Ud over at passe sit stressende job som politikvinde må Ewa Tanguy også to gange om ugen gå til fransk, så hendes mand, den tidligere officer i Fremmedlegionen, Pierre Tanguy, kan causere på sit modersmål sammen hende og deres fælles datter.

Sådan i Sverige og sådan uden videre her i denne særegne svenske overklasse, hvor hjertet banker heftigt og hidsigt til venstre, mens ganen læskes af gastronomi, som mere serveres på den højre end venstre bred af den politiske flod.

Her i Jan Guillous nyeste roman, ’Men ikke hvis det gælder min datter’, hvor alle luksuøse afspejlinger af dumme svin og idealer udi livsstil og ideologi atter mødes i forfatterens egen form for verbaliserede vennekreds.

Solide glimt af et plot
Ind ad døren i den mondæne del af Stockholm træder vennen Erik Ponti, som just har været sammen med vennen Carl Hamilton ovre i Sankt Petersborg, hvor vennerne drak vodka i tusindkronersklassen, mens kompis Hamilton udlagde den slaviske egenart.

En gang imellem er der solide glimt af et plot, der ud over at accentuere USA’s uhellige og uheldige alliance med det muslimsk fascistiske kongedømme Saudi-Arabien også drejer sig om kidnapning og befrielse.

Vennerne Ewa og Pierres datter, Nathalie, bliver snuppet af bøse terrorister, og så samler Guillou alle de andre barske venner fra forfatterskabet.

Urealistisk romance
Gutter m/k, som kan dræbe med en brækket tandstik og er prydet med så mange kors, medaljer, bånd og stjerner, at admiralen fra Pinafore er at ligne med en udekoreret parkeringsvagt.

Og så ender det sågar med en romance, der er lige så realistisk som svineavl i en kibbutz.

Gæt, hvem der får hinanden syngende romantisk som spaghettispisningen mellem Lady og Vagabonden i Disneys klassiker? Min mund er lukket med syv røde segl og en stor svensk hammer!

Optakten til ’Men ikke hvis det gælder min datter’ er ganske ferm og flot som fra tidligere faser af Jan Guillous forfatterskab, ja, minder med sin bidende ironi og sikre håndelag om John le Carré, når denne er allerbedst.

En forhalende spændingskurve – om en saudiarabisk prins’ mystiske død – med sarkasme som syntaks og et koldt dødsfald som punktum finale til ouverturen, og tæppet går op.

Hamilton-sagaen kogt ind
Men det er, som om Carl Hamilton-sagaen er endt som, ja kogt ind til, en glamouriseret operette, denne gang ikke fra Wien, men fra Stockholm, akkompagneret af forfatterens eget talkshow om, hvad de nu spiller af falske toner på det politiske teater ude i verden.

Borte har taget de dæmoniske karaktertræk af en kold morder og funktionel psykopat inde bag agent Hamiltons hele aristokratiske apparition.

Antihelten med licens til at dræbe er blevet til hele verdens admiral.

Så hvis han lægger uniformen og tager et hvidt julemandsskæg på, kunne han såmænd godt være tomtenisse ude i Gamla Stan, den røde hue har han jo allerede.

Væveri
I mine øjne er Jan Guillou en yderst intelligent, vidende og ofte velskrivende forfatter, i mine ører gerne værd at lytte til, når højrefløjens reaktionære tåge tusser for tykt.

Men hans drevne stil og stemme drukner i denne meget lange vennetjeneste fra socialister med prunkløs hang til fransk årgangsvin og russisk kaviar.

Mens der væves, snakkes, forklares og peges og understreges.

Selvironi er blevet til en by i det stormægtige Rusland, forfatteren nu og da har en nærmest manisk fascination af.

Kanske fordi det er den eneste stormagt, der gav hans egen, den svenske, læsterlige bank, dengang i 1700-tallet, da svenskekongen hed Karl 12. og led af katastrofalt storhedsvanvid?

Bedre end den forrige
Alligevel, ret skal være ret, ’Men ikke hvis det gælder min datter’ er både mere spændende og underholdende end den forrige, ’Fjenden i os selv’.

Uden at det går ud over din nattesøvn, og uden at den på nogen måde er på niveau med det bedste fra fortidens gode romaner.

Om dengang Carl var den effektivt koldblodige dræber, Coq Rouge, og ikke et omvandrende juletræ med dekorationer, blålys, stjerne og sort bælte i franske slotsaftapninger.