Som dansker kan man godt blive misundelig.

Eller rettere, som dansk feminist bliver man det, når svenske feminister ansat i mediebranchen nu igen udviser civilcourage og revser branchens mandedominans.

Med nøgleromanen ’Salong F’ følger journalisten Åsa Mattsson op på en lang tradition af kønspolitisk furiøsitet blandt kvindelige journalister hinsidan.

Magt hos mand med lommeregner
Romanen tager livtag med mænd, magt og medier i sin beskrivelse af Anna Falks korte karriere som chefredaktør for det nye kvindesite Salong F, hvortil hun er headhuntet af venturekapitalisten Gunnar Mudder.

Men Anna er næppe trådt over tærsklen til redaktionslokalet, før hun fornemmer, at magten over det redaktionelle stof slet ikke ligger hos hende, men hos en ung, nyansat mand med lommeregner.

Alligevel tager hun ikke kampen.

Idealerne og virkeligheden
Ifølge Mattsson er romanen en diskussion af diskrepansen mellem de feministiske idealer og evnen til at realisere dem – såvel for Anna Falk, som for forfatteren selv.

’Salong F’ kommer efter en ophedet debat om kernefamilie og ligestilling hen over sommeren i kølvandet på Maria Svelands roman ’Bitterfissen’, hvor hovedpersonen, journalisten Sara, også tumler med at få idealer og praksis til at hænge sammen.

Kort efter ’Bitterfissen’s lancering meldte en anden journalist, Belinda Olsson, sig på banen med en satirisk roman.

Drønende kønskritik af mediebranchen
Herhjemme er Olsson bedre kendt som redaktør af den feministiske debatbog ’Fisseflokken’ fra 2000, men i romanen ’Reporter i chok’ tematiserer hun familieproblematikken side om side med en nærgående skildring af magtrelationerne på svenske dagblade.

Både Sveland og Olsson følger et spor, som blandt andre Carina Rydberg, Unni Drougge og egentlig også Liza Marklund har trampet til de senere år.

Alle sammen forfattere og journalister, der benytter fiktionsromanen som platform for en drønende kønskritik af mediebranchen og den svenske kulturelite.

Personlige erfaringer
Fælles for forfatterne er, at de relativt skånselsløst omsætter personlige erfaringer og nederlag til fiktion for at skabe en generel debat om de patriarkalske strukturer, der overvintrer under ligestillingens pæne overflade.

Hovedpersonen Anna Falk i ’Salong F’ er forfatteren Åsa Mattssons alter ego.

Og langt det meste af det, Anna gennemlever i romanen, er et opgør med de hændelser, Mattsson selv var udsat for som chefredaktør på kvindesitet Salong K.

Vred nationalskjald
Pointen er, fortæller hun i et interview i Svenska Dagbladet, at de kun var kulminationen på et kønnet livsmønster, hun havde været underlagt det meste af livet.

Feministiske nøgleromaner med let genkendelige personer sender man ikke på gaden ustraffet.

Særlig Carina Rydberg kom i modvind med ’Den højeste kaste’ fra 1997, hvor en skare navngivne personer fra det svenske kulturparnas bogstaveligt talt fik deres undertøj hængt til offentlig luftning.

Blandt andet tegnede hun et lidet flatterende billede af nationalskjalden Ulf Lundell, som han blev eddikesur over.

»Stormheksen«
Åsa Mattsson har også mærket piskesnerten. Også tidligere.

Mens hun stod i spidsen for Aftonpostens kvindetillæg i 2006 kaldte ’Antifeministisk Samfund’ hende ’Stormheksen’.

Et øgenavn, hun kærligt lægger i munden på Annas datter i ’Salong F’.

Hyggefeministist
Den aktuelle kritik er imidlertid ikke blot møntet på den offentlige standret, hun forretter, men berører også hendes feministiske position.

En række feminister mener nemlig, at Mattssons overklassebaggrund forhindrer hende i at være andet end hyggefeminist.

Mens queerfeministerne angriber heteronormativiteten i bogens kritiske perspektiv.

Forventede ballade
Og mændene – ja, de er en historie for sig med frådende udfald blandt andet på bloggen Newsmill.

Men Mattsson forsøger at tage situationen med sindsro. Havde faktisk forventet balladen, udtaler hun i flere interview.

Og skal man tro bogens omslagsillustrationer, må man spæde sin feministiske kritik op med humor, hvis livet i mediebranchen ikke skal give mavesår.

Dobermann eller skødebunny
Åsa Mattsson pryder selv forside og bagside.

På den 15 år gamle bagsideillustration, sidder hun barbrystet i sorte nylonstrømper med en dobermann mellem benene. På forsiden er hun klædt i herretøj med en kanin på skødet.

Dobermann eller skødebunny, make your choice, baby!

Hvor er de danske kvinder?
Det kan undre, at det hovedsagelig er (yngre) kvindelige journalister på den anden side af Sundet, der brænder for at sætte kønspolitiske spørgsmål på litterær formel.

En række kvindelige romanforfattere i Danmark har så vidt vides journalistisk baggrund.

Viger de uden om de kønspolitiske temaer og nøgleromaner, fordi pengene ligger i krimier og bittersøde chicklitromaner?

Fatalt klæbende stigma
Eller handler det om, at den danske mediebranche er så lille, at stigmaet klæber fatalt, hvis man kæfter op om ulige vilkår?

Begge dele er sandsynligvis tilfældet.

Og på stående fod er det vanskeligt at komme i tanke om, at andre end Hanne-Vibeke Holst har taget bladet fra munden.

Det skete i Teresetrilogien, der snart har nogle år på bagen.