Der er ingen sammenhæng, og hvis der er, er den ganske underfundig og tilfældig.

På nogenlunde samme tid som Marx og Engels arbejdede på ’Det Kommunistiske Manifest’ og Marx på ’Kapitalen’ skød lord Burnham på godset Hall Barn 3.937 fasaner, prinsen af Wales 3.114 stykker, mens hertugen af Portland klarede 1.504 agerhøns og R.H. Rimington-Wilson nedlagde 2.843 grouse, hertugen af Marlborough 6.945 kaniner og lord Leicester 1.205 harer.

Det foregik alt sammen i slutningen af dronning Victorias regeringstid, hvor Britannia ikke alene herskede over verdenshavene, men også over den halve verden.

Lystige tider
Jagtskydningen fandt dog først sin egentlige blomstring, da hertugen af Wales, den senere kong Edward VII (der var Victorias søn med prinsgemalen Albert) fandt ud af, at der var andet i verden end kedelig lærdomsindterpning og protestantisk spægelse.

LÆS ANMELDELSE Homo-indvandrere er på flugt i ny Rifbjerg-roman

Han blev – som det vil være mange danske bekendt – gift med Christian IX’s datter, prinsesse Alexandra og blev en meget rejsende herre, som stiftede bekendtskab med mange af de magtfulde kongehuses kronede hoveder lige fra den russiske tsar til kejseren af Østrig-Ungarn (kendt fra ’Sommer i Tyrol’) og fætteren, kejser Wilhelm af Tyskland, som han i øvrigt ikke brød sig særlig om.

Det var stort set lystige tider med privilegier baseret på socialt stade (det højeste) og masser af penge, som blandt andet gjorde prins Edward i stand til at købe godset Sandringham, hvor et jagtvæsen af overvældende omfang efterhånden etableredes.

Noget skulle de fordrive tiden med
Det gjaldt jo for de nydende i modsætning til de ydende klasser om at finde på noget at fordrive tiden med, hvilket stort set skete i form af overdådig selskabelighed, men selv den slags kræver opfindsomhed, for ikke at blive trivielt, og her kom jagten ind i billedet.

Nu er ordet ’jagt’ i den forbindelse misvisende, og man skelner da også sprogligt på engelsk mellem ’shooting’ og ’hunting’, hvor vægten lægges på skydeegenskaberne og antallet af de nedlagte stykker vildt, når det drejer sig om ’shooting’, hvorimod ’hunting’ bygger på den gammeldags form for jagt, hvor man opsøger vildtet og nedlægger det, når chancen byder sig.

Man skal i den forbindelse hele tiden holde sig for øje, at når det drejede sig om de øverste klasser, spiller begrebet ’underholdning’ en afgørende rolle.

Foto  fra Jonathan Ruffers 'The Big Shots' For når mændene kaldtes sammen til de store klapjagter i sæsonen – hvor hundreder af klappere kunne være engageret og tusinder og tusinder af fasaner sat ud – var der jo også fruentimmerne at tage hensyn til.

Jagten fik sin egen station
De kedede sig i reglen grundigt ved at se fasaner falde ud af himlen hver gang et skud blev affyret, til gengæld var det en absolut forudsætning, at de for underholdningens og deres forfængeligheds skyld, skulle skifte tøj fem gange om dagen, én gang for hvert måltid og den afsluttende fjorten retters souper med bal, som afrundede en dag på landet.

LÆS OGSÅ Rifbjergs roman nr. hundredenoget er rørende

Derfor kom jernbanen også til at spille en afgørende rolle som garant for underholdningens udfoldelse.

Prinsen af Wales fik således bygget en særlig station ved Sandringham, hvor et spor blev lagt ud, så damerne med deres kammerpiger og hofdamer kunne nå bekvemt frem med alle deres kufferter og hatteæsker, og mændene suse tilbage til London, hvis vigtige forretninger kaldte mellem såterne.

At det ikke altid var forretninger, der kaldte, kan man aflæse af en bemærkning en gæst kom med til værten, da han pludselig følte sig kaldet til at bryde op:

»Hovedretten var sgu så kold, at jeg havde tandpine hele natten og ikke lukkede et øje«.

Præstationsskydning
Med vore dages øjne er det svært at begribe omfanget af standens privilegier.

Hverken Sandringham eller de andre godser stod jo på en grund af kolonihavestørrelse, men omfattede arealer på mellem 50 og 100 tusind tønder land.

Og når der blev investeret penge i for eksempel jagtvæsen, drejede det sig ikke om klatskillinger, for det koster – selv når skatten kun er fem pence pr. pund – formuer at udklække 12.000 fasaner til privat brug og lønne en stab på mange hundrede mand, for at holde cirkusset kørende.

LÆS ARTIKEL Rifbjerg serverer velsmagende tidsbilleder og god mad

Men sådan var det, og når indbydelsen til en uge på landet kom, var det uklogt at sige nej og mange tak, for derved afskar man sig ikke alene fra en eftertragtet fornøjelse (der gik under navnet ’sport’), man ødelagde også sin chance for at gøre gengæld og måske endda overgå den inviterende i mængden af vildt og antallet af opulente retter og kostbare vine.

Edward, der i øvrigt ikke tog meget til sig af den slags, drak, når det skulle være, aldrig andet end Chateau Lafite.

Andre faktorer end behovet for underholdning gjorde sig gældende, når det drejer sig om udviklingen af ’The Shoot’. Dengang det handlede mere om jagt for herremanden end om præstationsskydning, havde det også noget med bøssen at gøre.

Man skyder ikke om kap med en forlader, og først da bagladegeværet kom til i midten af 1800-tallet, begyndte massemyrderiet at tage form.

Våbenteknisk blev der gjort enorme fremskridt, men uden menneskelig assistance gik det ikke, for naturligvis er der ikke tid til, at en rigtig gentleman kan nå at lade sit gevær, mens fasanerne vælter frem eller ryperne komme i bundter hen over hovedet på ham, der skal en ’loader’ eller ’lader’ til.

At der har været gang i gulerødderne, og laderen har haft sved på panden indimellem, kan man forestille sig, når man hører, at det lykkedes lord Ripon (’Lord de Grey’) at skyde 28 fasaner på mindre end ét minut.

Det er uhyre nemt at blive forarget næsten til brækpunktet ved disse excesser, og der er da heller ingen særlig undskyldning for dem.

»Skyd den, dit gamle fedtindsmurte abehoved«
Når de alligevel er værd at beskæftige sig med, er det ikke blot fordi de har historisk interesse, men fordi de siger noget elementært om klassebevidsthed og den selvfølge, hvormed man tager sine privilegier til sig.

Hverken prins Albert (som Edward hed i virkeligheden efter sin far) eller nogen af de andre Kings and Queens Lords and Ladies var i stand til at opleve deres tilværelse som andet end fuldkommen naturlig og hentede da også deres bekræftelse i Englands position som verdensmagt.

Her skulle ikke komme nogen og fortælle de øverste klasser noget – heller ikke de lavere og allerunderste i fædrelandet.

Hvilket er ganske tankevækkende, for det var ikke kun Karl Marx, der støbte de revolutionerende kugler i London, vilde oprør fandt sted rundt omkring med Kommunen i Paris og den Russiske Revolution (der fik så skæbnesvangre følger) som de mest iøjnefaldende eksempler.

LÆS ARTIKEL Rifbjerg skriver digt om dræbte soldater

Men aldrig i England.

Mens lorderne plaffede fasaner ned, kom minearbejderne op fra mørket, ikke for at hive de usandsynligt dyre Holland & Holland-jagtgeværer fra jægerne og slå dem oven i hovedet med dem, men for at se på og måske få luft for en enkelt grovhed som i et tilfælde, hvor en tilskuer, der havde holdt penge på, hvor mange fasaner Lord Derby ville skyde, så ham lade én gå forbi, fordi den fløj for lavt og råbte:

»Shoot it, you greasy-headed old bastard – I’ve got a shilling on thee!« (»Skyd den, dit gamle fedtindsmurte abehoved, jeg har holdt en shilling på dig!«).

Gentlemen og stævnemøder
Af gode (og mindre gode) grunde opfatter man altid Victoria-tiden som bornert, seksualforskrækket og følelsesundertrykkende, men det gjaldt knap i de højere kredse.

Prinsen af Wales morede sig glimrende i Paris med både dit og dat, og da en letlevende dame mødte op på én af de store jagter, fordi hun ville i seng med kongen (Edward VII) men fik at vide, at det desværre ikke kunne lade sig gøre, spurgte hun den fornemme cerberus, om hun så ikke kunne få lov til at ligge med ham i stedet for, det smagte da altid lidt af fugl!

En anden person, der også var højt på strå, lykkedes det at få en fræk aftale med en skønhed efter jagtmiddagen, men efter mødet med alt det andet fjerkræ, var han så træt, at han faldt i søvn og bommede stævnemødet.

Men vågnede med et spjæt langt ud på natten, listede ned til hendes værelse ad den lange gang, for blot at finde en skumlende gentleman, der havde sat sig på dørtrinnet for at se, hvem der mon dristede sig til at dukke op i uanstændigt ærinde.

Foto  fra Jonathan Ruffers 'The Big Shots' Den uheldige elsker gemte sig på badeværelset og lod, som om han havde glemt at børste tænder.

Af og til var selskabet trods alle anstrengelser så kedeligt som et tea party hos A. Hitler i Berchtesgaden.

Alligevel forlangte Edward, at ingen gik i seng før ham, og til den ende holdt han hver aften mandtal, for at se om nogen manglede.

Da der var underskud en aften, og det viste sig, at det var en 75-årig gentleman, der havde fået ondt og derfor var krøbet til køjs, blev han kommanderet op, så selskabet var fuldtalligt, og Edward kunne kommandere ham i seng igen, når han selv var klar til kanen.

Broken Britain
Omtalte Anden Marquis af Ribon (’Lord de Grey’) skød fra 1867 til 1923 sammenlagt 121.193 agerhøns og 241.224 fasaner plus det løse.

Han overlevede altså Første Verdenskrig (måske fordi han var for gammel til at være med) alligevel kostede ét af det forrige århundredes helt store shooting parties det meste af en generation og størsteparten af alle dem, der havde lagt gevær til sportspræstationerne på de engelsk godsers klapjagter.

Noget var definitivt forbi, og intet blev siden hen det samme, ja nu er det endda gået så galt, at man taler om Broken Britain med og uden flagsvingen og røgsvagt krudt og tusinder af fasaner på paraden.

Marx og Engels kunne have forudsagt det med rimelig præcision, og få græder andet end tørre tårer i den anledning.

Men festtoget er kørt, hvilket godt kan give et lille stik i hjertet på den, der værdsætter kvalificeret underholdning og gerne skyder en fasan eller to uden at skamme sig. Selv om der som bekendt er så meget, man ikke må.