Pludselig dukker en autistisk indvandrer ved navn Issa op i den unge tyrkiske bokser Maliks fodspor.

Gang på gang, irriterende og enerverende og til sidst står han i Maliks hjem som en slags fortabt søn.

Vi er i Europas rigeste by netop nu, Tysklands elegante og kosmopolitiske Hamburg, hvor de rige er rigtig rige og de fattige so oder so kan klare sig, hvis de underlægger sig protestantisk arbejdsmoral i stedet for refleksiv muslimsk fatalisme.

Vor garderhøje karismatiske muslim afslører sig som en mystisk mand, som både taler lidt tyrkisk og meget russisk.

Der er dømt ugler i mosen og noget er råddent eller retfærdigt i hans simple apparition, som den troende som blot følger Allahs vilje.

Er han terrorist eller tosse? Thi husk at alle de fanatiske fyre i flyene 11. september var uddannet i Hansabyen!

De vanlige hadedyr
Via vor mand træder nu Brue & Frères, en lille bank med lyssky konti ind i billedet.

Der synes at være penge fra en fjern fortid til Issa, hvis blot han rækker hånden ud og kommer ud af sin skal. Overfor bankieren Brue, en nobel skotte, som ligner på en skotskternet prik selveste Sean Connery fra ’Det russiske hus’.

Men det tyske efterretningsvæsen ligger ikke på den lade side.

Nu møder vi en germansk udgave af Richard Burton i ’Spionen, som kom ind fra kulden’, den stovte og brovtende Bachmann, effektiv og desillusioneret efterretningschef med hang til monologer, nul sex men mange sjusser.

Så er der de lunkne, distingverede briter i deres lortebrune stangtøj, flammende klubslips og sort bælte i kynisme, ignorance, arrogance og pragmatisk statsræson, simpelthen le Carrés vanlige hadedyr.

Tony Blairs britiske barbarer, som tror at Goethe er tysk synonym for en GPS, Schiller en særlig snaps, Wagner cowboybukser og Brahms et cateringfirma.

Og så endelig er der kvinden som kan gå på vandet, adelig, akademisk, etnisk empatisk og økologisk bevidst.

Fantastisk begyndelse
Absolut den renlivede og retfærdige uparfumerede og bekymrede advokat for de forsømte og de fordømte, kleine Annabel Richter med skyldens tyske cykelhjelm på sit kønne hoved, en ubøjelig Antigone.

Hun er bare så god og så rigtig, en typisk le Carré-madonna. Ikke fordi en 70-årig englænder ikke indvendigt og i tanker kan skildre en 30-årig tysk kvinde, i mine øjne gøres det imidlertid ikke overbevisende.

Le Carré’s nyeste med verdenspremiere i dag, ’Marionetten’ har en fantastisk begyndelse med et flot og originalt plot om en ungersvends ankomst til en verden, der styres af mistankens og paranoiaens præsteskab, kontrolinstanser og sikkerhedstjenester og deres teknologiske overvågning som en altseende, straffende og dømmende Gud.

Sympatisk smørkage
Men så løber intrigens masker mere og mere ud i tematiseret verdensanskuelse på højskoleplan, verbaliseret besjæling og senil sentimentalitet i skikkelse af en ældre bankmand og en brøsig, men blød antihelt.

’Marionetten’ er alt i alt en velmenende sympatisk smørkage, hvor spændingen desværre har fået for megen glasur.

Thrillerens verden som John le Carré en gang skildrede som en hård, karsk brutal og satanisk slagmark, er blevet til gynger og karruseller i en humorforladt park af politisk korrekthed med candyfloss af gode intentioner, viljer og empati, popcorn af indlysende tolerance overfor tidsåndens reaktionære sort-hvide verdensanskuelse.

Så efter forfatterens fremragende forrige ’Den gode tolk’ er ’Marionetten’ over midten en stor skuffelse.