Nogle forfattere appellerer navnlig til hjertet og følelserne, andre til hjernen og forstanden.

Og der er næppe tvivl om, hvilket legemsorgan der stimuleres livligst under læsning af Risskovforfatteren og -dramatikeren med det tidlige kælenavn HjerneMadsen, for Svend Åge Madsensgrundgreb i fiktionen er logisk eksperimentel:

»Man tager den foreliggende tilværelse og ændrer forsøgsvis en enkelt variant«, lød hans egen formel engang.

Fødselsdag markeres med ny bog
For eksempel kan han opfinde tidskvanterne i romanen ’Lad tiden gå’, hvor tiden følgelig springer i stedet, også baglæns.

Eller han opfinder virtuel spiritualitet, så konens sjæl kan søge husly i mandens krop, i ’Kvinden uden krop’. En kvindes gener spejles i fire andre kvinder som i ’Genspejlet’.

Eller han overvejer – som i den roman, han udsender nu på sin fødselsdag – i lyset af vores styring af både usynlige gener og fjerne satellitter m.m., om og hvordan der kan kommunikeres mellem de dødes eventuelle hinsidige verden og så vores egen.

'Matemagisk realisme'
Det lyder næsten naturvidenskabeligt, og tilgangen tilskrives da også oftest Madsens ungdomslærdom som matematikstuderende på Aarhus Universitet.

Men hans matemagiske realisme har en vigtigere forudsætning: erkendelsesteoriens stadige overvejelser over, om det nu også er den samme verden, du og jeg sanser – eller vi lever i hver sin illusion?

’Sæt verden er til’ lyder opgaven så, ligesom 1971-romanens titel, og har man svært ved dét tankeeksperiment, gælder det om med 1989-titlen ’At fortælle menneskene’ – gennem fortællingen får vi eksistens også for andre – tilhørere og læsere.

Dramatik med datteren
Så siden debutromanen, ’Besøget’ fra 1963, har Madsen fortalt uden ophør – om ’Tugt og Utugt i Mellemtiden’ og om ’Syv Aldres Galskab’ for nu at tage de største først, men også om ’Hadets bånd’ og ’Edens gave’, om ’Det syvende bånd’ og ’Den ugudelige farce’, ja, slet og ret om ’Levemåder’.

Han har sågar haft levemåde nok til sammen med sin kone at udgive kriminalromaner under fællespseudonymet Marianne Kainsdatter, ligesom han med sin datter har skabt dramatik, dels fire kortoperaer over ’Tugt og utugt’, og nu senest lydteater eller audiomove-drama med titlen ’Hikuins blodhævn’ om vikingetidens Aros.

Altså Århus, denne muligvis eksisterende lokalitet, som er centrum for det særligt knopskydende persongalleri i Madsens verden, slægter som Laveran, Eden, Fant, Bønhase, Monikke, Fegge-Hansen osv.

En tjørnehæk af midtjyske stamtræer, der danner grundlag for flere doktorafhandlinger og desuden er indkodet i det genealogiske program, som Madsen selv har i sin computer – men som strejker i protest mod personernes uægteskabelige eller endnu mere utugtige relationer.

Langt værre end når f.eks. personen Anbod í Brokum har et helt fodboldhold som fædre, og for resten et navn, der på gammelt dansk betyder ’redskabet i bukserne’ – som forfatteren oplyste i de netop udkomne betroelser ’Når man mailer’.

Madsen har fortsat sære ting for
Men de frækt fnisende og skrupintelligente århushistoriers ophavsmand – der også er belæst nok til at være indvalgt i Det Danske Akademi foruden at have fået alle de store danske litteraturpriser, der kan opdrives – overrumpler stadig.

Bedst som man tror, at hjertet er vel forvaret mod hans angreb, »sker det, at der dukker bevægende følelser op«, som Thomas Bredsdorff lettet noterede for to år siden i sin anmeldelse af ’Manden der opdagede at han ikke eksisterede’.

Og bedst som man mener, Madsen er fri for himmelske åbenbaringer, dementeres det i fødselsdagsromanen af en af hans velkendte personer: Den blinde astrolog Adam d’Eden, som engang opdagede den ny danske ø Klonø, findes spiddet på spiret af Århus Domkirke – hvor Madsen selv for fem år siden prædikede over kærlighedstilbudet ’Du kan elske din næste’.

Men hvor skulle den spiddede komme fra – om ikke fra himlen?

Intet tyder på, at Madsen er færdig med at fortælle menneskene. Han har fortsat ’Mange sære ting for’ – som titlen på den ny roman lyder.