-komikerens sans for øjeblikket«. »Han lader Bøddi føre den sproglige knivsæg så tæt på vores egen strube, at man til tider frygter snittet og i stilhed lover sig selv aldrig at blive til ’colakvæg’ – denne overvægtige underklasse iklædt fleecetrøjer og handlende fødevarer, som var der en verdenskrig under opsejling«.

Det er alt sammen meget godt sagt og set og sikkert korrekt. Men får jeg lyst til at læse bogen? Overhovedet ikke. Jeg mener: multinationale skurke, colakvæg, overvægtig underklasse og fleece – hvor forudsigelig kan civilisationskritik blive?

Præcise og ondskabsfulde
Det er først, da jeg læser Jacob Levinsens anmeldelse i Jyllands-Posten, at pråsen går op for mig. Levinsen er lige så begejstret som de andre og mener, at »opblæsningen af underholdning til kunst er taget lige på kornet. Adskillige af bogens karaktermord er så præcise og ondskabsfulde, at man næppe nogensinde vil kunne høre U2’s blævrende bekendelsesrock eller se voksne intellektuelle finde identitet som fodboldfans uden at komme til at grine«. Hørt!

Men så påpeger Levinsen, at »Bøddis romantiske forestillinger om bare at vende tilbage til de klassiske norrøne og centraleuropæiske kulturdyder er lige så ynkelige. Det eneste, der er mere selvudleverende end hans lejlighedsvise, halvhjertede forsøg på at tale tidssvarende til ung-fuck-dommen er, når denne fallerede degn i fuld alvor påkalder sig Nietzsche og Goethe og Gretter, nærmest som var de ligemænd«.

Bøddi er nemlig en patetisk nostalgiker og har på den en side indlysende ret i sin frådende civilisationskritik (og det lader til at være det indlysende, de andre anmeldere er faldet for), men hans blog på nettet er jo også »en bøvet studentikos provokation«. Bøddi er »en forlæst idealistisk fantast, en fjern atlantisk efterkommer af Dostojevskijs Raskolnikov«.

»I sidste ende«, skriver Levinsen, »bliver det en dybt moralsk roman om hverken at drive bevidstløst og behagesygt med popstrømmen eller ville banke den øvrige verden på plads efter ens egne teoretiske idealer – og om, hvor meget kombinationen af de to yderligheder kan komme til at true det virkelige liv«. Jeg er på.