At citere Bruno Ganz’ engel Damiel fra Wim Wenders’ 1987-filmmesterværk ’Himlen over Berlin’, det er i sig selv at spænde forventningerne højt.

Og når man gør det allerede i første kapitel, bliver citatet en slags program for det efterfølgende halve tusind sider: »Als das Kind Kind war, wusste es nicht, dass es Kind war ...«. Og det er lige præcis, hvad resten af romanen så handler om:

Jarle hedder det lille barn, der gemmer sig bag kummefryseren, når mor og far skændes. Som ikke rigtig tror på farens gode humør, når han krigssværmerisk kækt kommanderer rundt med ’Kompagni Orheim’, som han ynder at kalde familien. Barnet, som få år senere gennemskuer faren: Han er weekend-alkoholiker og snart også hustrumishandler – men til hverdag pinligt korrekt embedsmand, skoleinspektør.

Tilbageblikket på, hvordan den kendsgerning farvede drengens skolegang, opvækst, selvforståelse og alt, hvad familien foretog sig, og delvis hindrede, at ’barnet var barn, dengang det var barn’ – det fortæller dette fyldige første danske bekendtskab med endnu en bemærkelsesværdig norsk forfatter om.

Om hormoner og forelskelse
Renberg er født 1972 i Stavanger – hvor Jarle Orheim også vokser op – og fik Tarjei Vesaas’ debutantpris for sin kortprosa i 1995. Siden har han bl.a. udgivet syv romaner, skrevet filmmanus (hans eget romangennembrud, ’Manden der elskede Yngve’, er filmatiseret med succes) og desuden turneret som musiker i flere bands.

Ligesom Wenders’ kultfilm fra 1980’erne spiller meget af tidens musik – fra den første Live Aid-event til gruppen The Smiths – vigtige roller som ekkorum omkring den unge Jarles lidelser i årene omkring overgangen fra grundskole til gymnasium. Altså om hormoner og forelskelse, om ensomhed og gruppetilhør, om – og så om valget mellem at være morens afmægtige beskytter eller vende hele hjemmet ryggen og leve sit eget liv.

Mest vælger han heldigvis det sidste, i venskab med Helge, der er søn af en fagforeningsmand og »kommunist med klare anarkistiske træk« – i niende klasse! ’Heldigvis’, fordi situationen i hjemmet ikke ændrer sig så meget gennem opvækstårene – og kun til det værre: Farens hemmelige druk bliver afsløret for familien – og moren affinder sig med alt. Først efter en fatal fjeldvandring og voldtægtsforsøg i teltet efterlader hun mand og søn alene på Hardangervidden og bryder omsider med den ulykkelige dranker. Hvad sønnen derefter også må.

En sprogøkonomisk skildring
Hele denne lange scene – én lang punktering af den norske myte om en sund sjæl og et varmt familieliv i sundt sportstrænede fjeldvandrerlegemer – er indtrængende og samtidig sprogøkonomisk skildret, og det samme gælder den scene, hvor faren gør skandale ved en familiemiddag. Knap så stramme forekommer nogle af forløbene mellem de unge intellektuelle grønskollinger i skolen. Men romanen vil jo også rigtig meget:

Et drama om familiehemmeligheden, et signalement af 1980’erne og et generationsportræt af dem, der kom for sent til hash & oprør og for tidligt til postmodernismens yuppierus. De 500 sider har lidt svært ved at forene det udadvendte tidsbillede og det indadvendte, næsten private familieærinde. Renbergs fortællerstemme falder mest sammen med Jarles, men lejlighedsvis opleves situationer med morens, farens, ja, sågar med skolekæresten Irenes øjne. Det giver selvfølgelig nogle indsigter, selv i farens frustrationer – men det kan ikke følges op.

Rammen – den voksne Jarles overvejelser fra dødsbudskabet frem til farens begravelse – kan minde om vores Erling Jepsens greb om afsløring af familiehemmeligheder, men Renberg er ikke ironiker. Himmelsk distanceret som Wenders-filmens engle-dialog er han nu heller ikke. Skejer han ud fra den psykologiske realisme, er det snarere i retning af det uforbeholdent hjerteskærende, næsten patetiske. Det storslåede projekt kan måske placeres et sted mellem Lars Saabye Christensens og Per Pettersons psykologisk og sprogligt så forskellige og dog, som generationsspejl, beslægtede romaner.