På Strøget nær Storkespringvandet kan man være heldig at se en gruppe break-dancere, electric boogie-dansere, dansere i den stil.

De har en trommeslager med, der leverer rytmen. Danserne skiftes til at levere bevægelsesserier, både solo og sammen.

Jeg stopper op hver gang, jeg møder dem; flere er ikke kun underholdende, men mere end det: De er opløftende at se i deres frie beherskelse af kroppens bevægelsesmuligheder og i deres evne til at skabe forestillinger i hovedet på én.

Den for Strøget karakteristiske kreds af folk om danserne belønner så med applaus. Når danserne er færdige med et sæt, så træder den ene af danserne frem og råber til tilskuerne: »Ku' I lide det?«. Kredsen svarer entusiastisk: »Yeah!«. Og så er det, han spørger: »Vil I betale for det?«

Da er svaret »Øh-bøh!« og ganske uden støtte i mellemgulvet.

Det er en kliché, bevares. Og vel griner vi, havde måske forudset spørgsmålet; men det havde været skæggere ikke at blive gjort opmærksom på »kunstens« sammenhæng med penge og overlevelse.

Og vi smider en mønt, eller hoster med fjernt blik videre, afhængig af situationen. Danserne prøver med professionel charme at sælge deres dans bedst muligt.

Vi tilskuere belønner ved at smide i huen, så meget, som vi synes, oplevelsen var værd, eller så meget, vi kan være bekendt eller lusker os til en oplevelse uden at betale for det. Min egen taktik er at skride før betalingen men applaudere desto mere entusiastisk inden.

Dette kom jeg i tanke om, fordi jeg drømte i morges, da jeg gik i seng.

Det gør jeg dagligt, kan bare ikke huske noget. Måske disse linjer til Politiken spøgte?

Men i middags vågnede jeg forsvedt og forfulgt af uhyggelige billeder og tikkende ure. Endnu stod drømmens detaljer skarpt og sammenhængende, mens jeg tændte en smøg, uhyggelige billeder! knugende billeder fra vor fælles discovery-arketypiske fortid i Rom!

Dog med et touch typisk sci-fi middelalder!

Jeg drømte, at en hel årgang af bøger blev afhentet en tidlig morgen af anonyme varevogne, fik smudsbind for øjnene, og uvidende om bestemmelsesstedet blev kørt til Bogforum, hvor de blev lukket ind i aflåste bogkasser og afventede deres skæbner med kritiske og brødbange miner.

Så en morgen, da hanen galede, som exlibris mod solens første lys, hørtes et tal- og pengestærkt publikum strømme til Forums traditionsrige mure.

Uroen bredte sig og ISBN-brigaderne stillede op i regimenter, salgsteam og markedssegmenter; vovser hylede som mikrofoner.

Den yngste årgang bøger sad bange i fangekældrenes halvmørke og skanderede nervøst de forskellige fødder og gangarter, der hørtes henne over deres hoveder.

Og de fornam elegisk stemning i trinenes rytme. Nu skulle skæbnerne vejes, showet præsenteres, deres fremtid ikke mere være den samme. Og de blev lukket ud af bure og bogkasser.

Rystende blev de trukket ind på små scener, hvor det publikum kunne se dem, stikke en finger i deres sider og efterprøve kvaliteten. Og deres alder blev prøvet på tænder og stemme og blev sammenlignet med katalogoplysningerne. Og næste bog på scenen.

Nogle gange blev udvalgte bøger hentet ind parvis på scenen og kæmpede mod hinanden eller underholdte sammen.

På et tidspunkt udbrød der uro, og showmasteren måtte tage ordet: »Se denne bog! Jeg finder ingen fejl ved denne bog!« sagde han.

»Vi ser heller ingen fejl!«, svarede mængden trokæisk, »Men hvad kan den?«

Og med en stigende tumult i billeddannelsen begyndte jeg at stige op mod dagen, men inden nåede jeg som sidste billede at se tre mænd træde frem i drømmen:

Den ene var Charlie Parker, den anden Friedrich Hölderlin og den tredje Villy Søvndal; alle mænd, tænkte jeg bagefter, der uomtvistelig har gjort noget stort for Verden!

Alle havde de solbriller på (mærkeligt nok: I drømmen også langt skæg).

De så sig omkring, så på hinanden, rystede på hovederne - og så skete dét, der fik mig til at fare op i vågentilstand - de tog alle tre som ved mystisk samstemmelse langsomt, simultant og uafvendeligt solbrillerne af, og et brændende lys skar ud fra deres øjne, 1/3 af salens pindemadder med fisk og fjerkræ begyndte med ét at ligne institutionsmad; 1/5 af fremmødte forlagslektører, der uopdaget engang havde nøjes med at skimme et manuskript, de skulle have læst, fik spontan eksem under fodsålerne; og under skrig og tiltagende kliphastighed opløste billederne sig.

Men det var en drøm!

Det blev mig klart, jeg har noget i klemme. Jeg er traumatiseret, jo jeg er (Du er fuld! siger hunden).

Men bogen er det også. Fuld af tilbud om oplevelser, indsigter og brugbar viden. Og traumatiseret. Jeg genkender mig i dens problemer. Vi er fanget i en også økonomisk virkelighed.

Der ligger et arbejde forude.

Bogforum er foreløbig bare et symbol fra mine bange drømme. Og vi er i min verden alle syltet ind i og en del af Bogforum.

Jeg vil prøve at forstå i nedslag.

Foreløbig er tesen følgende: Vi gør alle vores ting, gør hvad vi kan. Bagefter bliver vi nødt til at råbe:

»Vil I betale for det?«