Ved sin alt for tidlige død som fyrreårig sidste år efterlod forfatteren Jakob Ejersbo manuskripter til ti noveller og en roman.

Den længste novelle blev med forfatterens samtykke udgivet særskilt i foråret som romanen ’Eksil’, og nu er de resterende ni noveller udkommet under titlen ’Revolution’ med ni forskellige fortællere, de fleste gengangere fra ’Eksil’, hvor de var bipersoner.

LÆS OGSÅAnmeldelse af første bind i Afrika-triologien: 'Eksil'

Til november kommer så romanen ’Liberty’.

Respekt
Hvor ’Eksil’ blev pænt anmeldt, får ’Revolution’ virkelig respekt raden rundt.

Selv ting, der med mindre velvilje kunne ses som et problem, fremhæves som positivt, for eksempel at de ni fortællerstemmer har ens sprog.

»(...) alle formulerer sig med den samme ligefremhed og enkelhed og med plads til et enkelt smil en gang imellem. Sproget samler, hvad der ellers er spredt og tilsyneladende uden nogen forbindelse. De udgør en revolte mod uvidenheden og naiviteten«, skriver Lars Handesten i Kristeligt Dagblad.

Og i Information anfører Erik Skyum-Nielsen:

»Ganske vist snakker de alle samme eller næsten samme rappe, kropsnære sprog, men det tager hos hver af dem farve af deres miljø, og fordi bogen veksler mellem mandlige og kvindelige jeg’er såvel som mellem etnisk rene og hybride personer, opnås stor mangfoldighed på tværs af de fortalte rum«.

Politikens Mikkel Bruun Zangenberg fryder sig over, at just som han frygtede kedelig moraliseren om de dumme hvide og de gode sorte, så »rejste fortællingerne sig fra lærestykkets hængedynd og Mellemfolkeligt Samvirkes drævende prædikener, hvor de ret beset aldrig hang fast, og knuste med fortællekunstens overlegne styrke enhver ansats til blegnæbbet moralisme«.

ANMELDELSEEjersbo efterlader sej og vigtig prosa

Dumme hvide, onde sorte
Hvis man er med på noderne, vil man vide, at politisk korrekt, moralsk og bekymret på andres vegne er det mest kiksede, man kan være for tiden. (Men nok ikke så længe endnu, så hold øje med tidsånden).

Derfor har Ejersbo åbenbart scoret på at vende det hele på hovedet, så det nu er de sorte, der er de onde, og de hvide dumme i al deres mæthed, naivitet og forkælelse, for Ejersbo »gengiver den voldsomme brutalitet, grusomhed, og banalt perverse hårdhed, fattigdommen skaber hos mennesket«, skriver Zangenberg.

Erik Skyum går et skridt videre:

»Hvad mentaliteten angår, fremtræder de tilrejsende hvide som naive idealister, der har råd til at tro på det gode i mennesket, og afrikanerne som kyniske, rå realister, som ved at hvad der tæller er penge og magt«.

Det er et stykke fra Blixens afrikanske farm, Kamante og de ædle vilde over for den hvide mand som materialisten ude af trit med naturen og forfædrene. Eller er det det samme, bare med omvendt fortegn?

Nervechok
I Flensborg Avis skriver Christina Dahl, at Ejersbos efterladte værker kaster et interessant lys ind over forfatterskabet og viser, at ’Nordkraft’ ikke var en enkeltstående beskrivelse af en destruktiv og marginaliseret skare af personer.

Ejersbo er »portrættør af det rå og ubarmhjertige par excellence – og Afrika-bøgerne viser, hvor en forfatter kan få en sådan uddannelse i grusomhed.

Ejersbo »kunne formodentlig ikke have skrevet ’Nordkraft’ uden«.

Jon Helt Haarder i Jyllands-Posten slutter sig til det begejstrede kor:

»På mange måder er ’Revolution’ et forsøg på at skrive et blik på Afrika, der hverken er eksotiserende, medlidende eller bedrevidende, men indforstået, åbent, forslugent, barsk og sørgmuntert. Et vellykket forsøg«.

Jens Henneberg i Nordjyske Stiftstidende taler om »en aggressiv pirring« overalt i beskrivelserne og handlingsforløbene, »som udsætter den borgerlige læser for det ene nervechok efter det andet«.

Hvorvidt ikke-borgerlige læsere (hvem er det?) også mærker pirringen og chokket, skal være usagt her, men Erik Skyum-Nielsen er inde på noget af det samme:

Han taler om »en lille, men effektiv skønlitterær rystelse fremkaldt af en afdød, dybt verdensbekymret forfatter«.

Årets bogbegivenhed?
I Berlingske Tidende vover Jens Andersen et øje ved at hævde, at »den civilisationskritiske trilogi, indbundet i trøstesløst gråt (...) mere og mere ligner den største begivenhed i dansk litteratur i 2009«, og han taler om Ejersbos »rå, stilrene prosa, der også i denne bog er eminent godt skåret«.

Den eneste i min bunke, der har nogen indvendinger overhovedet, er Klaus Rothstein i Weekendavisen, og de er ’kun’ på det praktiske plan:

Et ord optræder, der ikke var ’opfundet’ endnu (’tryghedsnarkomaner’), og en omtalt ’præsident’ var endnu generalsekretær for FN (Waldheim); dertil nogle afsmitninger fra engelsk.

Godt spottet af Rothstein, der i øvrigt også er meget positiv:

»’Revolution’ viser Ejersbo som en både kærlighedsfuld og uromantisk prosaist, forelsket og fortabt i Afrika, lydhør for kontinentets skæbnefortællinger, humanistisk og kritisk over for racismens aflejringer i vore hoveder, og derfor en enestående hvid neger i den danske litteratur«.

Okay, negrene skal altså være de gode ...