Det absolutte kriminelle og menneskelige højde-, eller skal vi ikke snarere sige lavpunkt, i den vesttyske terrorgruppe RAF’s næsten 30-årige virke fra 1970 til 1998 var:

• Kidnapningen af Hanns-Martin Schleyer, den tyske arbejdsgiverformand
• kapringen af et Lufthansa-rutefly
• Andreas Baaders, Gudrun Ensslins Jan-Carl Raspes selvmord i Stammheimfængslet i Stuttgart
• og den umiddelbart efterfølgende henrettelse af Schleyer.

Alt sammen afviklet fra 4. september til 19. oktober 1977 – under det, der siden er blevet kaldt ’Det tyske efterår’.

Ikke-sensationel beretning
Til dem, der vil ind under huden på denne historie, har Peter-Jürgen Boock skrevet en glimrende og egentlig ikke-sensationel beretning.

Hovedvægten er nemlig lagt på de indbyrdes menneskelige relationer mellem den lille gruppe 2. generations RAF-folk og ikke mindst på byguerillagruppens forhold til deres gidsel, Schleyer, der i første omgang skulle tjene som bytte for Stammheimfangernes frigivelse.

Boock kender historien indefra. Han var en af de fire terrorister, der 5. september skød og dræbte Schleyers chauffør og tre livvagter i et baghold i et villakvarter i Köln.

Fuldstændigt regnskab
Det er hans egen forbrydelse, han skildrer i detaljer. For den og en række andre forhold, herunder deltagelse i mordet på bankdirektøren Jürgen Ponto, idømtes han i 1986 livsvarigt fængsel.

Han blev prøveløsladt i 1998, efter i alt 18 års fængsel. Først i 1992 tilstod han offentligt sin kriminalitet, og ti år senere skrev han så denne bog, hvori han aflægger et noget nær fuldstændigt regnskab.

Handlingen skrider rask frem, mens terrorgruppen omkring den daværende RAF-leder, Brigitte Mohnhaupt, i bogen kaldet Rosa, bevæger sig frem og tilbage over grænserne mellem Vesttyskland, Holland, Belgien, Frankrig og Mellemøsten for at undgå det uundgåelige nederlag, der ventede dem, da vesttyske kommandosoldater natten til 18. oktober stormede den kaprede Lufthansa-maskine i Mogadishu, Somalias hovedstad, befriede gidslerne og dræbte tre af de fire flykaprere.

Intellektuelt overtag
Men bogen påkalder sig særlig interesse, fordi den rummer en række dialoger mellem Hanns-Martin Schleyer (hvis navn konsekvent staves forkert i bogen) og hans fangevogtere.

Boock har lagt vægt på disse natlige samtaler, fordi de til overmål afslører, hvem der har det intellektuelle overtag i denne styrkeprøve. Schleyer klæder de unges naive forestillinger af til skindet.

Peter-Jürgen Boock er et kuet menneske uden egentlig uddannelse. Men han har fra naturens hånd en evne til at tænke og udtrykke sig rammende.

Det afslørede han allerede i en interviewbog fra fængslet i 1985, hvor hans samtalepartner var ingen ringere end forfatteren Peter Schneider.

Bogen om bortførelsen og henrettelsen af Schleyer dokumenterer et fortælletalent, der kunne have været brugt bedre, hvis Boocks liv havde taget en anden drejning.

Emner til debat
Nu erkender den 57-årige Boock selv, at dialogerne i bogen er ført med hans pen over de emner, der engang, for et kvart århundrede siden, stod til debat i Schleyers fangehul og blandt terroristerne selv.

Det er ikke ordrette citater, men ideelle gengivelser af, hvad der blev sagt.

Ærligt nok, så kan læseren tage indholdet, som han eller hun vil. Han kalder bogen en dokumentarisk-fiktiv montage, og han giver de deltagende terrorister nye navne.

Det gør han, skriver han, for at undgå retlige efterspil, og måske tror han selv på det. Men gængs tysk retspraksis ville for længst have ført til bogens beslaglæggelse, hvis nogle af personerne bag dæknavnene havde anlagt sag. For de er let identificerbare.

En anden forklaring kan være, at denne gruppe terrorister så sig selv som et kollektiv med et kollektivt ansvar, og at det derfor egentlig kan være ligegyldigt, hvilke navne der tilfældigvis klistres på dem.

Forberedt på selvmord
Boocks bog dokumenterer i de afsluttende kapitler, at RAF-ledelsen i Stammheimfængslet allerede havde forberedt kammeraterne udenfor på, at de ville begå selvmord, hvis gidseltagning og flykapring mislykkedes.

Bogen er ikke den eneste kilde, der bekræfter, at der var tale om selvmord, ikke mord, men skildringen hos Boock er så god, at den er løftet lige over i den nye tyske storfilm om RAF, ’Baader-Meinhof-komplekset ’, produceret af Bernd Eichinger, der er specialist i dramadokumentariske spillefilm. Uden kildehenvisning.

Det skyldes, at Eichinger har lavet sin film i et eksklusivt samarbejde med den tidligere Spiegelredaktør og fremragende journalist Stefan Aust, der i 1985 udgav et standardværk, der har givet navn til filmen.

Austs bog var i mange år den eneste fyldestgørende kilde til viden om RAF-folkenes aktiviteter og hovedpersoner, og med sit store omfang – mere end 800 tættrykte sider – og sin grundige journalistiske research en guldgrube for alle, der ville følge med i den kriminalitet, som RAF fortsatte, længe efter at Aust havde sat sit punktum ved dramaet i september-oktober 1977 – ligesom Eichingers film.

En vigtig kilde
Bogen er stadig en vigtig kilde til historien om RAF, fordi Aust lige fra 1960’erne har fulgt dens hovedpersoner tæt både personligt og journalistisk. Men vores viden om RAF er væsentligt udbygget siden 1985, og i dag er Aust for længst overhalet af en række digre hel- eller halvvidenskabelige værker på det tyske bogmarked, der når langt dybere ned i stoffet.

I anledning af premieren på Eichingers film har Aust kortet sin gamle bog ned til noget nær det halve og sendt den på markedet til dumpingpris.

Det er denne stærkt beskårne udgave, der nu udkommer i dansk oversættelse. Forlaget kalder den optimistisk for en 'revideret’ version.

Når man har læst og glædet sig over Austs fine og detaljerige journalistisk i den gamle version, virker den nye som japperi.

Fra at være en spændende fremstilling af et stykke samtidshistorie er den nu snarere en velvoksen håndbog.

Nå, nu er der i alt fald no-nonsense i Austs bog, og er man frisk på RAF’s grundlæggelse og gruppens første afgørende livtag med den tyske forbundsrepublik, er Aust stadig en mester.