Da vi mødes ved garderoberne i kælderen under Nørrebro Teater, er der gået lidt over en måned, siden jeg sidst mailede med Eva Gabrielsson.

»Jeg har ikke tid til Politiken lige nu. Min uge har desuden kun bestået af medier – ikke noget der er interessant for læserne. Kan vi tage det en anden gang?«, stod der i e-mailen.

Eva Gabrielsson var den uge i november endnu en gang genstand for verdenspressens opmærksomhed. Denne gang fordi en svensk avis havde skrevet om et tilbud på 20 millioner svenske kroner fra Eva Gabrielssons afdøde kærestes familie.

LÆS ARTIKELStieg Larssons kæreste siger nej til 15 mio.

Eva Gabrielssons kæreste hed Stieg Larsson.

Den mest succesrige europæiske kriminalforfatter i nyere tid.

De to var sammen, til han i 2004 døde af et hjerteanfald. Kort tid efter gik hans bøger sejrsgang over hele verden med mere end 20 millioner solgte eksemplarer, oversættelser og film.

Ingen del i succesen
Men Eva Gabrielsson blev kendt som kvinden, der ikke fik del i succesen.

Bøger, filmrettigheder og oversættelser blev solgt, uden at hun fik så meget som en svensk krone eller et ord at sige om Larssons livsværk.

Til trods for at de var et par i over 30 år, havde de nemlig ikke papir på hinanden. Og i stedet arvede Larssons bror og far ikke bare alle millionerne, men også retten til trilogiens efterliv.

Eva Gabrielsson har siden Larssons død stået på sidelinjen af Millenium-succesens vanvid.

Konsulent på Nørrebro
Men i december 2010 får trilogiens første bog, ’Mænd der hader kvinder’, verdenspremiere som teaterstykke på Nørrebro Teater i København.

Her har Eva Gabrielsson rollen som manuskriptkonsulent og får for første gang mulighed for at påvirke efterspillet af Stieg Larsson succes.

Og det er derfor, vi nu møder hende på Nørrebro.

For hvad skal publikum have ud af ’Mænd der hader kvinder’ ifølge den kvinde, der var tættest på Stieg Larsson i gennem hans liv?

En mærkelig tilværelse
En begejstret Eva Gabrielsson giver hånden i kælderen under Nørrebro Teaters scene.

Den midaldrende kvinde er iklædt et løsthængende sort jakkesæt tilsat fornuftige brune sko.

Hun har røde kinder af den omkring fire kilometer lange gåtur fra Lyngbyvejen, hvor hun bor under sit ophold i København, til teatret på Nørrebro.

LÆS ARTIKEL Stieg Larssons enke bag ny version af 'Mænd der hader...'

Eva Gabrielsson, der er uddannet og arbejder som arkitekt, »ville gerne have en fornemmelse af byen«, som hun siger.

Interessant udvælgelse
I dag skal hun blandt andet møde de to danske skuespillere, der skal spille Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist i næste års forestilling.

Og så skal hun tale med medier, som igen er interesserede i hendes liv. Vi sætter os ovenpå i en sort lædersofa i teaterets farverige foyer.

»Jeg gik med i projektet, fordi man på teater bliver nødt til at gøre det anderledes end med film. En film kan tage alt for meget med – et teaterstykke skal være kortere. Og det er interessant at vælge det væsentlige ud«, siger hun om årsagen til, at hun nu befinder sig i København.

Endnu er de kun tidligt i processen, men Eva Gabrielsson vil gerne have, at bogens syn på kønsroller finder vej til scenen.

»De kvinder, der er med i bogen, er ikke som mange kvinder normalt bliver portrætteret . De er anderledes. Og det er mændene også. Lisbeth Salander er en ny type kvinde, og Mikael Blomkvist er en ny type mand. Men det gamle samfund forhindrer dem i at udvikle sig som individer. Men de giver sig jo ikke. De slås«, siger hun.

»En mærkelig tilværelse«
Men selv om anledningen til vores snak er teaterstykket, er det alligevel hendes liv de sidste fem år, jeg først spørger hende om.

Foto:  Miriam Dalsgaard For hvordan har det været at leve et liv, hvor man dagligt bliver afkrævet meninger om et forfatterskab, som man ikke har retten til at påvirke?

»De sidste fem år har mit liv kredset om Millennium-bøgerne – og så alligevel ikke. For jeg har jo ikke haft del i det. Eller rettere sagt, jeg er blevet tvunget til at kredse om det, uden at jeg har kunnet være en aktør i det. Så det har været ...«, siger Eva Gabrielsson og holder en kort pause, mens hun kigger ned på sine hænder.

»En mærkelig tilværelse. Det er mærkeligt, når man lige pludselig ikke har eksisteret. Jeg har aldrig eksisteret. Vores liv har aldrig eksisteret. Det er en absurd situation. Det har været lidt som at stå på sidelinjen i mit eget liv«, siger hun med et grin.

Arbejdede sig ihjel
Det liv, som forsvandt, da Stieg Larsson døde i 2004, begyndte i 1972.

Da var Eva Gabrielsson 18 år gammel, og hun mødte en jævnaldrende Stieg Larsson, kort efter at de begge var blevet studenter.

I årene, der fulgte, uddannede hun sig til arkitekt, og da de i slutningen af 1970’erne flyttede til Stockholm, fik Stieg Larsson job på det svenske modstykke til Ritzau, Tidningernes Telegram Bureau.

Mens Eva Gabrielsson blev selvstændig arkitekt, stiftede Larsson i 1995 bladet Expo. Et idealistisk tidsskrift, der skulle kortlægge højreekstremistiske grupper og tendenser i Sverige.

Arbejdet fyldte meget i Stieg Larssons liv. Så meget, at Eva Gabrielsson to gange måtte flytte fra ham for at markere, at han arbejdede for meget.

Men hver gang kom hun tilbage. Og hver gang trappede han arbejdet op, så snart nye, spændende opgaver kom til.

En af dem var bogen ’Mænd der hader kvinder’, som Larsson begyndte på i sommeren 2002, mens Eva Gabrielsson arbejdede på en bog om Stockholms urbane miljøer.

Men Gabrielssons bog om Stockholm blev aldrig færdig. Inden da havde Stieg Larsson bogstaveligt talt arbejdet sig ihjel.

Fem år med omkostninger
Den efterfølgende strid om retten til Stieg Larssons eftermæle er langtfra gået stille for sig.

De seneste fem år har medierne fortalt om kampen mellem Eva Gabrielsson og Larssons bror og far, der arvede alt efter ham.

Eva Gabrielsson mistede ikke bare retten til at forvalte Larssons forfatterskab, men i første omgang også næsten det hjem, hvor de to havde boet sammen, da familien arvede Larssons del af lejligheden.

I de svenske medier er Larssons bror og far blevet fremstillet som pengegriske og kyniske. Men ifølge Eva Gabrielsson har striden ikke kun haft negative konsekvenser for hende.

»Det har også påvirket mig på en god måde. Jeg har lært mere om, hvem jeg er. Der findes visse ting, som jeg helt enkelt ikke gør. Jeg opdagede, at jeg var parat til at miste alt for et princips skyld. Det var interessant at opdage, at der fandtes sådan en grænse hos mig«, siger hun.

Men de fem år har ikke været omkostningsfrie.

»Jeg har jo også mistet mennesker i mit liv, der syntes, at det her var for hårdt. Udadtil ser det pænt ud, men der er ingen kontakt længere. Til gengæld er andre mennesker kommet til. Man får i hvert fald delvist et nyt liv. Det liv må man selv bygge op. Sådan tror jeg, det er for alle, der mister en ægtefælle«.

Men da du mistede Stieg Larsson, havde du mediernes fulde bevågenhed. Og har haft det de sidste fem år?

»Det har gjort det ekstra besværligt. Jeg har i hvert fald ikke kunne være i fred med det. Det kunne jeg måske have haft brug for. Men samtidig tror jeg aldrig, at det nogensinde bliver helt færdigt. Man kommer aldrig over sådan en sorg. Det, synes jeg heller ikke, at man skal, når et menneske har betydet så meget i ens liv. Så skal man ikke glemme dem eller holde op med at sørge«, siger hun.

Ikke bitter, men vred
I dag bor Eva Gabrielsson stadig i den toværelses lejlighed på 56,5 kvadratmeter, som hun og Stieg Larsson boede i før hans død.

Og hun er stadig i gang med bogen om Stockholm.

I november i år mistede hun dog tre arbejdsdage på at besvare mediernes spørgsmål, da Larssons bror og far i Svenska Dagbladet tilbød hende 20 millioner svenske kroner for at afslutte den arvestrid, der nu har stået på siden sommeren 2005.

Tilbuddet vil hun ikke kommentere, men Eva Gabrielsson har ikke tænkt sig at opgive kampen.

Hendes mål er det samme som for fire og et halvt år siden: at få retten til at forvalte Stieg Larssons forfatterskab mod en del af de royalties, bøgerne giver.

Er det ikke svært at undgå at blive bitter?

»Nej, bitter synes jeg ikke, jeg er. Jeg har været forbandet vred. Og det er en helt anden ting. Bitter bliver jeg aldrig. Hvilken glæde har de af tingene, som de er nu? De har skabt deres eget helvede. Og det er ikke mit problem. Jeg har længe forsøgt at få dem til at forstå, at det her ikke går. Og de har ikke lyttet. Hvad skal jeg gøre ved det? Det er individets ansvar. De må tage ansvar for det, de gør. Og hvis de ikke lytter, så kan jeg ikke gøre noget«.Foto:  Miriam Dalsgaard

Og det er netop individets ansvar, der ifølge Eva Gabrielsson er det væsentlige, der skal frem på scenen, når ’Mænd der hader kvinder’ får verdenspremiere på Nørrebro Teater i december næste år.

»Uanset hvem vi er, må vi tage ansvar for vores liv og vores samfund. Vi kan ikke tillade os at være passive. Man kan være aktiv eller inaktiv. Man kan være aktivist eller ikke. Alle har et valg der. Det er egentligt det centrale punkt, som Stieg gerne ville have frem. Et eller andet sted handler det om at vise menneskers storhed og menneskets betydning«.