I september sidste år, da New Yorks tidligere borgmester, Rudy Giuliani, kørte kampagne for at blive republikanernes præsidentkandidat ved konstant at minde folk om den skæbnesvangre 11. september, fik Thomas Friedman nok.

»11. september er ovre«, skrev den indflydelsesrige columnist fra New York Times, der ellers har været kendt for at være lidt af en høg, og som indtil 2006 helhjertet støttede George W. Bushs Irakkrig.

»Vi har ikke råd til at blive ved med at være så dumme. Vi må skaffe vores groove tilbage. Vi har brug for en præsident, der vil samle os om et fælles mål, ikke en fælles fjende«.

Fokuseret på at skaffe stof
Friedman måtte igen finde ordet ’dum’ frem i sin klumme for tre uger siden, da selv samme borgmester ledte tusinder af forsamlede delegerede republikanere i at messe »Drill, Baby, Drill«.

Bor, bor, bor efter olie.

Russiske, venezuelanske og iranske oliediktatorer måtte have været ekstatiske over republikanernes kampråb:

»Et USA, der er fokuseret på at bore efter olie, er et USA, der er fokuseret på at skaffe stof til sit stofmisbrug frem for at komme ud af det«, skrev han.

Denne mangel på fokus er hovedtemaet for Friedmans efterfølger til bestselleren ’The World is Flat’ – ’Hot, Flat and Crowded’:

Hvorfor USA ikke er i stand til at løfte sig ud af den tilstand, hvor landet eksporterer frygt frem for håb.

Den accelererende globale opvarmning
Hvorfor USA ikke kan transformere sig til det store lokomotiv, der skal trække og lede verden ud af det 21. århundredes største kriser:

Den accelererende og potentielt katastrofale globale opvarmning.

En befolkningstilvækst, der ikke blot vil tilføje verden en milliard nye borgere inden for de næste 12 år, men endnu værre:

Tilføje 1,8 milliarder til middelklassen, hvor de har tænkt sig at forbruge biler, elpærer, køleskabe, olie og natur på vesterlandsk maner.

Og sikkerhedspolitikken, et af den berejste Friedmans stærke områder og et område, der har stor klangbund blandt amerikanerne. De fleste af os ved godt, at vores afhængighed af olie har givet magt til oliediktaturer over hele verden.

Forbudt med kys, kram eller drikkeri i egyptiske film
Men Friedman slår fast, i hvilket forbløffende omfang vi med tidligere CIA-direktør James Woolseys ord har »betalt for det reb, der skal bruges til at hænge os med«:

Hvordan en perifer fundamentalistisk retning af islam, den saudiske wahhabisme, ved hjælp af massive støtteprogrammer og finansieringen af 30.000 madrasskoler i alene Pakistan er blevet udbredt til hele den islamiske verden.

Hvordan saudier systematisk har opkøbt skuespilleres og sangeres kontrakter og i det hele taget sat sig på filmindustrien i Egypten, tidligere den arabiske verdens kulturcenter.

Nu må der ikke vises kys, kram eller drikkeri i de fleste egyptiske film – eller bare et billede af en tom seng. Vi knægter kunstnerisk frihed og den frie tale, hver gang vi tanker benzin, siger Friedman.

Ikke specielt kontroversielt i Europa
Heldigvis er bogen koncentreret om løsninger, ikke bare teknologiske, men også politiske og økonomiske.

Friedmans økonomiske forståelse er liberalistisk i den forstand, at det er markedet, der i sidste ende skal drive værket.

Men uden klare statslige mål, regler og krav – og uden en klar, langsigtet skat på CO2 – går det ifølge Friedman ikke.

Det er ikke specielt kontroversielt i Europa uden for snævre Lomborg-Cepos-kredse.

Men i USA vil især højrefløjen og visse erhvervsinteresser hellere satse på store offentlige forskningsprojekter, der leder efter, hvad nogle sarkastisk kalder ’Forrygende Imaginære Lav-CO2-Teknologier’ – på engelsk ’Terrific Imaginary Low-carbon Technology’ eller bare TILT.

»Vi har ikke brug for et Manhattan-projekt for ren energi – vi har brug for et marked for ren energi«, skriver Friedman.

For på mange måder er udfordringen ved ’energi-klima-æraen’ ganske enorm – »der har aldrig været et industriprojekt i historien så stort som dette«.

Forklædningen af budskabet er ny
Men det er også »en serie af store muligheder forklædt som uløselige problemer«.

Det er især i Friedmans optik en mulighed for USA for at gøre, hvad det er bedst til, når der skal skabes nyt.

Nemlig at kombinere verdensklasseforskere med meget risikovillige entreprenører og et venture kapital-miljø, der kan skaffe flere penge end noget andet sted på kloden (om end måske ikke i disse måneder).

Når en herre som Thomas Friedman kaster sin betragtelige vægt bag det budskab, så giver det ekko. Især fordi forklædningen af miljøbudskabet er ny:

Det er patriotisk at være grøn. Grøn er den nye nationalisme.