Da Politiets Efterretningstjeneste bekendtgjorde, at man mistænkte (men ikke sigtede) tre mænd for at lægge planer om at myrde Muhammedtegneren Kurt Westergaard, genoptrykte en række aviser, herunder Politiken, den kontroversielle tegning af profeten med bomben.

Det har Salman Rushdie nu kommenteret i et interview sendt i DR’s Horisont og trykt i Euroman:

»Det var rigtigt både at trykke og genoptrykke tegningerne. Efter min mening burde samtlige aviser i hele verden have gjort det, for det er den eneste måde at vise på, at vi ikke accepterer pression, at man ikke kan true os«.

I samme interview siger Rushdie også, at »hvis vi hele tiden skal gå og tage hensyn, ender det med, at ingen må sige noget, og det er uacceptabelt. Muslimerne må, ligesom alle andre, se at blive mere tykhudede«.

Dér står Salman Rushdie altså nu.

Muslimerne har værsgo’ at tage sig sammen.

Bogbrand og ballade
Rushdie var den første, der fik den ny tids muslimske vrede at høre.

Det var 14. februar 1989, at den dengang 42-årige engelsk-indiske forfatter efter demonstrationer og bogbrand blev genstand for en ’fatwa’.

Den slags forekommer i forskellige grader, men her var der reelt tale om en dødsdom udstedt af en statsleder, Irans ayatollah Khomeini, rettet mod en statsborger i et andet land. Det var ikke set før.

Dagen efter gik Salman Rushdie under jorden.

Han begyndte sin undergrundstilværelse i et sommerhus, der tilhører vennen Ian McEwan, som har berettet om, hvordan det var at stå og riste brød sammen, mens BBC’s klokken 8-nyheder havde dødstruslen mod Rushdie som tophistorie.

55 forskellige adresser
Så var det om at komme videre.

I løbet af sit første undergrundsår boede den forfulgte forfatter på vistnok 55 forskellige adresser, under skarp bevogtning af Scotland Yard. Et værre hundeliv havde taget sin begyndelse.

Alt havde ellers tegnet lyst og ligetil.

Salman Rushdie, der er født i den by, der nu hedder Mumbai, og har fået den bedste uddannelse, gamle England kunne byde på – kostskolen Rugby og King’s College i Cambridge – var begyndt sin forfatterkarriere med science fiction.

Og han fik et tordnende gennembrud allerede med sin tredje roman ’Midnatsbørn’, der som ledefigur har en dreng født i det øjeblik, midnatsklokken ringede 1947 ind, og den moderne stat Indien blev til.

Så kom fatwaen.

Den japanske oversætter af ’De sataniske vers’ blev dræbt. Bogens norske forlægger blev beskudt. Fatwaen var ikke teatertorden.

De fjernede vers
For ikke-muslimer er det svært at forstå, hvad der er så provokerende ved den roman.

Hvis han endda havde udnævnt visse dele af Koranen til at være Satans værk, som Horisonts presenter kom til at sige, men det forholder sig omvendt.

De vers, titlen omtaler, er fjernet fra Koranen, fordi præsterne siger, de ikke er kommet fra Gud.

Det er helt normal praksis, når en religion bliver til en kirke. Så skal et præsteskab have tingene under kontrol.

Også de kristnes Ny Testamente er omgivet af en række beslægtede skrifter, som af kirkens magthavere er dømt ’apokryfe’.

For feministiske
Rushdies synd bestod blandt andet i, at han undersøgte indholdet af de kasserede vers og hævdede, at når de var blevet udnævnt til at komme fra Satan, var det, fordi indholdet i dem var for feministisk for præsterne.

Da Rushdies forfølgelse havde stået på i et års tid, udsendte han et skrift med titlen ’I god tro’.

Hans sigte med romanen havde været, skrev han her, »gennem fiktionsprocessen at udforske åbenbaringens natur og troens magt«.

Han havde ikke været ude på at nedgøre islam, men »at skildre en sjæl i krise, at vise, hvordan tabet af Gud kan ødelægge et menneskes liv«.

Kovending
Rushdie var kort fortalt vendt rundt på en tallerken.

At skifte bopæl 55 gange på et år under skarp bevogtning er heller ikke sjovt.

Måske er det ikke helt så slemt som waterboarding, men det ligner vel så meget, at man ikke stoler helt på, hvad en mand siger under den slags tvang.

Udspillet virkede dog ikke, og Rushdie opgav videre forsøg på at bede om godt vejr.

I stedet for skrev han romaner, i alt seks siden fatwaen, der uden helt så tydelig religionskritik alligevel priser det samme ideal som ’De sataniske vers’: den brogede, urene, bastardiserede verden.

Og gør nar ad den samme fjende: de rene og absolutte.

Lever ret ubeskyttet
At han magtede at blive ved at digte, hjalp ham til at bevare sin stolthed.

I 2007 slog dronning Elizabeth ham til ridder, i 2008 blev hans ’Midnatsbørn’ udnævnt til den bedste af 40 års Bookerprisvindere.

Han bor nu ret ubeskyttet i New York. Og Sir Salman kan tilmed, som vi har hørt, igen give muslimerne tørt på.

Men inden de bliver for lykkelige ovre på Jyllands-Posten, skal de bemærke, hvad Rushdie også siger i samme danske interview.

De islamiske ekstremister findes, ingen tvivl om det. Og de er ikke til at tale til rette.

Den fælles fjende
Og så føjer han til:

»På den anden side er disse mennesker også alle muslimers fjender. Vi skal ikke glemme, at langt de fleste, der bliver dræbt af islamiske terrorister, selv er muslimer. Det gælder i Afghanistan, i Pakistan og i Irak. Så på den vis har vi faktisk en fælles fjende«.

Rushdie går med andre ord ud af sin vej for at understrege, at det ikke er muslimerne, men islamisterne, han vil ramme. Og at muslimerne måske endda er islamisternes værste fjender.

På torsdag bliver Salman Rushdie interviewet af Carsten Jensen i Den Sorte Diamant foran et udsolgt hus.

Tilhørerne skal dog ikke vente at få Rushdies politiske engagement og hans forskellige udsagn om islam uddybet.

Han har udtrykkelig betinget sig, at emnet for interviewet skal være romanerne og Rushdie som fortæller.