Først krydsede Fisseflokken Sundet og pustede liv i en halvdød dansk kønsdebat.

Det var skønne dage med bål i spalterne, husker denne anmelder. Otte år efter sender svenskerne så på ny en fisse over vandet med retning mod demokratiets sorte samvittighed.

Og selv om den aktuelle udgivelse bevæger sig langt væk fra debatgenren over i fiktionens verden, føles det fortsat velgørende med et kønspolitisk frontalangreb fra søsternationen. Ikke mindst når det sker i kærlighedens tjeneste.

I romanen ?Bitterfissen? tager Maria Sveland fat dér, hvor uligestillingen gør allermest nas i det daglige. Hvordan får vi nogensinde ligestilling, når vi ikke engang kan finde ud af at leve ligestillet med den, vi elsker, spørger den 30-årige journalist Sara ved romanens start.

De opslidende hverdagsforhandlinger forstyrrer idyllen
Hun er gift med Johan, har toårige Sigge og en karriere at passe. Men det har Johan også. Og de opslidende hverdagsforhandlinger forstyrrer den lyserøde toneart, hun ønsker sig, familielivet skal være stemt i.

På sammenbruddets rand af mangel på søvn og tid til at balancere sine forskellige identiteter er Sara derfor stukket alene på charterferie til Tenerife for at tænke sig om.

Her sidder hun ved poolkanten og spejler sine frustrationer i Erica Jongs feministiske klassiker ?Luft under vingerne? fra 1975, fuld af overbevisning om, at Jongs frihedscredo kan bringe hende på talefod med den hadefulde og bundfortvivlede bitterfisse, hun bærer rundt på indeni.

Og Jong er ikke ueffen. Alligevel er 1975 længe siden. Og Saras erkendelsesmæssige forløsning drives i højere grad af de facetterede menneskestudier, hun gør sig ved poolkanten, hvor familiedramaer udspiller sig for åbent tæppe med og uden alkohol.

Nærstudier af strukturelle forhold i samfundet
Dramaer, der kaster hende på erindringsrejse tilbage til forældrenes strindbergske dødedans i parcelhuset, men sluttelig udstyrer hende med både handlekraft og et mere forsonligt blik på sin egen aktuelle livssituation.

Sveland tager fuldstændig uforfærdet det personlige afsæt, dér hvor hovedparten af læserne kan mærke noget, hvis de ellers tør. Men også dér hvor beskyldninger om navlepilleri let bliver overhængende. Ret mange pillerier på det sted kan hun imidlertid ikke beskyldes for.

Tværtimod knytter hun vedvarende sine nærstudier til strukturelle forhold i samfundet og anskueliggør, hvordan vi presses ind i formstøbt kønstraditionalisme til trods for desperat modstand besjælet af de bedste intentioner om ligestilling.

Vel er Svelands skitser af kønsrelationen anno 2008 en anelse hårdttegnet sine steder, men de bevæger, gør de, godt hjulpet af hendes sensitive radarblik.

Smeretfuld genkendelighed
Sjældent er ambivalenserne omkring forældreskab, parforhold og selvrealisering diagnosticeret med så smertefuld genkendelighed.

Gu? elsker man da de kræ, man har sat i verden, og den partner, der ligger ved siden af i sengen. Men når nu Virginia Woolfs ideer om ?eget værelse? larmer i baggrunden ?

Glem alt om pakkeløsning. Sveland leverer den ikke. Til gengæld indser man ? når man ellers er færdig med at tude ? at kærligheden ikke overvinder alt, men at kærlighed og ligestilling kan hele enhver bitterfisse, hvis doseringen er rigtig.