Tine Harden kunne mærke det, da hun nærmede sig flokken af mennesker. Gåsehuden. I 25 graders varme. Foran hende rendte otte masaibørn og deres fædre rundt. De løb så hurtigt, at deres ternede klæder flagrede efter dem i luften.

En af fædrene, klædt i røde og blå tern med røde, blå og hvide smykker bundet fra halsen og om livet, tog tilløb. Løb et par barfodede skridt gennem savannens gulgrønne græs med øjnene rettet på den lille bold foran ham, lavet af stofrester og strømper, bundet sammen af snore.

Mens han sparkede til bolden, og børnene klumpede sig sammen foran ham i forsøg på at ramme den, rystede fotograf Tine Hardens hænder, så hun var bange for, hun ikke kunne tage et ordentligt billede.

Hun havde rejst i Afrika gennem mere end to år. Gennem 11 lande. For at dokumentere det, hun så lige nu. At der bliver spillet fodbold overalt i Afrika. Overalt. Hun havde allerede fotograferet i slumområderne, hvor børnene spillede med flasker som bolde, landsholdene, der spillede foran titusindvis af fans og de amputerede fodboldspillere i Sierra Leone.

Men alle havde sagt til hende, at der var ét folk, der ikke spillede: masaifolket.

»Men selvfølgelig spillede masaifolket fodbold«, siger Tine Harden.

Alle spiller fodbold
»Der findes ganske simpelt ingen steder, hvor der ikke bliver spillet fodbold i Afrika. Fodbold binder Afrika sammen«.

10. maj udkommer billedet af de fodboldspillende masaier i bogform. ’A kick out of Africa’, hedder bogen, der består af mere end 100 billeder af fodbold i Afrika. Men egentlig er det ikke fodbolden, der er vigtig i Afrika. Det er alt, hvad den står for.

»Fodbold i Afrika handler ikke bare om selve spillet eller om at sparke til en bold. Det handler om, at fodbold giver de unge noget at lave, så de ikke står på et gadehjørne og laver ballade, ligesom det giver resten af befolkningen et frirum og en fælles interesse at mødes om i en hård hverdag«, siger Tine Harden.

Et andet billede af Afrika
Tine Harden blev uddannet fotojournalist i 1980, har gennem de sidste 20 år jævnligt rejst i Afrika og interesseret sig for kontinentet lige så længe. Fodbold har hun også altid været fan af.

Som barn så hun fodbold hver lørdag i parcelhuset i Odense. Sad i stuens beige lænestol, mens faren sad i stolen ved siden af hende, og lillebroren lå og flød i sofaen. I hænderne havde hun sit Manchester United-krus i røde og orange farver, som hun drak den ugentlige Faxe Kondi-sodavand af.

Men på trods af at fodboldinteressen har fulgt hende livet igennem, og hun selv har spillet fodbold som voksen, var det først for fire år siden, at hun kædede det sammen med interessen for Afrika. Det skete, da hun i 2006 var i Niger for nødhjælpsorganisationen Care sammen med journalisten Kim Faber.

Mens de om eftermiddagen kørte af sted i en jeep, kom de igennem den ene landsby efter den anden. Med lerklinede hytter og små boder, hvor kvinderne solgte frugt, mens børnene spillede fodbold i det røde sand. Og journalisten og fotografen kom til at snakke om det, om at man altid kun hører om Afrika, når det går helt ad helvede til, når der er mord og krig og al den slags.

Men her, hvor de kørte, var der bare helt almindeligt hverdagsliv. Det kunne de egentlig godt tænke sig at lave en bog om med udgangspunkt i fodboldspillet og op til VM i Sydafrika i 2010. Det blev Tine Harden, der gjorde det.

»Jeg ville gerne tegne et anderledes billede af Afrika, og fodbold er en fantastisk måde at gøre det på. For uanset hvor forskellige de 53 afrikanske lande er, så betyder fodbold utrolig meget for dem alle. Religionen er måske det vigtigste i Afrika, men fodbold kommer ind på en klar andenplads«, siger Tine Harden.

Driblinger imponerede
I 2007 tog Tine Harden af sted. Hun rejste alene, og hver gang hun mødte en lokal i de landsbyer, hun nåede frem til, spurgte Tine, om han eller hun vidste, hvor der blev spillet fodbold. Det gjorde de altid.

Så tog hun af sted, fandt frem til holdets træner og spurgte, om hun måtte tage billeder af drengene, der spillede. Var de skeptiske over hende, en hvid kvinde, alene, på en fodboldrejse, lånte hun bolden et øjeblik og lavede et par driblinger. Så var der stille. Og hun måtte tage billeder.

Ofte spurgte de hende, om hun ville sponsorere kampen. Det betød, om hun ville betale for sodavand og vand til spillerne efter kampen og for at få kastet hvidt kalkstøv ud på den gulbrune grusbane for at markere striberne. Det ville hun gerne. Så fik hun lov til at sparke kampens første bold.

Håbet om en talentspejder
Flere gange skete det også, at drengene troede, hun var talentspejder fra en professionel, europæisk fodboldklub. Så løb de hen til hende og bad om at tage dem med til hendes klub. Da hun fik forklaret, at hun bare var fotograf, blev de ved.

»Please«, sagde de.

»Vil du ikke nok tage mig væk herfra?«.

Det ville hun ikke. Hun gav heller ikke sit telefonnummer fra sig. Eller lærte nogen af drengene rigtigt at kende.

»Jeg var en mulighed for at få et bedre liv. Og jeg ville gerne hjælpe dem med vand, fodboldstøvler og bolde, men derfra og til at redde alle de unge mænd, der gerne vil til Danmark – det kunne jeg jo ikke, men det gjorde også, at jeg ikke kunne danne personlige venskaber«, siger hun.

For fodbolden er en chance for alle de drenge, Tine Harden har mødt og fotograferet. Det er det eneste alternativ til kriminaliteten, der findes i de områder, hun er færdedes i, hvor der ikke eksisterer fritidstilbud, en computer eller så meget som et spil kort at få tiden til at gå med. Så de afrikanske drenge træner hver eneste dag. Og håber at blive opdaget af en talentspejder.

Det lykkes sjældent. I stedet bliver de i deres lokale fodboldskole, den eneste uddannelse, drengene nogensinde får, og hvor de, hvis de er heldige, også lærer lidt om hygiejne og engelsk.

Men fodbold giver ikke kun den enkelte afrikanske dreng omridset af et håb. Det er også med til at stive de afrikanske landes selvtillid af, mener Tine Harden. Og måske endda holde indbyggerne i ro.

VM kan forene folk
Uanset hvor Tine Harden rejste hen, uanset hvor små og støvede landsbyerne var, så var der altid et blikskur med aftenens kampe skrevet med hvidt kridt på en sort tavle midt i landsbyen. Og om aftenen sad alle landsbyens mænd og så kampe, mens de heppede på de afrikanske spillere, som de næsten ikke engang kunne se for fjernsynets flimren.

Gjaldt aftenens kamp en landskamp, kunne det ikke blive større. De afrikanske fodboldlandshold formår nemlig at skabe et sammenhold i de afrikanske lande, mener Tine Harden.

»Man har en masse lande, hvor det går helt ad helvede til, og man klarer det dårligt, og man synes præsidenten er en lort. Og så lige pludselig begynder man at vinde i fodbold. Alle synes lige pludselig. Hej! Vi har da noget, vi er gode til. Lad os stå sammen om det«, siger hun.

Opium
Men på den måde fungerer fodbold også som en slags opium for folket, forklarer Tine Harder. Måske holder folk sig i ro, når de har fodbolden at samles om, mens alt om dem går ad helvede til. Og det ved de afrikanske statsoverhoveder.

Eksempelvis købte diktator og præsident for DR Congo, Mobutu Sese Seko alle de congolesiske spillere, der ellers var solgt til belgiske fodboldklubber, tilbage til DR Congo for at være sikker på, at det DR congolesiske landshold ville vinde kampe og dermed gøre Mobutu populær.

Det er også derfor, det betyder så meget for Sydafrika, at VM i fodbold, der begynder 11. juni, går godt.

»Sydafrika vandt VM i rugby, lige efter apartheidstyret sluttede. Og det fik folk, der tidligere havde kæmpet mod hinanden under apartheidstyret, til at samles og være fælles om noget større. Det er det samme, det gælder op til VM. Sydafrika håber meget, at man kan bruge verdensmesterskabet til at forene mennesker på tværs af ideer og hudfarve og give en fællesskabsfølelse«, siger Tine Harden.

»Og det jo netop pointen med fodbold i Afrika. Det handler egentlig ikke om bolden. Det handler om alt det udenom«.