En af de mest centrale figurer i svenske Henning Mankells efterhånden store og genremæssigt omfattende produktion er ’det fortrængtes genkomst’.

Når personerne i hans romaner begår eller bliver udsat for ugerninger, skyldes det så godt som altid nagende had på grund af fortidige hændelser.

Det kan have noget at gøre med den vestlige verdens kyniske udbytning af befolkningen i ulandene eller det kan have personlige motiver. Men den pointe, Mankell så godt som altid får hamret fast med kamsøm, er, at forbrydelser ikke begås af i luften frit svævende individer, men altid er produkter af skævvredne, samfundsmæssigt betingede magtrelationer.

Det enkelte mord er blot et symptom på en mere overordnet ubalance. Forbrydelsen ligger i selve den måde, verden er indrettet på. Og hvor de fleste andre venstreorienterede enten stiltiende mismodigt eller med konvertittens bodfærdige entusiasme har accepteret den kapitalistisk funderede blandingsøkonomi og det repræsentative, parlamentariske demokrati som eneste mulige samfundsform, så tillader Mankell sig at nære en vis skepsis over for eksempelvis forholdet mellem Vesten og den tredje verden, ligesom han aldeles ikke har afskrevet socialismen som mulighed. Det kommer relativt tydeligt frem i ’Kineseren’, en fritstående mursten af en spændingsroman, som kommer særdeles vidt omkring, både historisk og geografisk.

Personlig efterforskning
Det begynder med ikke bare et, men 19 mord. Bortset fra et par tilflyttede hippier, bliver samtlige indbyggere i en lille landsby i Hälsingland i Nordsverige hugget ned på den mest brutale og bestialske vis. Kriminalbetjenten Vivi Sundberg kommer på sagen, men formår ikke rigtig at få sat gang i opklaringen.

Samtidig erfarer en kvindelig, midaldrende dommer i Skåne, Birgitta Roslin, at et par af de myrdede er hendes mors adoptivforældre. Og fordi hun både helbredsmæssigt og personligt befinder sig i en krise i sin tilværelse, iværksætter hun sin egen personlige efterforskning.

Denne fortælling udgør det ene af romanens i alt tre spor, som først til sidst flettes sammen på ægte thrillermaner.

Det andet spor handler om en fattig kinesisk bonde, der i midten af 1800-tallet kidnappes og bortføres til USA, hvor han bliver sat til at slave ved bygningen af de amerikanske jernbaner. Det er en helt central pointe for Mankell, at såvel den vestlige civilisation (fra den hellenske antik og frem) som den amerikanske infrastruktur er skabt på grundlag af slavearbejdskraft fra den tredje verden.

Og det tredje beretter om magtkampe mellem maoister og moderne kapitalister i vore dages Kina, mere specifikt om et gigantisk imperialistisk forsøg på at kolonisere store dele af Zimbabwe.

Modig roman
Det er en ret modig roman, Mankell har skrevet. Dels fordi den er ambitiøs i sit forsøg på at beskrive sammenhængen mellem den lille og den store historie. Dels fordi forfatteren tillader sig at afvige fra den ellers fremherskende kasten vrag på stort set alt, hvad der foregik i den kommunistiske del af verden før Murens fald.

I skildringen af magtkampen mellem gammelkommunister og kapitalister i Kina år 2006 er sympatien ganske tydeligt på maoisternes side, fordi de i det mindste repræsenterer en idealisme, der kan se længere end den enkeltes profitmaksimering og markedets ukrænkelighed, mens kapitalismen alene fremstilles som drevet af følelseskold, kalkulerende kynisme.

En moderne, neokonservativ heksejæger ville formentlig få et livmoderfremfald, hvis han læste ’Kineseren’ og blev opmærksom på, at en partitro kvindelig kommunist skildres som bærer af visse positive egenskaber og ikke som enten hjernevasket zombie eller sardonisk, spædbørnsspisende monster. Det skal man godt nok også lige vænne sig til, men tricket virker, og man ender faktisk med at parkere sin sympati hos den renfærdige Hong og ikke hos hendes entreprenante og gennemkorrupte matador-bror Ya Ru.

Den rene trivialitet
Henning Mankell er en meget, meget dygtig og stilsikker forfatter, der formår at bruge thrillerskabelonen i en højere sags tjeneste – uden at sætte spændingen og dermed det narrative drive over styr. I traditionen fra Sjöwahl og Wahlöös ’Roman om en forbrydelse’ anerkender han den grundlæggende kontrakt mellem forfatter og læser: Hvis det skal handle om, at samfundet i virkeligheden er den overordnede forbrydelse, så skal det den onde stejle mig være desto mere spændende, velskrevet og psykologisk velmotiveret end den rene trivialitet, som i det mindste ikke søger at pådutte en noget.

Det demonstrerer han til fulde i ’Kineseren’, der ikke – som især de senere af romanerne om den melankolske skånske polis Kurt Wallander – kammer over i parforholdsproblemer, alkoholmisbrug og generel lamenteren over tingenes triste tilstand. Godt nok er der den type elementer i Birgitta Roslings personlige historie, der også omfatter ungdommelig revolutionsforelskelse under studietiden i Lund; men primært er der eksistentiel opdrift. Og håb.

I løbet af små 500 sider fortæller Henning Mankell således en historie, der begynder i Kina i 1800-tallet, går over nybyggertidens USA til vore dages Sverige.

Det er en ualmindeligt læseværdig roman, som det er svært at slippe, når først den har fået afviklet de indledende knæbøjningsøvelser. Det er noget af det ypperste, Mankell har skrevet siden ’Hundene i Riga’, den anden og bedste i Wallander-serien.