Den chilenske forfatter Isabel Allende er en kvinde, som mange elsker at hade.

Ikke blot skriver hun bøger, som hendes mere intellektuelle kolleger ofte kalder både naive og kulørte, hendes bøger sælger også mere end langt de fleste øvrige spansksprogede forfatteres.

To faktorer, der ganske forudsigeligt afstedkommer tænderskærende irritation på parnasset, især i hendes eget land, Chile, hver gang hun er færdig med en bog.

Og nu har hun gjort det igen.

Den chilenske jantelov
Forfatteren til ’Åndernes Hus’, ’Kærlighed og Mørke’, ’Eva Luna’ og mange flere værker udgav i denne uge sin seneste bog, ’La Isla Bajo el Mar’ (Øen under havet) i Chile.

Den er endnu ikke anmeldt i en eneste avis, om end en enkelt bragte et interview med hende op til dagen.

Sådan set kan Isabel Allende være ligeglad med, hvad der nok bedst kan betegnes som en chilensk version af janteloven, for hun bor der ikke, men derimod i USA.

Selv siger hun, at hun slet ikke ville kunne skrive et ord i sit fædreland, og at hun trives glimrende i et land, hvor der litterært er højt til loftet.

Alligevel kom hun hjem til udgivelsen, hvor hendes trofaste læsere stod i kø langt ned ad gaden for at tilegne sig et signeret eksemplar af bogen.

Og hvad kritikerne ikke kan få over deres læber, skriver hendes fans på diverse blogs, der hylder fortællingen om slaveoprøret i Haiti, der førte til verdens første ’sorte’ republik og en af de første uafhængige stater på den vestlige halvkugle.

Ædel, generøs og stolt
Men bogen ville ikke være skrevet af Allende, hvis den ikke havde en ædel, generøs og stolt hovedperson samt én eller flere kærlighedshistorier.

Slavekvinden Zarité er denne hovedperson, der guider læseren gennem 40 års historie, og hun og forfatteren skiftes til at fortælle om dels det 18. århundredes Haiti, dels samme tidsrums Louisiana i USA, hvortil 10.000 franske slaveejere flygtede efter oprøret.

Ifølge Isabel Allende er bogen først og fremmest en historie om frihed, et emne, der altid har optaget en forfatter, som oplevede Chiles militærkup og diktatur under general Augusto Pinochet, og som flygtede i eksil.

BESØG Isabel Allendes hjemmeside (eksternt link)

Og når hendes kritikere påpeger, at hun bruger for meget magisk realisme og for lidt virkelighed, er hendes svar altid, at hun bruger brudstykker fra sin egen virkelighed, men at hun ikke vil bruge andres.

Nutidige frihedsidealer
I en roman kan man gøre, hvad man vil, uden at bede om lov, erklærer hun, ikke mindst belært af sin erfaring med biografien ’Summen af vore dage’ (udkommet på dansk i 2008), hvor en af de virkelige hovedpersoner nægtede at medvirke, da han havde læst manuskriptet.

LÆS anmeldelsen af ’Summen af vore dage’: »En årgang Alt for damerne«

Isabel Allende måtte skrive romanen om.

Allende vendte tilbage til fiktionen, for slavekvinden Zarité har naturligvis aldrig levet, og hvis hun havde, ville hun næppe have haft de samme frihedsidealer, som er nutidens, erkender forfatteren.

Men hvad så? Allendes budskab er nutidens frihed, set fra et feministisk synspunkt, og skal det ud, må der litterære greb til, siger hun.

»Slaveriet findes«
»Indtil Zarité kom ind i mit liv, havde jeg faktisk aldrig tænkt alvorligt over slaveri, der jo stadig er virkeligheden for både mænd og kvinder. Jeg taler i nutid, fordi slaveri fortsat eksisterer mange steder i verden, skjult eller i forklædte former. Men det eksisterer«, siger hun til den mexicanske avis El Universal.

Som 9-årig bliver Zarité solgt til en fransk ejer af mægtige sukkerplantager og må finde sig i at være underlagt hans praktiske og seksuelle behov i et økonomisk system, der var baseret på slaveri.

Men de magtfulde mænd og slaveejere er i virkeligheden bipersoner i denne roman, der foregår i et kvindeunivers, hvor både solidaritet, ondskab og afrikansk religiøsitet trives side om side.

Tænk ikke på fremtiden
Fra sin pureste barndom er Zarité klar over, at hun vil være fri, og at hendes færdigheder i dans vil hjælpe hende til at slippe ud af slaveriet.

Hun lytter ikke til kurtisanen Violette, som solgte hende til plantageejeren, og som fortæller hende, at hun skal holde op med at tænke på fremtiden med ordene:

»For slaver er det kun dagen i dag, der tæller. Slaver er slaver, hvis de undslipper og er heldige, så dør de under flugten. Hvis de ikke er heldige, så fanger de dig i live. Hold op med at tænke på friheden, den eksisterer ikke«.

Den frie ånd
Naturligvis får Zarité sin frihed, men ikke uden store personlige ofre, der næsten knækker hende.

Her skal ikke siges mere om handlingen, blot om titlen ’Øen under havet’, der i slavernes oprindelsessted Vestafrika er en metafor for et sted, hvor ånden altid er fri.

Hvor sjælen til sidst mødes med alle forfædres sjæle. Evigheden, eller slavernes svar på Paradis.