'Skyggernes hav’ begynder og slutter på god gammeldags manér med en fortæller, som henvender sig direkte til læseren i en caribisk havn, beder ham tage plads og lytte og måske betale en skilling, hvis han bryder sig om historien.

Undervejs glemmer man alt om fortælleren, men da han runder sin beretning af, viser han sig selv at være en af de få overlevende fra den ualmindelig dramatiske og komplicerede historie, han lige har serveret.

Et klassisk greb, som anslår en let gotisk, eventyragtig stemning, som bereder læseren på, at her gælder andre regler end dem, der styrer de mere gængse spændingsromaner.

Gyser ud over det sædvanlige
Flere af plottets enkelte tråde kunne ellers godt hver for sig have båret en almindelig realistisk krimi eller thriller.

F.eks. historierne om mordet på en forgældet brugtvognsmagnat i New York og konflikten mellem hans to sønner, antikvaren og politimanden, om det russiske smuglerskib med den morderiske besætning og lig i lasten, om den amerikanske efterretningsmand med den skarpe hørelse, som griber ind i handlingen fra sin lyttepost i Cuba, og flere andre.

Men sådan som Christian Mørk strækker dem og giver dem en ekstra gang sort og blodrød farve og kombinerer dem og snor dem sammen med historien om den ældgamle Styrmand, der hersker på ’De fortabtes ø’, bliver resultatet en gyser ud over det sædvanlige.

Omgivet af mordere
Antikvarbroderen mister bevidstheden under en mindehøjtidelighed for sin far og vågner op indespærret på et rustent russisk skib omgivet af mordere.

Det ser sort ud, men han finder uventede ressourcer i sig selv og en overraskende hjælper i form af en blodtørstig havfrue, der minder en smule om Stieg Larssons radmagre superheltinde.

Det tropiske brag
Også hans kone hjemme i New York mobiliserer ukendte talenter i sit stædige og farlige forsøg på at finde sin forsvundne mand, og da de to baner omsider krydser hinanden, eksploderer handlingen på meget tilfredsstillende vis i det store tropiske brag.

Mørk er dygtig til at skabe spænding og atmosfære og tegne originale billeder, og hans personer har dybder og nuancer, som hele tiden gør dem til noget lidt andet og mere interessant end de velkendte standardfigurer, som de ofte ligner.

Ind imellem alt det dunkle og dramatiske er der også glimt af humor, for eksempel i en herligt makaber scene fra en caribisk bedemandsforretning.