Jeg sad tirsdag aften og lavede en madanmeldelse på en restaurant på Nørrebro.

Sådan husker jeg det. Men måske var det bare en lusket måde at blive mæt på.

Jeg var af min ledsagerske inviteret med til fluxusevent på Literaturhaus. Det var godt at gå med mad i kroppen, mæt.

Ryge en smøg og samtale. Dejligt en novemberaften som denne at halte ud ad Nørrebrogade.

Der skete mere denne aften i Literaturhaus og i Verden.

En præsident blev valgt, og ikke kun Henning Christiansens »Dust out of brain III« blev opført - også andre værker og kunstnere; men det var Henning Christiansens værk, der skulle redde min verden.

Det er længe siden jeg gik til fluxus-musikalske events.

Det forekom mig dengang interessant og gav ofte et godt grin med på vejen. Tirsdag aften opsøgte jeg det sultent for de kvaliteter, som jeg dengang ikke havde samme øje for:

Det antiborgerlige, det anti-kunstbranchemæssige, det antikommercielle.

Fluxus kan formå at give en oplevelse, der er særegen; en oplevelse, der sætter én fri fra det tillærte spørgsmål:

Godt eller ikke godt? Dygtig eller ikke dygtig? Nyskabende eller ikke nyskabende?

Spørgsmålet, om det er kunst? er overflødigt.

Det er mere og mindre, for Fluxus både forudsætter og bekæmper kunsten.

Men den 'borgerlige' kunstopfattelse og musikindustri, som Fluxus tager afsæt i, er en anden, end den var først i 60'erne. Og dog opføres Schubert uanfægtet ved liedrecitals; i operaer ses rulleskøjter.

Jeg tror der er en kunst, men hvor opfattelsen er henne, det ved jeg ikke.

Det er forvirrende. Forvirrende som tanken om Bogmessen.

Jeg snublede i første forsøg, erklærede os alle og alt for en stor bogmesse. Det var for bredt.

Så nu hænger jeg dér, svæver i luften, centimeter over Nørrebrogades gadebelægning, på vej mod en Fluxus-oplevelse. Jeg prøver igen.

Der var få mennesker og god plads Literaturhaus, en løs stemning; et gratis krus gin og tonic i baren.

I begyndelse var støvsugeren.

Den stod på scenen, derude til højre og truede med løftet rør.

Den var der, men der var så meget, for øjet og for øret; ankomstlyde og samtaler, sidste ledninger, der blev trukket, og ting, der skulle ordnes. Jeg havde kort glemt det, det var ingen koncert, ingen traditionel husorden. og langsomt tog det fart.

Salen legede med, og koncentrationen rettede sig mod scenen.

Henning Christiansen og de tre andre sad ved tre-fire borde, der var stillet sammen, derpå alskens på afstand kun halvt genkendelige ting og sager til lydfrembringelse eller med symboleffekt.

For Ikke kun støvsugeren demonstrerede på scenen, også klarinetten stod i adskilt stand på bordet, tronende som en ruin blandt mekanisk tingeltangel og elektronisk udstyr og trukne ledninger.

Klaveret til venstre på scenen lignede i den sammenhæng et arkæologisk fund, noget fra en almindelig koncert. Gule gummiænder på et af bordene lignede sig selv, lidt fortabte måske.

Og jeg støvsuges, det går trægt i starten. Posen er fuld.

Detaljerne trænger sig først på, uforklarede af andet end rytmen:

Der gnubbes gummi, gnides balloner, knitres elektrisk, raslerangles, imiteres medie og instrument med stemmen, der koklokkes, afleveres indsatser og serier fra klaveret.

Jeg overvældes af detaljer, men mærker, at jeg er i gode hænder, at smilet ligger inden for rækkevidde.

Langsomt vindes billedet tilbage, de musikalske forløb klargør sig ved næsten genkendelige forlæg, rammerne for værket rejses langsomt, og tiden begynder at flyde.

Så ser jeg det. Der er sket noget med ænderne!

De står nu i en formation, en lille gruppe, måske en kvartet. Så drejer han halsen rundt på ællingen, ikke en voldsom bevægelse, men rutineret.

Han tager hammeren, løfter den, on the beat. On the beat.

Jeg må tilstå, jeg syntes det swingede.

Og det hele gik i stå som det gik i gang, mens kunstnerne, rutinerede i performance, én efter én halvt spillende forlod scenen.

Der blev klappet og udtrykt begejstring. Der var et ironisk strejf over det, da de bukkede nede fra salen.

Vi pånødte dem rollerne, de opponerer imod. Men den venlige begejstring i publikummet overskyllede al æstetisk finfølelse i hyldesten.

Og jeg klappede begejstret med, bankede med min kuglepen applausrytmen på min notesbog. Og så ebbede også applausen ud.

Jeg købte en øl i baren, og måske var det det?

Jeg blev forvirret. Jeg havde knipset til fluxuspuls, havde afleveret håndtegn til mig selv.

Var jeg støvsuget tilstrækkeligt? Havde et gensyn med Fluxusuniverset frisket mig nok til at kunne forstå et fænomen som Bogforum?

Senere på vej hjemad takkede jeg min ledsagerske for oplevelsen, og opdagede i det samme, at jeg havde mistet min notesbog, som jeg ellers flittigt havde noteret i gennem aftenen.

Opløftetheden over aftenen var væk, og bandende gik jeg vejen tilbage ad Nørrebrogade.

Der stod stadig en dørmand i indgangen til Literaturhaus, der var lys derinde. Jeg gik hen til ham, viste bevidstløst mit røde stempelmærke på håndryggen og begyndte at fortælle, jeg skulle ind og hente en glemt notesbog. Han var slet ikke dørmand, stod blot ved døren.

Min notesbog fik jeg. Men der stod intet i den, jeg havde stillet de forkerte spørgsmål.

I søgen efter Bogforums sjæl havde jeg hørt en messe for mine egen ungdoms fordomme og glæder.

Inden jeg tirsdag nat lagde mig i sengen, vaskede jeg mine hænder. Jeg så en sidste gang på det røde stempelmærke på min højre håndryg.

Stigma eller indgangsbillet?

Læs også: Vi smider en mønt eller hoster med et fjernt blik videre