Der er mange måder, hvorpå man kan fejllæse Ursula Andkjær Olsens nye digtbog, ’Havet er en scene’.

Den mest nærliggende er nok at anskue den som en ætsende kritik af skuespilsamfundet, det samfund hvor det for alle gælder om at blive set og anerkendt som talent, eller blot som elskelig, og hvor retsstaten derfor uden opsigt kan gå under i en skvaldren og pladren af tre minutters drøm om individuel berømmelse.

Men tingene er betydelig mere spegede end som så.

Ræv, klog og sang
For det første er digtbogen særdeles intrikat komponeret; vi har mindst tre strata – et, der indsætter to gange tre ’auditions’ til det ’konfliktfrie’ og dernæst det ’omkostningsfrie’ liv, og hvor dommerpanelet dialogisk består af Ræv, Klog og Sang, med gæsteoptræden af Orfeus og sirenerne; her møder La Fontaine den græske myte i TV 2-studier, der til slut er ved at oversvømmes af havet.

Vi har dernæst tre separate suiter, udsagt (?) af henholdsvis Slør, Sværd og Jeg; de er betitlet ’Elverskud’, ’Father of All and King. Of All’ (et engelsk Heraklitcitat), og ’Hvem skulle slå rod et stille og saftigt sted’.

Indskudt mellem de tre suiter og de seks auditions har vi endelig et ’(jeg)’ i parentes, der udsiger (udsynger?) ’Udsnit af De Sovende og de Vågne’, del 1 og 2.

En polyfon konstruktion
Men, som om denne tredelte lagkage med subtil musikalsk komposition ikke var nok, løber der også et gennemgående turkisfarvet spor af tekst i bunden af hver side, og der er til slut et ’Appendix til de Sovende og de Vågne’, i hvilket der foretages en række avancerede permutationer af sætningsdele, f.eks.

»De sovende mødes i en fælles højere virkelighed (kollektiv)
De vågne går rundt i søvne i hver deres drøm (privat)«.

Resultatet er tilsammen en ganske kompleks, polyfon konstruktion, der umiddelbart undviger nidkære forsøg på stabil genreklassifikation, også selv om undertitlen drillende hvisker ’digte’, og hvor sampling, repetition, citat og cut up-virksomhed spiller en betydelig rolle.

Dertil kommer, at den biografiske digter selv til slut takker litteraten Elisabeth Friis for hendes afhandling ’Mytens æstetik’ (som øjensynlig med fordel kan samlæses med digtbogen her), Heraklit for to sætninger, der igen og igen misbruges i digtbogen, og sluttelig de amerikanske soldater, fra hvis blogs der liberalt lånes i afsnittet ’Some soldier wrote’.

Hvis havet ’er’ ’en’ og kun én scene, så er det minsandten her en overvældende befolket og hvislende scene.

Skiftevis sørgmodigt kærlige og hyperaggressive
Formelt er det påfaldende, at Andkjær viderefører nogle af strategierne fra ’Ægteskabet mellem vejen og udvejen’ og ’Skønheden hænger på træerne’ (især), nemlig f.eks. de lakoniske og skiftevis sørgmodigt kærlige og hyperaggressive to-tre-linjere, f.eks. de helt skinnebachske (jeg tænker på hans ’Din misbruger’):

»De patter på deres
fucking bløde værdier mens de pirrer sig selv med de
hårde hvorefter de stikker dem langt op i røven på

middelklassen«

eller f.eks.:

»Tro håb kærlighed disse tre og up-dates
continue to come in! De kan sutte på deres bløde værdier det skider jeg på de kan
bolle hinanden i hoved og røv og allealle kan lide det! Jeg
overtrumfer det med flere hestehoveder«.

Interessant nok svømmer der også lidt Claus Beck-Nielsen, Agamben og Carl Schmitt rundt, som her:

»(...) Suveræn er kun dén der er
troløs og kosmopolitisk. Dén der kan gro overalt. Dén der

behersker undtagelses
tilstanden«.

Turbulente bølgegange
Det sidste hænger på en finurlig måde sammen med bogens forhandling af nogle i udgangspunktet frygtelig simple modsætninger, f.eks. mellem drøm og virkelighed, mellem kærlighed og raseri, privat og kollektiv, krig og fred, sovende og vågne, der så derefter udsættes for et antal hvirvlende og turbulente bølgegange i Andkjærs tørretumbler.

Og det indebærer ikke mindst, at digtbogen læst som udsagn kommer til at dingle midt imellem en overlæsning og en underlæsning.

En overlæsning, der alt for hastigt vil reducere den til et entydigt, om end omskrevet udsagn af den ene eller den anden slags (realityshow er dødssyge, og retsstaten går under); og en underlæsning, der af bare benovelse eller befippelse holder sig tilbage fra at ville tøjre digtbogen til et eller flere blot nogenlunde kohærente udsagn.

Et af de største digthoveder
Måske har vi midt imellem disse to faldgruber en mytisk sang af overvældende karakter?

Et står fast, midt i denne orkan af stemmer – Ursula Andkjær Olsen fortsætter ihærdigt og stålsat og kærligt med at mutere og gøre sig selv om, på trods af at hun får svært ved at kamuflere sig og skjule det faktum, at hun vedblivende er et af de største digthoveder overhovedet på den danske lyrikscene anno 2008.