De fleste har vist oplevet at skulle slå en bestemt ting op i et leksikon og så pludselig sidde med bindet i hænderne og læse om ting, begreber eller personer, som begynder med de samme bogstaver.

Bare sådan fordi det er rart at tilegne sig den tilfældige viden, man får smidt lige i hovedet ved lejligheden.

Sådan omtrent havde jeg det efter nogen tids læsning af forfatter, videnskabsjournalist og ph.d. Robin Engelhardts og professor, mag.art. Hans Siggaard Jensens bog om naturvidenskabens filosofiske historie. Emnet er så omfattende, at der nærmest ikke er grænser for, hvad man kan tage med.

Og der er rigtig meget med. Over 455 sider omtales nogenlunde kronologisk alverdens store forskere og tænkere inden for naturvidenskab fra den første begyndelse og de første skrifttegn og tal til vor tids computerteknologi og globalisering.

Veritabelt bombardement
Der er ingen tvivl om, at forfatterne har en kolossal viden om emnet og har en masse på hjerte. Når man graver sig gennem den velskrevne tekst og møder alle de store og betydende tænkere gennem tiden, bliver man hurtigt slået af tanken om, hvorfor der gik så mange år, før det store teknologiske gennembrud begyndte. I virkeligheden er det nærmest et tilfælde, at de gamle tænkere i årene før Kristi fødsel ikke udviklede sig til den moderne videnskab og satte en udvikling i gang.

Gad vide, hvor verden så ville have været henne i dag? Og kunne et par tusinde år med krige, epidemier og en opfattelse af lidelse og sygdomme som Guds straf have været undgået? Det er nogle af de tanker, der ustandseligt dukker op, når man læser sig gennem ’ERGO’.

Det er rart, at fødselsår og eventuelt dødsår er nævnt konsekvent for alle de flere hundrede forskere og tænkere, der er omtalt i bogen, og det er interessant at stifte bekendtskab med så mange af naturvidenskabens og filosofiens personligheder. Men emnet er enormt, og der bliver i sagens natur ikke plads til dybdeborende betragtninger og analyser. I stedet bliver man som læser udsat for et veritabelt bombardement af forskernes og tænkernes resultater og udsagn.

Bogen er derfor på den ene side fornøjelig, fordi historierne er godt og underholdende fortalt og ledsaget af mange tankevækkende og morsomme illustrationer. På den anden side er bombardementet et irritationsmoment, fordi bogen kommer til at flagre med en masse løse ender og aldrig for alvor når til at fremstille de store og betydende kampe, som naturvidenskaben har affødt gennem historien.

Tankevækkende viden
Dramaerne I samfundet i kølvandet på Galileos, Kopernikus’ eller Darwins naturvidenskab fylder forbavsende lidt i bogen, og det undrer mig også, at en så central person for både naturvidenskab og kultur som Hans Christian Ørsted kun er omtalt ganske flygtigt i et par sætninger. Uanset den kritik, som en del af eftertidens naturvidenskabelige forskere har rettet mod Ørsted, var han brobygger og hovedperson i guldalderens Danmark.

Det kunne have været interessant med en skildring af, hvorfor Ørsted blev forgudet af sin samtid, men i hvert fald i nogle kredse siden er blevet betragtet som et håbløst offer for sine naturromantiske forestillinger om alverdens sammenhænge som Guds skaberværk og sin dyrkning af poesien.

I bogens forord skriver forfatterne, at de i flere sammenhænge forsøger at gå lidt bredere ud end den snævre naturvidenskab. Men samtidig lukker de af for myterne og de religiøse forestillinger, når de i forordet kalder det »periodevise tilbageslag«, når religionen til tider ikke marginaliseres af videnskaben.

Det betyder, at bogen mest af alt er blevet en bog om kampene mellem naturvidenskabens forskellige forskere. De er spændende nok, men bogens titel signalerer et andet og bredere indhold.

Trods disse kritiske indvendinger er det en god bog at have ved hånden. Man får en masse ud af at læse ’ERGO’, fordi den er spækket med tankevækkende viden og historier, der er underholdende fortalt på en måde, så den interesserede læser som regel kan forstå dem uden større forudsætninger.