Fakta

Günter Walraff

Tysk forfatter, essayist og journalist.

Født 1. oktober 1942 i Burcscheid ved Köln. Uddannet boghandler

Efter aftjent værnepligt arbejdede han i forskellige industrivirksomheder og udgav sine erfaringer herfra i 'Industriereportagen' 1970.

I en årrække medlem af Gruppen 61, der ønskede at bruge litteraturen til at beskrive arbejdernes liv.

Senere afslørede han manipulationer og uretfærdigheder med f.eks bøgerne 'Der Aufmacher', 1977 (da. 'Afsløringen'. s.å.) om tabloidavisen BILDs metoder og 'Ganz Unten', 1985 (da. 'På bunden', 1986) hvor Wallraff arbejdede forklædt som gæstearbejderen Ali på en tysk fabrik.

Er udvalg af Wallraff-reportager udkom på dansk i 1978 med titlen 'Wallraff - maskering og sandhed'. I forbindelse med sin 60-års fødselsdag i 2002 udsendte han 'Ich - der Andere' med reportager fra fire årtier.

Wallraff har udgivet mere end 20 bøger, og flere er filmatiserede. Han har modtaget en lang række priser.

Hvor mange mennesker i Tyskland der har en racistisk-aggressiv holdning til sorte, er sociologerne uenige om.

Det står dog fast, at nogle ikke uanseelige grupper i samfundet har brug for racismen som ideologisk klæbestof for at sikre deres ’nationale’ identitet og deres indbildte overlegenhed.

De tilhører den ubehageligste type mennesker, jeg har mødt på min rejse. Forskningen anslår, at et sted mellem 30 og mere end 60 procent af befolkningen – et kolossalt spand – har racistiske fordomme. Og man kan på den baggrund antage, at en tredjedel af tyskerne er erklærede racister.

Utrættelige racister
Selv om det er et mindretal, forgifter de atmosfæren og slår tonen an på gadeplan og overalt, hvor de viser sig, når det tavse flertal dukker sig, kigger væk og lader det højtråbende mindretal udfolde sig.

Man kan læse om mange eksempler på det i avisen; sideløbende med fodbold-’sommereventyret’ i 2006 var der også beretninger om ’no-go-areas’ for sorte i Østtyskland.

Eller da den sorte brasilianer Grafite (VfL Wolfsburg) i 2009 blev valgt som årets fodboldspiller af magasinet Kicker, eller da den ligeledes sorte Cacau fra VfB Stuttgart samme år havde sin debut på det tyske landshold – racisterne gav ikke op.

Smæderåb mod sorte spillere
Uden for FC Energie Cottbus’ stadion prøver jeg at få syn for sagn. I dag er Dynamo Dresden på besøg. Under fodboldkampene i Cottbus har man igen og igen kunnet høre smæderåb mod sorte spillere.

Tilsvininger og slagsmål hører til dagens orden – og fodboldforbundet står magtesløst. I juli 2009 aflyste man sågar en venskabskamp mod FSV Germania Storkow (’Mit Energie für Toleranz’ er klubbens motto) fordi Nationaldemokratische Partei Deutschlands havde truet med protester.

Ved seneste kommunalvalg i Cottbus opnåede ny-nazisterne mere end syv procent. Venskabskampen skulle oprindeligt have tjent som »en manifestation mod højreradikalisme«.

Heil Hitler
Jeg vil ikke ind på selve stadion. Vil hellere holde flugtvejene åbne og bliver udenfor. Jeg går lidt rundt som de andre, stiller mig i den ene eller den anden kø ved en kasse – og bliver ængstelig. Det her er virkelig fjendeland. Skinheads.

Hadske blikke. Anspændt atmosfære, spændte biceps. Nogle af de unge mænds tøj ligefrem bugner af slet skjult NS-symbolik: Talkombinationer som ’88’ og ’18’ (efter bogstavernes placering i alfabetet er det kodesprog for hhv. ’Heil Hitler’ og ’Adolf Hitler’) ses side om side med jakker af det engelske mærke Lonsdale, hvis navn indeholder bogstaverne ’NSDA’ – tydeligt nok for erklærede nazister, også selv om P’et mangler.

Der er én, der stolt stiller sin hedenske urgermanisme til skue: »Wotan, ikke Kristus«.

Skrid!
På trods af den ubehagelige fornemmelse, der sniger sig ind på mig, forsøger jeg at komme i kontakt med nogle af tilskuerne. »Hvad betyder det, der står på Deres T-shirt«, spørger jeg f.eks. én, der hen over brystet har ordet ’Deutschland’ stående med prangende gotiske bogstaver.

»Ved jeg ikke«, knurrer han.

»Hvem vinder?«, spørger jeg et par unge mænd – egentlig et oplagt spørgsmål ved en fodboldkamp.

»Ikke dig«, hvisler den ene sit knappe svar ud mellem tænderne.

Jeg giver ikke op: »Skal vi vædde om det?«.

»Skrid«, siger den anden med aggressiv foragt i stemmen. Han havde helst pandet mig én, men han vil jo gerne ind på stadion og afstår derfor fra et slagsmål, der kunne have holdt ham ude. Og desuden er politiet, omend diskret, hele tiden inden for synsvidde.

En plads i bagagerummet
Efter kampen tager jeg et nyt tilløb. Det endte 1:1, så der er altså ingen grund til surhed hos Cottbustilhængerne. På mit spørgsmål om, hvordan kampen gik, bliver jeg fejet af med et »Jeg var ikke derinde«.

Da jeg røber, at jeg ikke selv kunne komme ind at se kampen fordi jeg ikke havde penge til billetten, får jeg at høre: »Så få dig et arbejde!« med den bidske tilføjelse: »Men ikke her i landet«.

På mit spørgsmål om, hvem der så vandt kampen, giver en ca. 30-årig tyrenakke mig det svar, jeg allerede er blevet fortrolig med: »I hvert fald ikke dig!«.

Foran stadion stiger Dynamo Dresdens fans ind i deres busser. Jeg spørger om jeg kan køre med dem.

»Du vil til Dresden? Så skal du via Elfenbenskysten, over Afghanistan, og når du kommer til Mocambique skal du dreje af, så er du der. Om to dage«. Udbredt latter fra de omkringstående.

En anden fan peger på bussens åbentstående bagagerum og siger: »Dernede, dér mellem bagagen er der plads, smut du derind«.

Skræmmende fascister
Jeg flakker rundt i det truende scenarie – der er én – der løfter armen og heiler – forventer et slag fra hver en kant og spørger i min usikkerhed igen en ung mand, hvad det der står på hans T-shirt betyder.

»Det betyder Tyskland for tyskere«.

Jeg fornemmer at der er noget i gære og går hen til politiets indsatsleder, der nonchalant læner sig op ad sin bil. »De er alle sammen ret hardcore«, siger jeg til ham, »de er skræmmende. Fascister«.

»Nej«, svarer han kort og kontant. Da jeg insisterer, siger han bare: »Det har jeg ikke lagt mærke til«.

»Ey, sorte, gør plads!«
Jeg tror nok, jeg har valgt at spille højt spil, men nu vil jeg vide det. Hvor langt vil de her typer gå? Jeg stiger ombord i det særtog for dresdentilhængere, som Deutsche Bahn har stillet til rådighed. Det er propfuldt.

Mest af unge fyre, men der er også nogle piger imellem. Fodboldchicks. Det er trangt og højlydt, stemningen er alkoholpåvirket, jeg er bange. Jeg fralægger mig den sprogligt begrænsede del af min rolle, simpelthen for at kunne beskytte mig selv, i det mindste rent sprogligt.

Ordvekslingen med en vel sagtens 20-årig anførertype, der vil vise sig over for sin flok og maser sig forbi mig på den smalle midtergang mellem sæderne, forløber sådan her:

»Ey, sorte, gør plads!«.

»Hvide«.

»Ey, hvad for noget ’hvide’, nå ja, jeg er din herre, det er rigtigt«.

»Næ, jeg sagde: Hvide«.

»Hvidt er tysk, du lille«.

»Hvad er så tysk? Sig mig det, forklar mig det«.

»Min bare røv«. (Han vender demonstrativt sin bagdel imod mig.)

»Det tror jeg gerne. Du er på røven«.

»En på kæften! Nu starter tysktimen!«.

Sort på hvidt
Ved de ord overvejer jeg at finde en anden vogn. Min modpart er i mellemtiden kommet forbi mig men spytter sine trusler ud fra sit sikre stade blandt gruppemedlemmerne, men altså højt nok til at jeg kan høre dem.

Jeg er omringet af disse typer. Også i den næste vogn, og den næste igen.

De har taget stort set hele toget i besiddelse. I deres jargon er det et ’nationalt befriet område’ på hjul. Jeg kan ikke gemme mig. Overalt er jeg overmåde iøjnefaldende. Sort på hvidt!

Nogle begynder at skubbe til mig, at gramse på mig. Jeg må gå i offensiven og få dem til at lade mig være.

Han, der fører ordet, bliver svinsk:

»Du kan sutte min pik!«.

»Det kan du selv«.

»Hva’?«.

»Det kan du selv, hvis du da overhovedet kan finde ud af det«.

»Jeg flår dig levende! Skrid, mand! Skrid ud af det her land!

Det her land skal være hvidt!«.

Hans flok holder ham tilbage. Måske er han for fuld og tør ikke indlade sig på slagsmål. Eller også har han set de betjente, der kører med.

For én gang for alle at trænge ham op i en krog fortæller jeg ham, at det er en sort tysker, han står overfor.

»Du tysk? Ha!«.

Hans veninde assisterer: »En sort tysker, det har jeg aldrig set før«.

Et racistisk Østtyskland
I DDR-tiden studerede mange sorte fra afrikanske ’venskabs’-stater i Østtyskland eller blev uddannet i industrien. Imidlertid forhindrede statsadministrationen ligeberettigelse af disse ’gæster’ med den oprindelige befolkning, præcis som den vesttyske politik gjorde i halvtredserne og tresserne med de såkaldte gæstearbejdere.

Her som der blev udlændingene interneret i lejre eller indkvarteret i særlige boligområder. Mens det i Vesten alene på grund af det stigende antal udenlandske arbejdere ikke var muligt at opretholde denne politik, varede isolationen i Østtyskland til opløsningen af DDR.

Efter 1989 blev talrige sorte følgelig skubbet ud af de ’nye’ delstater. En reel kontakt til befolkningen kom aldrig i stand. Tværtimod brød racismen her mere åbent frem end i de ’gamle’ delstater.

Procentvis ligger antallet af overgreb mod sorte væsentligt højere i Østtyskland end i Vesten – trods et markant lavere antal udlændinge.

Tyskland for tyskere
I mellemtiden har en anden af de stolte tyskere rejst sig op og stillet sig i vejen for mig. Igen eskalerer situationen, vi står helt tæt over for hinanden. Så er der en ung, kvindelig betjent, der blander sig. Modigt, synes jeg, for hun stiller sig på min side.

Med høj stemme siger hun fast: »Lad ham komme igennem. Forstår du ikke hvad jeg siger?«.

Hujen og latter – men de giver efter.

»Hvorfor griner I?«, spørger jeg en af de hårdtpumpede typer.

»Fordi du er sort. Derfor griner vi!«.

»Tyskland for tyskere«, brøler en anden fra flokken og giver mig et skub. Heldigvis standser toget i samme øjeblik. Jeg opgiver min plan om at køre med til Dresden og stiger af.

Sieg heil
Ude på perronen brøler de taktfast: »Vi tramper! Vi hærger! Sieg heil! Vi hærger!«. Vi er kommet til Ruhland, og mine lemmer ryster. De havde kunnet kaste sig over mig hvert øjeblik det skulle være. Dette had, denne foragt, denne destruktive vilje.

Hvad de kunne have fundet på, hvis de ville ... Jeg er ikke sort. Jeg kan aflægge mig min sorte hud. Men jeg føler mig alligevel ramt, nedværdiget. Den modige betjent og vel også hendes kolleger i baggrunden har reddet mig fra det, der var endnu værre.

Jeg må tilstå, at jeg aldrig har næret særlig varme følelser for politiet. Kun godt, at den indsatsleder, der ikke kunne få øje på nogen fascister, ikke tilhørte den eskorte, der var med i Dresdentoget.

Oversættelse: Simon Hastrup