Langt inde i en bjerghule i Cuba er Ernest Hemingways myteomspundne manuskripter langt om længe fundet.

De lå i en stor, rummelig kuffert. Digtene, novellerne og ansatserne til en roman. De havde været forsvundet, siden Hemingways hustru engang pakkede dem ned i en kuffert for at glæde sin mand, da hun skulle møde ham et sted i Europa.

Det var ikke bare manuskripterne, hun pakkede. Nej, også gennemslagskopierne, for godt skulle det være. Desværre for hende, Hemingway og verdenslitteraturen forsvandt kufferten på Gare de Lyon.

Hemingways manuskripter
Men nu findes de så igen. Om end kun i litteraturen. De længe savnede manuskripter er et af omdrejningspunkterne i Leif Davidsens nye thriller ’På udkig efter Hemingway’.

»Jeg fik ideen, da jeg læste om fotografen Robert Capas berømte negativer, som pludselig dukkede op. Det var en dramatisk historie om, at de blev smuglet til Marseille og sendt over Atlanten med kurér, inden de blev fundet i kælderen hos en mexicansk rigmand. Det var dér, jeg tænkte, ja, Hemingways manuskripter dukker da nok også op. Men de findes altså stadig kun i min roman«, siger Leif Davidsen.

Kvindelig cubansk dobbeltagent
Hulen fra romanen findes til gengæld, for den besøgte den danske forfatter under et besøg i Cuba, hvis formål var at samle materiale til en roman, der kunne have dette helt særlige kommunistiske mausoleum som udgangspunkt.

Men på dette tidspunkt handlede en mulig roman ikke om en mandlig dansk gymnasielærer fra Ringkøbing, men derimod om en kvindelig cubansk dobbeltagent, som CIA fandt i egne rækker.

»Mine historier begynder jo altid med, at jeg har en person. Det havde jeg også her, og da jeg kom til Cuba første gang i 1978 som radioreporter, syntes jeg, det igen var naturligt at tage til Cuba. Min kone var med i Moskva, da jeg var korrespondent derovre, og hun mente også, det ville være interessant at se den måske sidste socialistiske stat i verden. Nordkorea ville være for bizart, hvorimod man kunne se Cuba som en slags Sovjet tilsat salsa. Derfor tog vi derover i begyndelsen af 2006«.

I Hemingways bar
Leif Davidsen fik imidlertid ikke de associationer ved at være på stedet, som ofte kan sende hans romanpersoner i spil. Han droppede derfor historien om den kvindelige dobbeltagent.

I stedet greb han tilbage til et personligt stof, som han aldrig tidligere har anvendt i sine romaner – fascinationen af Hemingway.

»Det skete, da vi stod der i Hemingways bar på hotellet i Havana. Først tænkte jeg på John C. Petersen som en person i en novelle på to-tre sider. Han skulle stå i hotelbaren og se elevatoren gå op og ned til Hemingways værelse 511 og derfra få sit eget liv sat i relief.

Men jeg syntes, han var for god til en novelle. Jeg blev fascineret af modsætningen mellem det forblæste Vestjylland og det sanselige Cuba. Man kan næsten ikke have større modsætninger, og vi glemmer jo ofte, at de stille eksistenser eksisterer«.

En mand med en hund og en is
Så der stod han altså, John C. Petersen, der netop har mistet sin hustru. En mand, der ifølge Davidsen minder om en af personerne i Steffen Brandts sange.

En mand, der hver aften går en tur med sin hund, som får resten af mandens isvaffel, mens de går deres ensomme tur langs vandet, fordi ingen i familien følger med dem, og heller ingen spørger, om de vil have selskab. En mand, der spiser sin is.

»Hvis jeg havde let til tårer, ville jeg græde der. Sikke et forspildt liv«, siger Leif Davidsen.

Men ikke desto mindre er det sådan en mand, han opfinder i sin nye roman. Gymnasielæreren med speciale i spansk og historie, og som derfor tager på rekreation i blandt andet Key West, hvor han opsøger Hemingways steder.

»Jeg udstyrede ham med en passion for Hemingway, for så kunne jeg også gøre lidt grin med mig selv. Som ung var jeg udvekslingsstudent i USA, og Hemingway var en del af pensum, så efterhånden ville jeg være som ham. Rejse rundt og skrive«.

»Derfor læste jeg en masse om ham og af ham. Det var en meget romantisk forestilling, og derfor lå det meget præsent, at Hemingway skulle være en del af John C. Petersens bagage. Han skulle bare sidde derhjemme uden at leve, men i stedet rejse gennem en anden mand«.

Cuba på sammenbrudets rand
I romanen bliver John C. Petersen viklet ind i det eksilcubanske samfund i Miami, hvorfra han som en vennetjeneste indvilger i at tage til Cuba for at opsøge bestemte personer.

Hvad han finder, og hvad der sker, må læserne selv finde ud af, men at den vestjyske gymnasielærer også får et førstehåndsindtryk af et Cuba på sammenbruddets rand, kommer formentlig ikke som nogen overraskelse for Leif Davidsens faste læsere.

I ’På udkig efter Hemingway’ følger læseren John C. Petersen, mens han møder et land, hvor indbyggerne oftest kun har én ting i hovedet: hvordan de skaffer sig konvertible pesos, så de kan købe sig attraktive ting fra udlandet.

Leif Davidsen kalder selv Cuba for et land med foden på bremsen, og han er sig meget bevidst, at han i sin roman også fortæller om cubanernes dagligdags fortrædeligheder.

Ludere tjener mere end overlæger
»I sin tid var jeg også meget optaget af Spaniens forandring fra diktatur til demokrati, og jeg var optaget af, hvad der førte til Sovjets opløsning. Her oplever jeg en slags deja-vu. At en epoke er slut. Både hos eksilcubanerne og i Cuba har man på fornemmelsen, at det er slut, men ingen ved, præcis hvornår det sker. Alle holder vejret.

Selv tror jeg på, at der kommer til at ske det samme, som skete i Øst- og Centraleuropa, men der er mange bud på det. Nogle mener, at når Fidel Castro er væk, skal alt det gamle også væk. Der er også cubanere, som er vokset op i USA, som nu synes, det kan være nok, og som bare vil have lov at hjælpe deres pårørende. Og så er der en helt ny generation af cubanere i USA, som siger: Hvad rager det mig?

Jeg holder meget af cubanerne, men det er i dag også et land, der er ved at korrumpere sig selv ihjel. Et land, hvor en luder eller en tjener får mere i løn end en overlæge, er på vej ud ad en tangent«.

Det politiske er interessant
Som forfatter kan han slet ikke lade være med at inddrage det politiske i sine bøger, selv om han godt ved, at nogle af hans kolleger mener, det er en uskik.

At handlingen skal stå rent, og at politik og aktualitet er bandlyst.

»Jeg synes, det politiske er interessant, men man skal selvfølgelig passe på ikke at skrive kronikker. Samtidsskildringen skal doseres, og jeg ved, jeg bliver nødt til at tænke over det. Kritikerne har været efter mig et par gange, men til gengæld er netop samtidsskildringen noget af det, de mandlige læsere rigtig godt kan lide. Her får de noget at vide«.

Leif Davidsen er ikke så bange for, at bøgerne bliver uaktuelle, hvis han skriver for meget om tidens forhold.

Af erfaring ved han, at bøger godt kan leve, selv om verden har forandret sig i mellemtiden.

Verden før mobilen
»På universiteterne skriver de opgaver om ’Den russiske sangerinde’, og bogen foregår altså i et land, der ikke eksisterer længere. Selv ’Uhellige alliancer’ fra 1984 er i tryk og sælger hvert år. For et par år siden skulle jeg lige se den igennem til en ny udgave, og her skal hovedpersonen ringe hjem. Han går ud i hotelreceptionen og bestiller en samtale, og derefter går han ind og spiser morgenmad, mens han venter på at blive forbundet. Det var i Madrid, og jeg havde selv glemt, hvordan det var«.

’På udkig efter Hemingway’ er på mange måder en typisk Davidsenroman. Det er ganske vist en thriller, men den borer sig også dybt ned i privatsfæren hos historiens hovedperson.

»Fundamentalisterne ville have skåret alt det væk, hvor John C. Petersen ser tilbage på sit ægteskab, men for mig er det ikke kun interessant, hvad der sker på Cuba. Det er også interessant, hvilken mand John C. Petersen har været.

Jeg er selv vokset op i et ikkeakademisk miljø i provinsen, og hvad var mit liv blevet, hvis jeg ikke var kommet til USA eller til Moskva? Så kunne jeg godt have tusset rundt på Nordfyn og været skolelærer«.

Amning og mælkeenergi
Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget privatsfæren må fylde i en thriller eller en krimi. Det har været et af kritikpunkterne mod den såkaldte femikrimi.

Kritikeren og krimiforfatteren Niels Lillelund har f.eks. påpeget, at en forfatter som Liza Marklund kan bruge to bogsider på at lave koteletter i fad.

»Jeg ved præcis, hvad han mener. Men privatlivssfæren har altid fyldt meget i mine bøger, og en kritiker som Bo Tao Michaëlis har også gjort opmærksom på, at det nok er derfor, jeg har fået læsere uden for det traditionelle thrillerpublikum«, siger han.

»Da jeg i sin tid fik Glasnøglen, fik jeg prisen i konkurrence med Liza Marklund, og da jeg var oppe for at modtage prisen, spiste jeg frokost med hende og mine kvindelige norske og svenske redaktører. Det var hyggeligt, men de snakkede ikke om andet end amning og mælkeallergi. Dengang tænkte jeg, at det her ville hverken Bo Tao eller Niels Lillelund have holdt til, og der skal heller ikke gå for meget amning og mælkeallergi i bøgerne«.

Med personen følger plottet
Leif Davidsen har efterhånden skrevet romaner i 25 år, og han begynder at overveje, om han skal skrive andet end thrillere. O.k., overveje, men så heller ikke meget mere.

Han ved, at hver gang han opfinder en person, følger der også et plot, og det har det med at ende i thrillergenren.

»Heldigvis har jeg min interesse for verden, og så mangler man ikke materiale. Se bare aviserne på det seneste. En dansk PET-mand er slået ihjel ved et terrorangreb i Pakistan. Vi er i krig i Afghanistan, hvor vi sender jægersoldater ud, og de skal ikke plante majs, men slå ihjel. Og forsvaret sætter annoncer i aviserne for at skaffe indhentere, altså spioner. Der er helt andre muligheder for at trække på Danmark i dag, så det ville være mærkeligt, hvis der ikke dukkede noget op. Ellers har jeg altid en meget gammel ide om, at jeg en dag vil skrive en roman, der foregår i den spanske borgerkrig«.

Tegning: Philip Ytournel