Han er en stor gubbe, ham Leif GW Persson, både med hensyn til skikkelse og sind.

Ja, selv her i midten af sine 60’ere et fermt stykke mandfolk, stovt og statelig. Faktisk lever han op til alle danskeres fordomme om hr. Svensson, som færdes i de store skove: Går i store sko, lever mestendels udendørs iklædt den obligatoriske vatterede militærgrønne vest, som om han hvert øjeblik venter, at elgjagten bliver skudt ind.

Som han sætter sig sammen med mig til en snak i hotellets elegante rokokoreception ligner den svenske krimiforfatter da også en cowboy landet i en damefrisørsalon.

Altid på tværs
Men Leif GW Persson er altid på tværs, altid ’annorlunda’, nogle vil sige aristokratisk, akademisk og yderst arrogant. Altid ude med riven over for kolleger hjemme i det svenske folkehjem.

Camilla Läckberg for eksempel. Og mange andre, som han verbalt smækker skaller, hvis de enten skriver for dårligt eller for kedeligt. Det første synes han om Arne Dahl, det andet om Karin Alvtegen. Leif GW Persson har høje litterære krav til krimigenren, og det lægger han ikke skjul på.

Er du egentlig ikke svensk krimis alderstegne enfant terrible ...?

... siger jeg til Persson, som selvfølgelig er i færd med at placere en snus oppe et sted i det svenske tandkød inde bag det grå fuldskæg.

»Overhovedet ikke. Jeg skrev, at Läckbergs sprog var som i et hesteblad for piger. Så tegnede hun et abonnement i mit navn til Min Hest. Men egentlig var det mere min egen datter, jeg tænkte på. Da hun var i 12-13-års alderen, skrev hun noveller om en flicka, som ønskede sig en hest. Det er det, Läckberg er, tøsedrømme forklædt som krimi. Vi går så meget op i, hvad folk spiser af usund mad, som gør dem fede og overvægtige. Hun er litterært fastfood, og folk bliver sgu dumme af at læse dårlig litteratur«.

Svenske kollegaer
Som sagt, der er flere svenske kolleger, Leif GW Persson ikke kan lide.

»Hvorfor skrev Arne Dahl sine krimier under pseudonym? Fordi han er en snob, og først da de blev en succes, trådte han frem. I øvrigt er de bøger, han skriver under eget navn, dårlige. Ham kan jeg ikke lide!«.

Da jeg nævner Liza Marklund, bliver tonen mindre skarp.

»Ja, ja, det er ikke verdenslitteratur, men trods alt bedre end Läckberg, Liza vil dog noget med sine krimier ud over at underholde«.

Og hvordan går det med venskabet med jagtkammeraten og medforfatteren Jan Guillou, som udgiver Marklund og anden kvindekrimi på sit forlag?

»Selvfølgelig kom vi op at toppes. En smule og ganske uden betydning. Vi er mænd og venner, tonen er grov, og vi er vant til at bjæffe ad hinanden. Jeg ser ikke Jan så tit, men vi er stadigvæk kompissar. Og i øvrigt er der mange svenske krimiforfattere, jeg i den grad kan lide, Åsa Larsson og Håkon Nesser, for bare at nævne to«.

Fortrækker faglitteratur
Og hvilke udenlandske?

»Agatha Christie og Sayers og så de nye amerikanere: James Ellroy, Denise Lehane og Michael Connolly, men for det meste læser jeg svenske krimier. I øvrigt læser jeg færre og færre, har ikke tid, foretrækker faglitteratur om kriminologi«.

Han bøjer sig pludselig hen til mig.

»Vidste du, at Sveriges mest oversatte bog er kriminologen Otto Wendels ’Brottsplats under sökning’ (’Undersøgelse af gerningsstedet’)? Den kom i 1930’erne og er oversat til 60 sprog, mere end Astrid Lindgren og Selma Lagerlöf. Jo, vi var tidligt ude i den kriminelle verden«.

Svensk selvforståelse under anklage
Leif GW Perssons eget forfatterskab har lige fra starten i 1984 med ’Grisfesten’/’Manden fra Mallorca’, været præget af Sjöwall & Wahlöö, som han stadigvæk mener er de største i den del af den svenske krimiskov.

Han har sågar overtaget undertitlen til deres tibindsværk om Martin Beck og Co. – ’roman om en forbrydelse’ – til mange af sine egne romaner. Igen dybest inde bag den egentlige intrige i hans bøger, ikke mindst i Palmetrilogien – ’Mellem sommerens længsel og vinterens kulde’, ’En anden tid, et andet liv’ og 'Falder frit som i en drøm’ – er det Sverige og svensk selvforståelse, som er under anklage.

Men du er der langt mere satirisk og ætsende sarkastisk, ja morsom end dine forbilleder, Sjöwall og Wahlöö?

»Det er rigtigt, det var ærgerligt, at der gik for meget politisk præk i de sidste romaner om Beck og kompagni, men ellers er de immervæk de bedste! Bedre end Henning Mankells Kurt Wallander-romaner med en helt, der slet ikke ligner en rigtig svensk strømer. Jeg kender dem, virkelighedens strømere, har arbejdet sammen med dem, og de ligner sgu i hvert fald ikke den ferske Wallander«.

Fed, led og i brunst
Virkelighedens strissere ligner mere din egen kriminalkommissær Evert Bäckström, som atter er på færde i ’Den der dræber dragen’; fed og led, evig i brunst, korrupt som et dusin bananrepublikker og falsk som vand over for de fleste han møder. En udtalt mandschauvinist?

Leif ler og sukker så. Det er ikke første gang, spørgsmålet om den slesk sjofle Evert er blevet stillet ham her på krimimessen.

»Svensk politi består ikke af Guds bedste børn, langtfra. Er tit slet ikke politisk korrekte og kedelige som i et hav af svenske krimier. Vi taler om en mandeverden med sine egne regler og med mænd, som laver numre, men også effektivt opklarer forbrydelser«.

Vellidt antihelt
»Faktisk er der mange kvinder, som tænder på Bäckström, fordi han gestalter en mandetype, der oser af grænseoverskridende liderlighed, og så åbenlyst og kødeligt begærer kvinder. Jeg kan selv lide ham. Bag sin rå facade, sit klamme ydre er han en fascinerende antihelt. Du har ikke hørt det sidste fra ham«.

Siger Leif GW Persson og skifter snusen ud med en anden. Den brugte ligger nu våd på underkoppen og ligner et stykke svensk kultur, vi danskere aldrig rigtig forstår. Måske heller ikke svenskernes evne til at blive ved med at skrive vedkommende krimier, som både er hidsigt spændende og særegent svenske. Og nationalt selvironiske som Leif GW Perssons krimier, der klart punkterer vores nationale myte om svenskere som humorforladte og stive zombier.

Tiden er gået, audiensen er forbi, der gives hånd og hilsen, og Persson og jeg går hver til sit et sted i Horsens.