Annonce
Annonce
Annonce
Bøger 12. okt. 2008 KL. 17.33

Paulo Coelho er underlødig og kvalm

Paulo Coelhos romaner er junk food uden en eneste god råvare i.

Bøger Ved floden Piedra satte jeg mig og græd

Info Oversat fra portugisisk af Tine Lykke Prado. Bazar, 219 sider, 249,95 kroner
Forfatter Paulo Coelho
send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Der hersker tilsyneladende i brede læserkredse den opfattelse, at brasilianske Paulo Coelho (født 1947) er en seriøs skønlitterær og/eller filosofisk forfatter.

Det er en misforståelse, der må skyldes dygtig markedsføring, et diffust behov for åndelig junk food hos mange mennesker og så sagkundskabens uvilje med overhovedet at beskæftige sig med forfatterskabet, der er omfattende.

Mest kendt er mega-bestselleren ’Alkymisten’ (på dansk 2003).

Kvalme
Men fagfolk har vel pligt til også en gang imellem at tøjle foragten og advare godtroende læseheste mod dårlige bøger.

Selv har jeg læst Coelhos foregående ’Heksen fra Portobello’ og nu ’Ved floden Piedra satte jeg mig og græd’ med en udefinerlig og derfor provokerende kvalme.

Den er bedst at sammenligne med fornemmelsen efter at have indtaget føde, som producenten for at optimere profitten kun har puttet konserves og ikke en eneste god råvare i.

Den aktuelle ’Ved floden Piedra satte jeg mig og græd’ fortælles af en ung spansk kvinde, der tager til Madrid for at høre en mandlig barndomsven holde foredrag.

Pseudo-teologisk bavl
Hun har ikke set ham i mange år, og nu viser det sig, at han går på præsteseminarium og ikke nok med det:

Han har fået evnen til at gøre mirakler.

Denne evne er både en gave og en byrde, for den forhindrer ham, den nu feterede hellige mand, i at leve et normalt kærlighedsliv med kvinden, som han omgående finder ud af, at han elsker.

Krydret med utidige påkaldelser af Helligånden følger en yderst traditionel konfliktbeskrivelse: sanselighed og følelser kontra pligt og sund fornuft, garneret med pseudo-teologisk bavl om det guddommeliges kvindelige princip i en rodet blanding af vraggods fra diverse religioner og mytologier. (Vi spares heller ikke for en mirakuløst genskabt jomfrudom!).

Alle udsagn er så ’sande’, at det gør ondt.

»Guderne spiller terninger og befrier Amor fra sit bur, og denne kraft kan både skabe og destruere – afhængigt af, hvilken vej vinden blæser i det øjeblik, Amor slippes ud af sit bur«.

Litteratur som spekulation
Den potentielt interessante diskussion om, hvordan vi udnytter, afviser eller tror på mirakler – brugt vedkommende og anfægtende af for eksempel David Guterson i ’Our Lady of the Forest’ – er fraværende i dette univers.

Et mirakel er vi dog nødt til at tro på: Coelhos spekulationsobjekter har sikkert gjort ham stenrig.

Og så er han siden 2002 medlem af noget, der hedder Brasiliens litterære akademi – hvad det så er for en størrelse. Papir er jo taknemmeligt.

Desværre er uskolede læsere det også; der er nok ikke noget at gøre ved det. Men nu er nogle af dem da advaret.