Der findes globale litteraturpriser, i hvert fald én – Nobelprisen – og der findes nationale litteraturpriser. Og så findes der her i Norden tillige en regional litteraturpris, nemlig Nordisk Råds Litteraturpris.

De to førstnævnte litteraturpriser læner sig op ad forestillinger om henholdsvis verdenslitteratur og nationallitteratur, som nok er omdiskuterede, men også veletablerede størrelser. Mindre opmærksomhed er der om regionallitteraturen. Findes der en sådan – i Norden?

Det drømte man om i Guldalderen. Romantikken havde jo blandt andet betydet en forstærket litterær interesse for oldtiden, og denne var jo i vores hjørne af verden ikke først og fremmest national, men nordisk.

Af denne interesse fødtes en litterær og forholdsvis højpandet skandinavisme, som voksede sig stor i 1830’erne. »Der går en mægtig ånd igennem Norden«, skrev B.S. Ingemann i ’Nordens ånd i 1833’, som blev fulgt op året efter af Grundtvig med et digt med nøjagtig samme titel.

Åndelig skandinavisme
Der var altså, som titlerne antyder, tale om en åndelig skandinavisme, som i det følgende årti fik et politisk indhold. Inden for litteraturens verden forblev det ved besyngelser af den nordiske broderånd og fælles fortid.

»Vi er et folk, vi kaldes skandinaver«, skrev H.C. Andersen i 1839 i en vise, han selv betegnede som en nordisk nationalsang. Det var der vist bare ikke særlig mange uden for Skandinavien, der lagde mærke til.

Men på Det Moderne Gennembruds Tid – fra 1870 og et par årtier frem – blev den litterære skandinavisme interessant for andre end skandinaver. Det Moderne Gennembrud, som også denne avis er barn af, var en fællesnordisk bevægelse på det politiske såvel som på det litterære område.

»Det vi skal nå til, er kort sagt at befale over den offentlige Mening i Norden«, skrev Edvard Brandes til August Strindberg i 1881, med en berømt formulering, som i hvert fald angiver ambitionsniveauet for den fællesnordiske entreprise.

Norden som litterær region
Det var dog ikke kun hos Det Moderne Gennembruds mænd og kvinder, at den nordiske selvforståelse trivedes. Det gjorde den også i udlandets modtagelse af deres litterære frembringelser.

Ibsen, Strindberg, J.P. Jacobsen, Herman Bang samt deres kritiker og promotor Georg Brandes var navne i europæisk litteratur, hver for sig og tilsammen. Med Det Moderne Gennembrud fik man kort sagt øje på Norden, som her for første gang manifesterede sig internationalt som en litterær enhed – og som en litterær region.

Men det varede ikke ved. I 1928 var det slut. I hvert fald ifølge litteraturhistorikeren H.G. Topsøe-Jensen, som det år udgav en bog om den fællesnordiske strømning i litteraturen fra 1870 og frem.

Titlen på bogen, ’Den skandinaviske Litteratur’, betegnede ifølge ham »en Epoke, som nu er afsluttet (…). I de store Nordmænds, i Brandes’ og i Strindbergs Dage dannede Norden en åndelig Enhed. Dette er (…) ikke i samme Grad tilfældet mere. I litterær Henseende er Båndet mellem de tre beslægtede Folk løsnet; hvert af dem styrer sine egne Veje«, konstaterede Topsøe-Jensen i 1928 (med ombyttelighed mellem betegnelserne Norden og Skandinavien, som jeg også her bruger, selv om den ikke holder for en nidkær betragtning).

Nettoeksportør af krimier
Topsøe-Jensen fik ret i sin konstatering. Og derfor kan man også sige, at der allerede ved indstiftelsen – for snart halvtreds år siden – var noget nostalgisk eller drømmende over den regionale litteraturpris, som Nordisk Råd første gang uddelte i 1962.

Formålet med den er, fortæller Rådets hjemmeside, »at øge interessen for nabolandenes litteratur og sprog samt for det nordiske kulturfællesskab«. Det er ædle hensigter, som vi formentlig er mange, der fatter stærk sympati for.

Mens kun få af os vil hævde, at det går godt for den litterære gren af det nordiske kulturfællesskab – eller vove at tale om Norden som en litterær region.

Det gør man til gengæld i udlandet – igen. Norden er i dag en nettoeksportør, som det hedder inden for olieindustrien, af krimier – krimier med en samfundsdebatterende dagsorden, med blik især for velfærdssamfundets skyggesider og med rødder i den tradition, som det svenske ægtepar Maj Sjöwall og Per Wahlöö indstiftede fra 1965 og ti år frem.

De skandinaviske lande findes ikke
I Tyskland, for eksempel, er den ’nordiske krimi’ en veletableret betegnelse, som bruges flittigt i markedsføringsøjemed. Her er Norden altså blevet synlig på ny som en litterær region.

Hvad det fortæller os, er, at litteratur (eller andre æstetiske udtryksformer) ikke behøver at rejse langt, før den bliver opfattet og modtaget som nordisk eller skandinavisk frem for dansk, svensk eller norsk.

Og det gør vi for resten heller ikke selv. Mange steder – og særligt uden for Europa – kommer man jo ikke langt ved at præsentere sin nationale identitet. I det store udland findes de skandinaviske lande stort set ikke – som andet end Skandinavien.

Inden for Norden rejser vi uden pas, og uden for rejser vi med vores regionale – nordiske – identitet, som langt oftere får en klokke til at ringe.

Fra drøm til virkelighed
Det er altså ikke mindst uden for Norden, at det nordiske kulturfællesskab, som Nordisk Råds Litteraturpris skal fejre og fremme, i dag findes som en betydningsfuld forestilling. Det er her, den nordiske identitet bliver tydelig og sættes på spil.

Og det er ikke mindst i de kulturmøder, der her udspiller sig, at der fortsat er rige muligheder for litterære undersøgelser af det nordiskes betydning.

Tag bare Jakob Ejersbos Afrika-trilogi, hvori et persongalleri af svenskere, danskere og finner møder verden som skandinaver – og mødes af verden som skandinaver. Hvem andre kunne finde på at installere en sauna i Tanzania?

Her bliver det nordiske kulturfællesskab, der let kan tage sig ud som en luftig drøm, til virkelighed af den slags, som god litteratur kan være gjort af.