Det bliver vist første gang Klokkeblomst slår et sving ind over Danmark. Den lille, temperamentsfulde alfepige med det ringlende overskud af tryllestøv har ellers været i omløb i 100 år, for skotske J.M. Barrie opfandt hende - og det evige barn Peter Pan og ønskeøen Neverland og hele balladen - i 1904. Men når hun nu omsider kommer til København næste weekend, er anledningen komiks.dk. Kedelhallen Tanken om at udskifte minimal-flyverdragten med kedeldragt kunne Klokkeblomst godt få, når hun ser lokaliteten. Kedelhallen hedder den, den ligger på Nyelandsvej 75 A på Frederiksberg, og dér finder Komiks.dk sted 6. og 7. november som den første tegneseriefestival i København siden det stort anlagte - og tordnende mislykkede - forsøg under Kulturby 96. Udstillere og sponsorer er danske serieforlag, butikker m.fl., men festivalens program er både internationalt og dansk. Grand Prix til Loisel Det er således den særligt frække, franske version af Klokkeblomst vi får at se, når tegneren Regis Loisel søndag ruller hele sit lavmytologiske, dybdepsykologiske og eventyrrealistiske Pan-orama ud. Tegneren, der i januar i år modtog Grand Prix ved den største europæiske tegneseriefestival i den sydfranske by Angoulême, udsender nemlig i morgen det længe ventede 6. bind af sin originale omdigtning af Peter Pan, og med Klokkeblomst på forsiden. Den danske udgave af albummet er dog ikke klar endnu og heller ikke en bebudet tegnefilm over serien. Samme søndag kan man også høre amerikanske Jeff Smith fortælle om sin 'Bone' og Bryan Talbot om 'Den Uartige Rotte'. Men de to er nu også på Kedelhallens scene allerede lørdag den 6. i en samtale om udgivelsesproblemer. Og samme dag kan man møde danske Peter Madsen og Henning Kure (Valhalla), Rune T. Kidde & Band samt en stribe danskere, der tegner serier til udlandet: Flemming Andersen, Teddy Kristiansen, Ole Comoll Christensen, Peter Snejbjerg, Wulffmorgenthaler m.fl. Diverse ærespriser Man kan også lære selv at tegne serier, tre workshops tilbyder indføring i at skabe Disney-serier, Manga-serier og serier om Kaj & Andrea. Men er der overhovedet et marked at afsætte ny tegneserier på? Inden festivalprogrammets afsluttende panel-møde med de udenlandske deltagere bliver dét spørgsmål vendt af et stort panel af danske tegnere, bl.a. Sussi Bech, Ivar Gjørup, Lars Hornemann, Ove Høyer, Per Vadmand og Wulffmorgenthaler: Avisstriber eller seriehæfter? Hjemmesiden www.komiks.dk oplyser adressen på de tegneseriebutikker og kiosker, der sælger billetter til arrangementet. Og her kan man stemme om diverse ærespriser, der uddeles, når festivalen tyvstarter allerede fredag aften.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
De fleste mænd er en skilsmisse eller en fyring fra at sidde på et lejet værelse i forstæderne med deres fiskestang og et alkoholproblem
-
Svenskerne bliver ved, hvor tyskerne, franskmændene og måske også briterne giver op
-
Ukendt historie udgives 47 år efter ikonisk dansk forfatters død
-
»Det gik op for mig, at jeg var i en suite med en mand, der overhovedet ikke var ude på det, jeg troede«
-
Test: Er du bedre til geografi end gymnasieeleverne fra årgang 2003?
-
Radikales udlændingeordfører: »Voldsomt, hvor meget fokus der ender med at være på de 66 personer«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
VM-kvalifikation
Debatindlæg af Matilde Dueholm
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce





