Kulturradikalismen er død, PH, Rifbjerg, Louisiana, Gyldendal, Politiken (som Krarup jo konsekvent betegner ’Systemet Politiken’), alt det er hedengangne og museale relikvier.

Det findes og lever endnu, bevares, men ikke længere som magtfulde og dominerende kræfter i den sociale og kulturelle virkelighed.

I stedet har vi en ny alliance mellem den økonomiske overklasse i erhvervslivet, VKO, DJØF’erne og alle de, der har følt sig undertrykt eller generet af de fordømt moraliserende og hykleriske 68’ere.

Overbevisende og medrivende svar
Er det det gode (dialog, analyse, kultur, respekt, tolerance, god smag, uddannelse, offentlig debat), der nu er blevet afløst af det skinbarligt onde (xenofobi, smålighed, grådighed, dumhed, dårlig smag, nationalisme, kommercialisme, teknokrati, spin)?

Svaret på det spørgsmål blafrer ikke længere i vinden, for spørgsmålet modtager et antal særdeles overbevisende og medrivende svar i Rune Lykkebergs nye debatbog, ’Kampen om sandhederne.

Om det kulturelle borgerskabs storhed og fald’.

Overordnet er Lykkebergs ærinde at fortælle en historie om, levere en beskrivelse af og kaste et blik på centrale linjer i forholdet mellem kultur, økonomi og politik i det danske samfund fra 1960 til i dag.

Lykkebergs udgangspunkt er tiden efter det såkaldte systemskifte i 2001:

• opgøret med ’meningstyranni’ og ’smagsdommere’,
• ophøjelsen af den almindelige danskers sunde fornuft over for de kloges hovne besserwissen,
• udviklingen af stor privat velstand parret med nedgang i den offentlige velfærd,
• Dansk Folkepartis vrede populisme og den stramme udlændingepolitik,
• forvandlingen af borger til forbruger.

Anderledes model
Hvis vi nu ikke skal forstå den forandring i det danske samfund som en simpel katastrofe, som Darth Vader der har vundet over Prinsesse Leia og Luke Skywalker, hvad da?

Lykkeberg foreslår en noget anderledes model for forståelse af dette skifte.

Skal jeg sætte egennavne på, ville jeg sige, at Lykkeberg opererer ud fra en position, der oprindelig stammer fra Marx og Hegel, men som har taget ved lære af Popper og nu baserer sig på en afstemt balance mellem Pierre Bourdieu og Axel Honneth, tilsat nærende stoffer fra Habermas, Richard Sennett, Jacques Rancière og Charles Taylor og herhjemme typer som Erik Jørgen Hansen, den sene Hans-Jørgen Schanz og Henrik Jensen samt en knivspids Henrik Dahl.

Hvad vil det sige, oversat fra indforstået namedropping?

For det første, at Lykkeberg fastslår det trivielt sande, at den klassiske, rent økonomiske tvedelte klassekamp mellem udbyttere og udbyttede for længst er død og borte, men at den i hjertet af udviklingen af den danske velfærdsstat blev afløst af en ny og ikke mindre brutal, om end nok mere differentieret og kamufleret klassekamp.

En klassekamp, som finder sted mellem den økonomiske kapital og den kulturelle kapital, og som i begge lejre fordeler sig på henholdsvis en under-, middel- og overklasse, og som vi kan se skarpt gengivet i technicolor i f.eks. Bent Vinn Nielsens romaner.

Prægtig analyse af Trier
Den kulturelle overklasse havde i løbet af 1960’erne held med at erobre den kulturelle magt – dvs. magten til at definere, hvad der er godt, sundt, naturligt og rigtigt, over for alt det, der angiveligt er vulgært, forkert, banalt, usundt og åndssvagt.

I kraft af alliancen mellem Socialdemokratiet og den kulturelle overklasse opnåede kulturradikalismen og socialdemokratismen i flere årtier en umådeligt stor magt, økonomisk, politisk, socialpsykologisk og kulturelt.

Magtens fornemste kendetegn er, at den hos de dominerende ikke anskues som magtudøvelse, men blot som den ræsonnable forvaltning af den sociale orden i alles bedstes interesse – ’kapitalen’ er naturligvis nederdrægtig og fremmedgørende, men selv er man blot en blød og forstående lektor, der vil det godt, og de dominerede køber helt og fuldt denne model.

Dette kan Lykkeberg eksempelvis vise i en prægtig analyse af Lars von Triers ’Direktøren for det hele’, hvor den humanistiske leder er god, så ejegod, at han ikke kan få sig selv til at fortælle de ansatte, at han er i fuld færd med at berige sig på deres bekostning.

Fælles revolte mod 68'erne
Men tilbage til sporet:

Hvor vi i 60’erne derfor havde en normativ distinktion mellem de progressive (gode) og de reaktionære (onde), har vi derfor i dag en sondring mellem ’eliten’ (ond) og ’folket’ (godt).

Pointen er, at vi i begge sammenhænge, 60’erne og 0’erne, har en relativt lille oligarkisk flok, som enten har stor interesse i at manipulere med sondringen til egen vinding, eller som samtidig tror fuldt og fast på det gode i projektet.

Hvor den kulturelle middel- og overklasse nød godt af kulturradikalismens sejrsgang, er det nu den økonomiske overklasse og den kulturelle underklasse, der har allieret sig i en fælles revolte mod de fæle 68’ere, reformpædagogikken, rundkredse, modernistisk kunst, en forbavsende masse snak om ingenting og et rungende hykleri.

Det, som imidlertid kendetegner Lykkebergs fortælling, er, at han placerer sig et smidigt sted mellem begge magtbastioner: det gamle venstre og det nye højre – det er i parentes bemærket derfor, det også er en lykke for menighedsbladet Information, at de har Lykkeberg.

Individualismens banner
Hvor venstrefløjen ifølge Lykkeberg sandede til i naiv og kynisk selvgodhed og moralisme, tenderer det ny højre mod at negligere det faktum, at vi reelt har en underklasse, der skal tages hånd om:

Velfærdsstaten bør ikke sløjfes til fordel for en aggressiv socialdarwinisme, hvor de stærkeste kommer på privathospital og Fanden tager resten.

Lykkebergs pointe og præmis er her, at subjektive måder at opfatte virkeligheden på er lige så reale som hårde, statistiske data: Idet proletaren føler sig vred og ydmyget, er det lige så virkelig en følelse som den kendsgerning, at han er arbejdsløs.

Men dernæst tillige, at vi i det sociale rum altid vil være vidner til, deltagere i og objekter for en definitionskamp udkæmpet mellem vidt forskellige dagsordener og interesser, der implicit bestemmer, hvad der overhovedet er synligt og sigeligt for os.

Vi kan meget vel hæve individualismens banner, men hvad enten vi vil det eller ej, er vi indlejret i det mellemmenneskelige felts stadige forhandling af polerne anerkendelse og prestige, versus foragt og fiasko.

Devaluerende naivitet og flowerpower
Lykkebergs påstand er, at vi har kunnet iagttage en bevægelse fra en optimistisk til en pessimistisk antropologi: fra 60’ernes tro på det gode i mennesket, til en ’kynisk realisme’ i 0’erne, der affærdiger det andet menneskesyn som naivt.

Selv kan Lykkeberg da med Honneth positionere sig mellem den nu devaluerede naivitet og flowerpower på den ene side og den hårdkogt reduktive kynisme på den anden side:

Vi er ikke ensidigt indlagt i hverken et kapitalistisk jernburs historiske determinisme eller et frit markeds realpolitiske gavebod, men tager tværtimod alle del i en omfattende og variabel historisk læreproces, der ikke kan reduceres til blot at være et spørgsmål om kuldslåede magtkampe, men som også i ikke ringe grad indebærer en stadig forhandling og genforhandling af, hvordan vi anskuer og værdisætter os selv i forhold til historien, naturen og hinanden.

Vildt begejstret
Der er meget mere på og i spil, men dette må gælde som et kort destillat af hovedsagen hos Lykkeberg.

Lykkeberg er selv undervejs omhyggelig med at tage forbehold og nuancere og gør flere gange opmærksom på, at vi her hverken kan eller bør få en endegyldig eller udtømmende analyse, men blot et interesseret snit ned gennem en broget og kompliceret udviklingsproces.

Lykkeberg gør i øvrigt i udstrakt grad brug af eksempler hentet fra litteratur og film – men altid på en måde, der lader eksemplet lyse op frem for at reducere det til at være illustration.

Men, jeg har lige skrevet en anmeldelse, der snerper hen imod at være uretfærdig og misvisende.

For jeg er vildt begejstret for ’Kampen om sandhederne’ – den er skrevet i et blændende godt formidlet sprog, en lykkelig formæling mellem det akademiske og det publicistiske, der gavmildt ofte løber ud i en glitrende spidsformulering.

Den er gennemløbet af vittige, overbevisende sikre og soleklare analyser af litteratur, film, politik og økonomi.

Den leverer et fremragende, syntetiseret overblik over den nyere danmarkshistorie baseret på en besnærende bemestring af en ganske stor og omfattende teoretisk litteratur (hvor Lykkeberg symptomatisk udelader alle de mest venstresnoede: Badiou, Zizek, Hardt og Negri, Mouffe, Agamben).

Den undviger allehånde typer klicheer og floskler, samtidig med at den tør tage hånd om de gode banaliteter, f.eks. (efter Kant) at vi må forpligte os på at tænke konsekvent i offentligheden.

Lykkeberg er polemisk uden nogensinde at kamme over og blive perfid eller tendentiøs, og det er for mig at se den gode vinders gratie: ikke at hovere og dukke folk, men skarpt og dog alligevel sobert at skære nederlagets konturer ud i pap.

Tillykke til Lykkeberg
Til slut et par suk:

Lykkeberg forsømmer mærkeligt nok at eksplicitere sin egen habitus og position på det sociale felt, det kunne ellers være interessant at få det personlige, og ikke det private, perspektiv med i billedet.

Og så kunne man jo unægtelig godt få den mistanke, at dem der umiddelbart kunne få gavn af denne bog (de socialt nødstedte) næppe vil være at finde blandt dens læsere.

Dog først og fremmest:

Tillykke til Lykkeberg selv, han er nu for alvor trådt i karakter som en stærk og distinkt debatstemme herhjemme.