For en person, som samler på åbningslinjer til romaner, er denne seneste fra den svenske forfatter, kriminolog og professor i politiefterforskning Leif GW Persson ikke til at komme uden om.

Tjek lige følgende ud: »Et sovseplettet slips, et grydelåg af jern og en tapetserhammer med brækket skaft. Det var de tre mest opsigtsvækkende fund, Solnapolitiets tekniker gjorde ved sin indledende undersøgelse af gerningsstedet.«

Det er en af den slags indledninger, der giver en lyst til at læse videre. Og sådan er det faktisk hele vejen gennem romanen; man vender ivrigt side efter side med stigende fornøjelse.

Speget historie
Mordofret er en lettere anløben, pensioneret herre, der er kommet af dage efter et drikkelag med en gammel ven, en lettere anløben politimand og tidligere mesterbokser.

Og efterforskningen forestås af den mildest talt lettere anløbne – han er både fordrukken, løgnagtig, racist, mandschauvinist og korrupt – kriminalkommissær Evert Bäckström, der plages af det forhold, at hans læge har anmodet ham om at lægge sin livsstil om, hvilket ikke huer ham synderligt. Men det ordner sig. Han udtænker en løsning.

Sagen er centreret omkring ofrets bopæl, en lettere anløben udlejningsejendom, hvor også romanens mordoffer nummer to bor – samt hendes ikke helt almindelige søn plus en kvinde med nogle overordentligt veludviklede kvindelige fortrin.

Og det viser sig at være en speget historie, der sender Bäckström, som trods sin ikke ligefrem hverken vennesæle eller politisk korrekte fremtræden har fået en hastigt voksende fangruppe på Facebook, vidt omkring og med spor langt tilbage i tiden.

Godt håndværk
Der er tale om en satire, der som sit væsentligste virkemiddel har karikaturen og den sproglige overdrivelse. Bäckström kan så mange nedsættende vulgærsynonymer for kvinder, at det forekommer naturstridigt, og oversætteren har måttet dykke dybt i posen med rendestensudtryk.

Men det er ikke blot kommissæren, der er fortegnet. Det er stort set alle andre personer også, så man læser sig med fryd ind i et univers, der ses med en blanding af skumringsblik og troldsplint i øjet.

Rent håndværksmæssigt er der ikke så frygteligt mange fingre at sætte på fortællingen.

Det er en blanding af moderne politiroman og puslespil, og det går, som det skal, frem til den ganske overraskende slutning, som dog ikke er helt fin i kanten; men i betragtning af, at stort set alt andet i sammenhængen er lettere anløbent, bør slutningen vel også være det.

Først og fremmest er det imidlertid meget, meget morsomt og efter denne anmelders mening væsentligt mere underholdende end især forfatterens Palme-trilogi, der havde lige lovligt meget på hjerte.

Læs interview med Leif GW Persson