fakta

Andrew Anthony har skrevet for The Observer siden 1993 og for The Guardian siden 1990. Han har desuden skrevet bogen ’On Penalties’, Yellow Jersey Press.

Copyright: The Observer

Oversættelse: Tonny Pedersen

Sagt om Salman Rushdie og 'De sataniske vers':

John Berger, forfatter og kritiker:
»Medmindre Salman Rushdie er fanget i en kædereaktion, som han har mistet enhver kontrol over, kan jeg forestille mig, at han nu er parat til at bede sine internationale forlæggere om at indstille trykningen af flere eksemplarer eller nye udgaver af ’De sataniske vers’. Ikke på grund af truslen mod hans eget liv, men på grund af truslen mod de uskyldige mennesker, der hverken har skrevet eller læst bogen«.

Roald Dahl, forfatter:
Rushdie »vidste præcis, hvad han gjorde, og kan ikke påstå andet. Denne form for sensationslyst sender en ligegyldig bog op på toppen af bestsellerlisten – men efter min mening er det en billig måde at gøre det på«.

Germaine Greer, forfatter og intellektuel:
»Jeg nægter at sætte mit navn på underskriftsindsamlinger til fordel for den bog, der handler om hans egne problemer«.

John Le Carré, forfatter:
»Igen og igen har han haft mulighed for at redde sine forlæggeres anseelse ved med værdighed at trække bogen tilbage, indtil tiden bliver mere rolig (...) Det forekommer mig, at han ikke har mere at bevise, ud over sin egen ufølsomhed«.

Geoffrey Howe, britisk udenrigsminister 1983-1989:
»Den britiske regering, den britiske befolkning, nærer ingen kærlighed til bogen. Den sammenligner Storbritannien med Hitlers Tyskland. Det bryder vi os lige så lidt om, som tilhængere af den muslimske tro bryder sig om bogens angreb på deres religion. Så vi støtter ikke bogen. Det, vi støtter, er retten til at tale frit og publicere frit«.

Jimmy Carter, USA’s præsident 1977-1981:
»Rushdies bog er en direkte fornærmelse mod de millioner af muslimer, hvis religiøse overbevisninger er blevet krænket (...) Men den dødsdom, som ayatollah Ruhollah Khomeini har afsagt, er en afskyelig reaktion. Det er vores pligt at fordømme mordtruslen, (men) vi bør være lydhøre over for den bekymring og vrede, der hersker selv blandt de mere moderate muslimer«.

Harold Pinter, dramatiker:
»En fremragende forfatter har brugt sin kreative fantasi til at skrive en bog og kritisere den religion, han blev født ind i, og så har både han selv og hans forlæggere fået en dødsdom. Det er en uacceptabel og barbarisk situation«.

Når man taler om ’det litterære London’ – Londons litterære parnas – er det ofte uklart, hvad det egentlig dækker over.

Men betegnelsen beskriver ganske præcist den gruppe mennesker, der var samlet i den græskortodokse kirke i Bayswater 14. februar 1989, en valentinsdag med klar, blå himmel.

Anledningen var mindegudstjenesten for Bruce Chatwin, og blandt deltagerne var en stor del af en generation af exceptionelle britiske eller i Storbritannien bosiddende forfattere.

Blandt dem var Martin Amis, Paul Theroux og Salman Rushdie.

Ifølge Theroux markerede Chatwins bisættelse »det højeste vandstandsmærke for årtiets kreative udfoldelser«. Ifølge Amis havde Chatwin, der kort forinden var konverteret til den græskortodokse kirke, spillet sine venner et sidste puds ved at udsætte dem for »en religion, som ingen af dem, han kendte, kunne forstå eller forholde sig til«.

Krav om henrettelse
I så fald skulle denne spøgefuldhed snart blive overskygget af en helt anden teologisk udfordring, der var langt vanskeligere at forstå eller forholde sig til.

Samme morgen var Rushdie blevet orienteret om den fatwa, som den iranske leder, ayatollah Ruhollah Khomeini, havde udstedt med krav om henrettelse af forfatteren, fordi han havde begået den forbrydelse at skrive en roman, nemlig ’De sataniske vers’.

Nyheden om dødsdommen bredte sig blandt de fremmødte i kirken. Theroux tænkte, at fatwaen næppe var andet og mere end en tom trussel fremsat af en tyran i et fremmed land, så han sagde til Rushdie: »I næste uge står vi her igen, for din skyld«.

På Khomeinis bud
Men Khomeinis udtalelser i den slags sager var sjældent uden konsekvenser. Helt tilbage i 1947, da Khomeini endnu bare var almindelig præst, krævede han død over en iransk undervisningsminister, der blev skudt og dræbt få dage efter. Siden måtte utallige politiske og intellektuelle modstandere lade livet på Khomeinis bud.

Chatwins bisættelse skulle blive Rushdies sidste offentlige optræden i længere tid. Han tilbragte resten af dagen med at lede efter sin søn, Zafar, og derefter gik han i skjul.

På forsiden af Londons aftenavis lød overskriften: »AYATOLLAHENS ORDRE: HENRET RUSHDIE«.

»Salman var forsvundet ind i versalernes verden«, skrev Amis. »Han var forsvundet til forsiden«. I virkeligheden var han sammen med nogle livvagter fra den britiske efterretningstjeneste flyttet ind på hotel Lygon Arms i Cotswolds.

På naboværelset befandt der sig tilfældigvis en journalist fra tabloidpressen, som var i færd med at fuldbyrde et udenomsægteskabeligt forhold og derfor gik glip af årets største historie.

Undskyldning men ingen tilgivelse
Samme aften bragte Channel 4 i det multikulturelle aktualitetsprogram ’Bandung File’ et tidligere optaget interview med Salman Rushdie. »Det er ganske enkelt her i landet«, sagde forfatteren, da han blev spurgt om de krav, der var fremsat om, at bogen skulle trækkes tilbage fra butikkerne.

»Hvis man ikke ønsker at læse en bog, behøver man ikke at læse den. Det er meget vanskeligt at blive stødt over ’De sataniske vers’ – det kræver lang tids koncentreret læsning. Den rummer en kvart million ord«.

Fire dage efter at Rushdie havde modtaget sin ubehagelige ’valentinshilsen’, udsendte han en undskyldning: »Jeg beklager dybt, at udgivelsen har voldt smerte hos oprigtigt troende tilhængere af islam«.

Først blev undskyldningen afvist og siden godtaget i Iran, indtil Khomeini slog fast, at selv hvis Rushdie angrede og blev »den frommeste mand i historien«, var det stadig enhver muslims pligt at »tage alle midler i brug« for at dræbe ham. Så meget for tilgivelse.

Politisk magt
De blandede reaktioner viste, at sagen om ’De sataniske vers’ helt fra begyndelsen i mindre grad var en religiøs strid end en mulighed for at udøve politisk magt.

Baggrunden for kontroversen var kampen mellem Saudi-Arabien og Iran om at være bannerfører for den globale islam. Saudiaraberne havde brugt mange penge på at eksportere deres fundamentalistiske, eller salafistiske, udlægning af sunniislam, mens det shiamuslimske Iran, der stadig var mærket af den katastrofale krig og ydmygende våbenhvileaftale med Irak, ivrigt forsøgte at genvinde sin troværdighed som spydspids i den islamiske revolution.

Både saudiaraberne og iranere øjnede nye plukningsmodne tilhængere i de små britisk protestgrupper, der først havde reageret på ’De sataniske vers’ ved at brænde bøger af under deres demonstrationer. Men de demonstranter, der gik på gaden i Bradford og andre industribyer, var selv produkter af andre fjerne religiøse og politiske forhold på det indiske subkontinent.

Politimand  i London 1989 uden for Penguin Group, forlaget, der udgav Salman Rushdies 'De sataniske vers'. Foto: Tony White/AP
Forbudskampagne
’De Sataniske Vers’ udkom 26. september 1988 og blev, efter pres fra Janata-partiet, forbudt i Indien af Rajiv Gandhis regering ni dage senere. Opildnet af denne sejr foreslog indiske medarbejdere hos det saudiarabisk finansierede Islamic Institute i Leicester, at man også skulle prøve at få bogen forbudt i Storbritannien.

Ifølge Malise Ruthven, forfatter til bogen ’A Satanic Affair’ om Rushdie-sagen, blev kampagnen derefter styret af Jamaat-i-Islami, partiet, der blev stiftet i Pakistan af Sayyid Abul A’la Maududi. Journalisten og præsten Maududi prædikede, at »for hele menneskeheden findes der kun én måde at leve på, som er rigtig i Guds øjne, og det er al-islam«.

Ikke desto mindre var det saudiaraberne, der finansierede United Kingdom Action Committee on Islamic Affairs, protestgruppen, der blev stiftet for at sætte ’De sataniske vers’ under maksimalt pres.

Blandt gruppens medlemmer var islamister som Iqbal Sacranie, der siden blev leder af Det Muslimske Råd i Storbritannien. (Sacranie vakte opsigt med sin udtalelse om, at »døden muligvis er for mild en straf« for Rushdie. Han blev siden slået til ridder for sit sociale arbejde på lokalt plan i London). Og det var de saudiarabiske myndigheder, der planlagde en retssag mod Rushdie in absentia.

Iransk had
Ligesom de fleste andre muslimske lande undlod Iran at forbyde ’De sataniske vers’. Romanen blev sågar anmeldt i en iransk avis.

Men protesterne i Indien og Storbritannien inspirerede en delegation af mullaher fra den hellige by Qom til at læse op af bogen for Khomeini, blandt andet det afsnit, der handler om en gal imam i eksil – en klar karikatur af Khomeini selv. Som en britisk diplomat i Iran sagde: »Hensigten var at gøre den gamle dreng hvidglødende af raseri«.

Sådan gik det til, at det blev iranerne, der udstedte fatwaen og således vandt konkurrencen om at blive de fremmeste hadere af Rushdie og dermed af Vesten og alt dertilhørende.

Som Khomeini sagde i en tale ni dage efter fatwaen, var ’De sataniske vers’ meget vigtig for »dem, der ønsker at fortære verden«, fordi de havde mobiliseret »den samlede zionisme og hele arrogancen bag den«.

Bogen var »kolonialismens kalkulerede« angreb på præsteskabets storhed og ære, sagde han. Her bør det indskydes, at bogen, der er skrevet af en indædt antikolonialist, ganske rigtigt er et angreb på, eller i hvert fald en satire over, det præsteskab, der ikke har nogen autoritet ifølge Koranen.

Lige før fatwaen skrev Rushdie i et indlæg i The Observer: »En magtfuld klan af præster har overtaget islam. De er det moderne tankepoliti«.

Salman  Rushdie blev i 2008, på trods af muslimske protester, slået til ridder af den britiske dronning Elizabeth. Foto: AP/John Stillwell
Flugt og isolation
Det følgende årti var en farlig tid præget af isolation for Rushdie. Han blev fulgt af livvagter døgnet rundt og måtte flytte, hver gang sikkerhedstjenesten fik nys om en af de mange mordplaner mod ham. Islamiske ekstremister holdt på det tidspunkt flere briter som gidsler i Libanon, og myndighederne rådede derfor Rushdie til ikke at sige eller gøre noget, der kunne provokere gidseltagerne.

Politikerne holdt sig på sikker offentlig afstand af ham. Det at rejse, som tidligere havde været selve brændstoffet for Rushdies kreativitet, blev et logistisk og administrativt mareridt.

Det indiske subkontinent var udelukket. British Airways meddelte, at man af hensyn til personalets sikkerhed helst ikke så ham som passager. Og når det lykkedes ham at komme til udlandet, blev forholdene noget trange, når han skulle overnatte hos sine venner.

Som Christopher Hitchens, en gammel ven og støtte, for nylig fortalte om en af Rushdies rejser til Washington D.C.: »Da han overnattede hjemme hos mig til Thanksgiving i 1993, gjorde en håndfuld svært bevæbnede medlemmer af USA’s bedste antiterrorkorps det samme«.

Når man læser den slags detaljer om Rushdie-affæren, kan det være svært at forestille sig, at hovedpersonen selv bare var forfatter. Rushdie har sagt, at »det var ligesom en dårlig Salman Rushdie-roman«.

Dødbringende periode
Årene efter fatwaen var også en farlig og i nogle tilfælde dødbringende periode for mange af dem, der havde forbindelse til ’De sataniske vers’.

I april 1989 blev boghandlerne Collets og Dillons angrebet med brandbomber, fordi de solgte romanen. En måned senere lød der eksplosioner i High Wycombe og på King’s Road i London.

Der var en bombe i stormagasinet Liberty, som blandt andet rummede en Penguin-boghandel (det var Penguin, der udgav ’De sataniske vers’), og i en Penguin-boghandel i York. Der blev desuden fundet ueksploderede sprængstoffer i kædens butikker i Nottingham, Guildford og Peterborough.

I august samme år kom Mustafa Mahmoud Mazeh til at sprænge sig selv i stumper og stykker, da han på et hotelværelse i Paddington i London var i færd med at tilrigge en bombe, der var tiltænkt Rushdie.

Og Rushdies ægteskab med den amerikanske forfatter Marianne Wiggins brød snart sammen under presset fra et liv i skjul.

Rushdie befandt sig på et lavpunkt, og han skrev meget lidt. Som Martin Amis har skrevet: »Hvis Rushdie-affæren for eksempel havde været Amis-affæren, ville jeg nu have været et flæbende vrag på 140 kg, fyldt med nervemedicin, uden øjenvipper og næsehår og dækket af mærker og brandsår efter diverse uheld med kanylen og crack-piben«.

Den største fejltagelse
Religiøs Rushdie valgte en anden løsning. Juleaften i 1990 udsendte han en pressemeddelelse, hvori han erklærede, at »der findes ingen anden Gud end Allah, og Muhammed er hans sidste profet«.

Han hævdede, at han havde genfundet troen på islam og slog fast, at han var uenig med enhver person i ’De sataniske vers’, der »sår tvivl om den hellige Korans autenticitet, eller som fornægter Allahs guddommelighed«. Han meddelte også, at han ikke ville udgive en paperback-udgave af romanen. Den aften følte han så stærk lede ved sig selv, at han blev fysisk syg.

Dramatikeren Arnold Wesker, en af Rushdies støtter, sagde: »De religiøse terrorister har vundet«. Christopher Hitchens siger i dag: »Jeg sagde til Salman, at det ikke havde indflydelse på min opbakning til ham, men at jeg ikke troede, at det ville ’virke’, og at jeg heller ikke mente, at det var værdigt.

Jeg tror, at han fik det meget bedre, da han igen blev frafalden: Det var en slags Gethsemane, undskyld udtrykket, og bagefter var han fast besluttet på at stå det hele igennem«.

Flere år efter sagde Rushdie offentligt, at det var hans livs største fejltagelse, et øjebliks »vanvid«, mens han var allerlængst nede. Men det kom i øvrigt ikke til at gøre nogen forskel.

Islamisk  protest mod Salman Rushdie i Lahore, Pakistan, juni 2007. På banneret nederst står der, at Rushdie skal slås ihjel. Foto: K.M. Chaudary/AP
En bestseller
Selv om Khomeini nu var død, bekræftede det iranske præsteskab, at Rushdie stadig skulle myrdes. Året efter blev Hitoshi Igarashi, Rushdies japanske oversætter, stukket ihjel, og Ettore Capriolo, den italienske oversætter, blev alvorligt såret ved et knivoverfald.

I 1993 blev William Nygaard, den norske forlægger, såret af skud, og Aziz Nesin, den tyrkiske oversætter, var mål for Silvas-massakren i Tyrkiet, hvor 37 mennesker omkom ved en mordbrand på et hotel.

Romanen var i årevis fjernet fra hylderne hos boghandlere verden over, men den blev alligevel en bestseller i adskillige lande, herunder USA, og trods alle krav og trusler blev den også udgivet som paperback.

Og Rushdie har fået en stor karriere med syv senere romaner og adskillige andre bøger, ligesom han har oplevet et vist mål af normaliseret frihed, efter at den iranske regering i 1998 trak sin støtte til fatwaen tilbage.

• Læs anmeldelse af Rushdies seneste roman: 'Klovnen Shalimar' (2006)

Vellykket skræmmekampagne
For så vidt er Khomeinis edikt og den deraf følgende blodige kampagne slået fuldstændig fejl. Men man skal huske, at Rushdie og ’De sataniske vers’ ikke var det eneste mål for fatwaen.

I sin oprindelige udtalelse, der blev transmitteret i iransk radio, krævede Khomeini ikke blot død over alle, der bevidst havde forbindelser til romanen, men forklarede også, at de skulle henrettes, »så ingen længere vil vove at krænke den islamiske renhed«. I denne og flere andre henseender har Khomeinis skræmmekampagne været betydeligt mere vellykket.

Hvem ville vove at skrive en bog som ’De sataniske vers’ nu om dage? Og hvis der skulle findes en modig eller letsindig forfatter, der turde, hvem ville så udgive den?

Der er ikke tegn på, at en sådan forfatter eller forlægger vil dukke op, og det er der to grunde til.

Den første og mest indlysende er frygt. ’De sataniske vers’ er en rig og kompleks roman, der er skiftevis ironisk, fantastisk og satirisk. Uanset hvad der ofte siges – som regel af personer, der ikke har læst den – er bogen ikke et direkte angreb på islam eller profeten.

De afsnit, der har udløst de stærkeste reaktioner, foregår i drømme eller mareridt hos en af bogens personer, der er ramt af en psykose. Hvilket altså vil sige, at der ikke findes noget tilflugtssted fra det litterære tyranni – end ikke dybt nede i den febrile underbevidsthed hos en sjæleligt forstyrret person i et skønlitterært værk, et magisk-realistisk stykke fiktion!

Enhver ytring kan ende med at blive en dødsdom. Og selv blandt de dristigste og mest ikonoklastiske forfattere er det de færreste, om nogen overhovedet, der ønsker at løbe den risiko.

Hensyn til forfatterens sikkerhed
Den aktuelle sag om ’Medinas juvel’, en bog af Sherry Jones, der hverken er dristig eller ikonoklastisk, er et godt eksempel på problemet.

I 2007 købte det amerikanske forlag Random House rettighederne til en historisk roman om profeten Muhammeds hustru Aisha. Efter alt er dømme kan bogen vel nærmest betegnes som en romantisk fortælling af tvivlsom kvalitet.

Sherry Jones mener selv, at der er tale om et stykke nænsom fiktion, der »fremstiller profeten Muhammed som en blid, barmhjertig og klog leder og som en mand, der behandler kvinder og sine hustruer med respekt«. Men en professor i mellemøststudier, Denise Spellberg, advarede Random House om, at bogen kunne udløse vold.

Det fik straks Random House til at bremse udgivelsen .

»Vi står fast på vores ansvar for at støtte vores forfattere og den frie diskussion af idéer, også de idéer, som af nogle kan opfattes som krænkende«, forklarer Random House i en pressemeddelelse. »Men et forlag må afveje dette ansvar mod andre forpligtelser, som det også bærer, og i dette tilfælde har vi efter nøje overvejelse besluttet at udsætte udgivelsen af hensyn til sikkerheden for forfatteren, Random Houses medarbejdere og alle andre, der måtte blive involveret i distributionen og salget af romanen«.

Uheldigt eksempel
Det er blevet et velkendt kunstgreb i de senere år: Vi forsvarer ytringsfriheden, men vi foretrækker at lade være med at udøve den i de situationer, der kan bringe os i fare.

Journalisten  Sherry Jones har skrevet en roman om Muhammeds barnebrud Aisha. Hun er blevet udråbt til en ny Salman Rushdie. Foto: AP Photo/James Snook

• Interview med Sherry Jones: Jeg er overhovedet ikke i fare

Random House er også Rushdies forlag, og han blev vred over beslutningen, som han opfattede som en kapitulation over for frygten for islamiske repressalier. »Det her er censur baseret på frygt, og det sætter et stærkt uheldigt eksempel«, siger han.

I Storbritannien blev bogen antaget af det uafhængige forlag Gibson Square. Men 27. september sidste år fik Martin Brynja, chef for Gibson Square, sit hjem i London raseret af en brandbombe . Den britiske udgivelse af bogen er herefter udsat på ubestemt tid.

Og selvcensuren begrænser sig ikke til litteratur. Ramin Gray, direktør for Royal Court Theatre, erkendte for nylig, at han ville tøve med at sætte et skuespil op, der var kritisk over for islam. »Man ville tænke sig om en ekstra gang«, sagde han. »Man skulle vurdere stykket på dets egne kvaliteter, men med den tid, vi lever i, er det vanskeligt, for man ville frygte at få hele projektet druknet i stridigheder, hvis man kom til at fornærme nogen. Det får en til at træde varsomt«.

Fatwaen som fælles norm
Royal Court Theatre aflyste en ny version af Aristofanes’ ’Lysistrate’ sidste år, fordi stykket udspiller sig i det muslimske paradis.

The Barbican bortredigerede af lignende årsager dele af Christopher Marlowes ’Tamburlaine the Great’, og i 2006 opgav Deutsche Oper i Berlin en produktion af Mozarts ’Idomeneo’, fordi den portrætterede Muhammed.

I 2005 nedtog Tate Britain skulpturen ’God is Great’ af John Latham, fordi der i værket indgik eksemplarer af Bibelen, Koranen og Talmud. Den officielle forklaring lød, at det ikke var »passende« i den anspændte atmosfære efter terrorangrebene på Londons kollektive trafiksystem.

Som Kenan Malik, forfatter til en ny bog med titlen ’From Fatwa to Jihad: The Rushdie Affair and Its Legacy’, har skrevet: »Fatwaen er i praksis blevet internaliseret« som en fælles norm.

Frygt er ikke den eneste forklaring på, at en verdensreligion, der, med rette eller urette, bruges som inspirationskilde til terrorisme, er blevet et ikke-emne for kritiske (eller ukritiske) kunstværker. Den anden grund er sympati. Og her viser det sig, at Khomeini var forudseende. Tilbage i 1989 var det de færreste, der tog det alvorligt, at Khomeini havde udråbt ’De sataniske vers’ til at være et led i et zionistisk-imperialistisk komplot, som gik ud på at forfølge muslimer.

Verden er forandret
Verden har forandret sig siden dengang. Efter 11. september 2001, invasionen af Afghanistan og Irak, Guantánamo og den fortsatte konflikt mellem Israel og palæstinenserne er forestillingen om, at Vesten har kastet sig ud i en militær og kulturel krig mod Islam, blevet langt mere udbredt.

Tingene er smeltet sammen, så krigen i Irak og palæstinensernes trængsler på en eller anden måde er kommet til at hænge uløseligt sammen med muslimers situation i Storbritannien.

Hvis man er modstander af krigen, er man i hvert fald ikke modstander af islamisme herhjemme, og måske er man ligefrem er aktiv fortaler for islamisme (som mange på den yderste venstrefløj). Og heraf følger, at åben kritik af islamisme, religiøs censur og vold ofte automatisk opfattes som et udtryk for ’nykonservatisme’ eller ’imperialisme’.

Selv om der var undtagelser – blandt dem Germaine Greer, John Berger og John Le Carré – støttede mange fremtrædende kulturpersonligheder på venstrefløjen dengang Rushdie.

Selv en kritiker af ’De sataniske vers’, den egyptiske forfatter og nobelprisvinder Naguib Mahfouz, der mente, at bogen krænkede islam, underskrev en erklæring om, at »intet tilfælde af blasfemi volder så stor skade på islam og muslimer som opfordringen til at myrde en forfatter«. Fem år senere blev Mahfouz stukket i halsen af islamiske ekstremister.

Trusler mod ikke-muslimer
I årene siden fatwaen har der været mange andre tilfælde, hvor kunstnere og forfattere er blevet truet, overfaldet eller dræbt for at kritisere islam, og de har ikke alle sammen været muslimer.

Christopher Hitchens mener, at det er en overset udvikling. »Salman blev opdraget som muslim«, siger han, »så i teorien kan han straffes. Han kan dømmes som frafalden muslim, og det samme gælder Ayaan Hirsi Ali og Taslima Nasreen« (den bangladeshiske forfatter, der trues med halshugning og netop har fået tilbudt asyl i Paris, red.).

»Men det, man ikke i tilstrækkelig grad har været opmærksom på, er, at ikke-muslimer, for eksempel de danske Muhammedtegnere, er blevet truet med vold for at have kritiseret islam. Det er ret nyt og burde være mere kontroversielt, end tilfældet er«.

Men det er de færreste af dem, der er blevet truet af islamiske ekstremister efter fatwaen mod Rushdie, der har mærket helhjertet opbakning fra de progressive kredse. Tværtimod.

Theo Van Gogh, der blev nedslagtet på åben gade i Amsterdam; hans samarbejdspartner Ayaan Hirsi Ali, der modtager dødstrusler og lever under politibeskyttelse; de danske tegnere, der løste Jyllands-Postens opgave med at tegne profeten Muhammed og blev tvunget til at gå under jorden: I hver af disse højtprofilerede sager blev ofrene for intimidering kritiseret og holdt ud i strakt arm af den progressive opinion.

»Højreorienterede«, »provokatører«, »reaktionære« og »racistiske« er blandt de mildere skældsord, som progressive kritikere har brugt om den nævnte gruppe. (Det ultimative eksempel på, hvor absurd selvcensuren er, må være, at samtlige britiske aviser også fandt det for farligt at bringe den danske ’Muhammedtegning’, der slet ikke viste profeten, men derimod en skoletavle med teksten »Jyllands-Postens redaktion er en flok reaktionære provokatører«).

Islamofobi
Det ord, der oftest bruges om Rushdies arvtagere, er dog ’islamofobisk’. Stort set enhver kritik af islam eller nogen af religionens tilhængere vil med stor sandsynlighed udløse beskyldninger om islamofobi.

I 2007 afslørede Channel 4-dokumentarfilmen ’Undercover Mosque’ eksempelvis en række prædikanter, der fremsatte hadske og truende udtalelser om kvinder, jøder, homoseksuelle og vantro.

Efter enhver journalistisk målestok var det en overbevisende og afslørende dokumentarudsendelse. Men under den mediestorm, der fulgte, var det ikke prædikanterne, men filmens skabere, der blev gjort til genstand for en inkvisition.

Politiet forsøgte at få rejst tiltale mod dem for at have udsendt »materiale, der sandsynligvis ville skabe racehad«. Da det mislykkedes, indbragte politiet dokumentfilmen for tilsynsmyndigheden Ofcom med henblik på at få den censureret.

Det tog ni måneder, før filmens skabere blev renset og fik fuld professionel oprejsning.

Det var selvfølgelig de færreste, der sympatiserede med de prædikanter, der optrådte i dokumentarfilmen, men mange ønskede at udtrykke deres sympati med muslimer i almindelighed, som de, ikke uden grund, opfattede som et trængt mindretal.

Og for de velmenende kunne det nemmest ske ved at fordømme enhver, der kritiserede nogen muslim, uanset hvor ekstremistisk han måtte være.

Som dramatikeren David Edgar udtrykte det: »Uanset om de kan lide det eller ej, søger afhopperne (hans betegnelse for de progressive, der kritiserer ekstremistiske ledere, red.) at skabe et vokabularium, der sætter den progressive intelligentsia i stand til at fralægge sig ansvaret for de svage«.

Bogen bragte muslimerne sammen
Muslimer i alle deres forskellige afskygninger og forskelligheder er blevet forvandlet, eller forsimplet, til en samlet social, økonomisk og kulturel blok.

Hvis man udtrykker forbehold over for et aspekt af islam eller over for en bestemt leder eller sekt, er man nærmest per definition modstander af alle muslimer. Sagen om ’De sataniske vers’ var Storbritanniens først lakmusprøve på muslimskhed – siden skulle mange andre komme til – hvor en sand muslim skulle kendes på at støtte et forbud mod bogen, og en endnu frommere muslim udmærkede sig ved at gå ind for at dræbe Rushdie.

Inayat Bunglawa, talsmand for det Jamaat-i-Islami-inspirerede Muslimske Råd i Storbritannien, der formentlig er landets mest citerede islamiske organisation, bestod begge lakmusprøver med bravur.

Han var med egne ord »begejstret«, da Khomeini udstedte fatwaen. »Det var en aldeles tiltrængt påmindelse om, at britiske muslimer ikke behøvede at betragte sig selv som et lille sårbart mindretal; de var en del af en virkelig global og stærk bevægelse«.

Nu om dage medgiver han, at det er forkert at forbyde bøger, men han ser tilbage på demonstrationerne med taknemmelighed. »Det var et skelsættende øjeblik i britisk-muslimsk historie«, har han sagt til mig. »Det bragte muslimer sammen. Tidligere blev de identificeret som etniske grupper, men ’De sataniske vers’ førte dem sammen og var med til at udvikle en britisk-muslimsk identitet, og det er garanteret noget, der ærgrer Salman Rushdie«.

Mål om at afskaffe friheder
En af grundene til Rushdies ærgrelse kunne være, at en identitet, der er bygget på at terrorisere en skønlitterær forfatter, med vold og censur til følge, næppe er en rimelig identitet at trække ned over hovedet på to millioner briter.

Kenan Malik kalder det en myte, at »alle muslimer følte sig krænket af ’De sataniske vers’.

I virkeligheden var det de færreste muslimer, der skænkede den mange tanker«. Men under denne identitetshævdelse – som i de fleste politiske diskussioner – var der ingen, der beskæftigede sig med dem, der var tavse eller ligeglade. I stedet gjorde de mest højtråbende ’lokale ledere’ krav på – og fik – rollen som sande repræsentanter for det muslimske Storbritannien.

Endnu en gang havde Khomeini fat i noget. Den erklærede målsætning med hans fatwa var at forsvare og styrke præsteskabet, og en af dens virkninger i Storbritannien har været at skabe et slags pseudopræsteskab, en klasse af islamistiske intellektuelle og militante, der foregiver at tale for ikke blot deres trosfæller i Storbritannien, men for 1,5 milliarder muslimer i hele verden.

Og i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne begyndte et andet præsteskab bestående af fundamentalistiske prædikanter, ofte flygtninge fra despotiske regimer i Mellemøsten, at tiltrække frustrerede tilhængere, der var blevet radikaliseret under protesterne mod ’De sataniske vers’.

Som Ayaan Hirsi Ali har sagt til mig: »Paradokset i Storbritannien, hvad ytringsfriheden angår, er, at hovedparten af den ekstreme litteratur og de fleste af de ekstreme moskeer er flyttet fra Syrien, Egypten og Saudi-Arabien og har etableret sig i Vesten, hvor der er religions- og ytringsfrihed, med det bizarre formål at afskaffe disse friheder«.

Multikulturel tilpasning
I de 20 år, der er gået siden fatwaen, er rammerne for kulturdebat i Storbritannien og andre steder utvivlsomt blevet trangere.

Khomeinis og andre fundamentalisters udlægning af islam har nok haft afgørende betydning for at omdefinere, hvad der er og ikke er acceptabelt, men det er ikke den eneste faktor. Også andre religioner er hoppet på censurvognen.

I 2004 blev teaterstykket ’Behzti’ (’Vanære’) taget af plakaten på Birmingham Rep, efter at en gruppe sikher gennemførte en voldsom demonstration på premiereaftenen.

Kristne grupper er også begyndt at arrangere mere truende protestdemonstrationer – dog med mindre held – mod forestillinger og produktioner, som de finder krænkende.

Samlet set indgår alle disse begivenheder i en multikulturel tilpasning, der er kommet til at diktere betingelserne for offentlig diskurs. Set i bakspejlet udkom ’De sataniske vers’ på et tidspunkt, da der var ved at ske et skred i den progressive politiske tradition.

Kulturens triumf
Gennem store dele af det 20. århundrede havde man ført en kamp mod diskriminering baseret på race (’De sataniske vers’ var i sig selv klart antiracistisk) og social klasse.

Altså mod de menneskelige aspekter, som skyldes biologisk arv eller sociale betingelser. Af en række forskellige grunde, herunder Berlinmurens fald senere i 1989 og en ny form for minoritetsaktivisme, opstod der en ny identitetspolitik.

Klasse og race blev udskiftet med eller overtrumfet af kultur.

Nu flyttede fokus sig i retning af at bekæmpe kulturel diskriminering. Alle kulturer var lige, mente man, og derfor måtte alle kulturelle komponenter – religion, tradition, overbevisning – beskyttes mod kritik.

Kultur er naturligvis socialt nedarvet, men i et frit samfund er kultur også et spørgsmål om valgfrihed. Friheden til at ændre sine holdninger, forkaste sine traditioner og sætte spørgsmålstegn ved sin religion er det, der adskiller individer fra medlemmer af et tvungent kollektiv.

Denne frihed forudsætter, at man kan diskutere og give udtryk for synspunkter, der kan være uspiselige for andre. Derfor er det i stigende grad blevet en proces, som aktivt frarådes.

Debatten begrænses
At respektere kultur er kommet til at betyde, at man begrænser debatten. Malik citerer her sociologen Tariq Modood: »Hvis mennesker skal optage det samme politiske rum uden konflikter, er de hver især nødt til at begrænse deres kritik af den andens grundlæggende overbevisninger«.

Denne sensibilitet er i nogen grad skabt ved tvang – det vil sige fatwa-modellen. Men man har også oplevet en mere frivillig tilegnelse af multikulturelle manerer, først og fremmest pligten til ikke at krænke andre. Og hvor det er slået fejl, har regeringen vist sig alt for villig til at gribe ind med forbud.

For tre år siden var vi én sølle stemme i det britiske parlament fra at blive belemret med en lov (loven om religiøst had), der ville have betydet, at man risikerede syv års fængsel for krænkende sprogbrug, selv hvis krænkelsen var utilsigtet og henviste til en fastslået kendsgerning.

Og med den strenge antiterrorlovgivning er det nu forbudt at være i besiddelse af en bred vifte af lekture. Det er et af de frygtelige paradokser ved konflikten med den reaktionære islam, som vi fik en forsmag på med forsøget på at censurere (og dræbe) Salman Rushdie.

Intet er mere helligt end frihed
I 1989 forsvarede den britiske regering ytringsfriheden over for islamiske ekstremister. I 2009 kan de islamiske ekstremister med god grund beskylde den britiske regering for at begrænse ytringsfriheden. At ekstremisterne drømmer om en langt mere vidtgående (og voldelig) censur, er hverken nogen trøst eller undskyldning.

Rushdie har bevæget sig videre, både i overført og geografisk forstand, efter fatwa-årene. Han er vendt tilbage fra forsiderne og har flyttet adresse til New York efter at have boet i Mumbai og London (han er ikke den eneste, der har bemærket, at de tre storbyer alle har været ramt af islamiske terrorangreb).

Men ’De sataniske vers’ er stadig en bog om migrationens kampe og kulturudvekslingens gnidninger. Den gør grin med en bred vifte af mål, ikke mindst USA og Storbritannien.

Og først og fremmest er det måske værd at fremhæve, at den dramatiserer den overbevisning, at intet er helligere end friheden til at sætte spørgsmålstegn ved det, der er helligt.

I dag, 20 år senere, er det et princip, som vi har akut behov for at minde os selv om.