Da jeg studerede i Oxford for et halvt århundrede siden, skulle jeg selvfølgelig hen og høre den daværende professor i poesi, når lejlighed bød sig.

Det gjorde den kun en enkelt gang under mit studieophold – professoren i poesi skal ikke holde mere end tre forelæsninger om året.

Det var W.H. Auden, der havde den ærefulde post dengang. Han havde haft sit gennembrud i 1930’erne med engageret beredskabspoesi.

»I går: troen på det gamle Grækenlands eviggyldige værdi«, havde han skrevet efter udbruddet af borgerkrigen i Spanien, »i dag: bevidstheden om medskyld i de nødvendige drab«.

På den anden side havde han også skrevet – i en hyldest til Yeats, en anden poet, der ville gribe ind i historiens gang – at til trods for den store irers intervention har Irland stadig sin galskab og sit dårlige vejr, for »poesi får ikke noget til at ske, den overlever i de dale, som handlingsmennesker aldrig besøger«.

Jo, Auden spændte vidt og havde alt, hvad en ung poesiglad student kunne ønske sig.

En modernist, der havde skrevet folkeviser, en politisk poet, der var blevet eksistentiel, og for resten også en englænder, der havde valgt at blive amerikaner, blandt andet fordi han bedre kunne udleve sin homoseksualitet derovre.

Professoren på trappen
Jeg husker den illustre poesiprofessor den dag for en bestemt gestus. Han var som alle professorer ved universitetet i Oxford iført den lange, sorte kappe.

Da forelæsningen var forbi, skred han ud af auditoriet, mens vi alle stående ventede på, at optoget af medlyttende professorer i kølvandet var ude ad døren.

Men et par minutter efter, ude på Oxfords High Street, så jeg ham, sidde for sig selv på en sølet trappesten med kappen i snavset, suttende på en smøg, som han så skoddede på stenbroen.

I et glimt forstod jeg, hvad institutionen Professor of Poetry kan betyde for et universitet.

En skabende kunstner, udstyret med alle det hierarkiske middelalderuniversitets højeste insignier – og dog med sit fuldstændig uakademiske kropssprog intakt.

Det er ikke kun med ord, den stilling har betydning.

Det er også ved at fremkalde et sammenstød mellem to vidt forskellige måder at bruge ord på – den akademiske og den poetiske – at sådan en stilling kan være noget værd.

Med smædekampagnen mod den ene kandidat, måske sat i værk af den anden, er posten nok trukket ned i en anden slags søle end det den respektløse Auden satte sig i, dengang på trappen med sin smøg.

Et søle der ikke tilfører universitetet poesi, men kun en slags nid og nag, det kan producere uden hjælp udefra.

Ingen dansk pendant
Om metoderne ville blive lige så beskidte, hvis der i Danmark var et professorat i poesi at rives om, er ikke til at vide.

Adam Oehlenschläger fik sådan et af kongen i 1810, men det blev med årene til et helt ordinært professorat i nordisk litteratur, der gik i arv til ganske almindelige akademikere.

I 1970’erne var der overvejelser i gang på Københavns Universitet om at oprette en poetisk æresstilling magen til den i Oxford.

Men det var ikke til at passe den ind i de stadig mere skemalagte studier og bevillinger. I dag ville det sikkert være endnu umuligere.

Sunde sammenstød
Og det er en skam.

Folk, der studerer litteratur, kan ikke tage skade af at se og høre på mennesker, der skriver den, for mange af dem er af en helt anden skuffe end universitetets.

Med den rigtige person på posten kan den give anledning til nogle sunde kultursammenstød – der ville se helt anderledes ud her og nu end sammenstødet dengang i urtiden, mellem de stående, artige engelske studenter og den naturaliserede amerikaner med sin smøg på trappestenen.