Bøger

Sandt og falsk med Llambias

Pablo Llambías’ ny roman er en underfundig leg med menneskers fortællinger om dem selv og hinanden. Bogen har en umiddelbar appel, der bør skaffe nye læsere

Bøger

Pablo Llambias er kendt som en eksperimenterende multikunstner og en ikke helt let tilgængelig forfatter.

Hvad angår det sidste, kan han nu få sit image udvidet med romanen ’De elskendes bjerg’, der nok rummer både gåder, ironisk raffinement og leg med fiktionen, men ikke desto mindre har en helt umiddelbar og bred læserappel.

Birthe er ved at dø. På falderebet fortæller hun sin voksne datter Luisa, at hendes far, Jannik, ikke er hendes rigtige far. Det er derimod Gerardo, den flotte tjener fra Torremolinos, hvortil hun rejste med ungdomsveninden Anja.

Luisa hører moderen fortælle om den rus, det var dengang i Spanien, om hvordan hun blev sig selv, fjernt fra den person, hun var i familien.

Identiten verdes og drejes Det er ellers alle andre end Birthe, der bærer stemmen i den række af kapitler, der udgør romanen. Vi hører ægtemanden Jannik skildre deres ægteskab, som han kalder et skuespilleri for to personer, der befinder sig i »tilstedeværelsesteateret«.

Børnenes stemmer beretter om rollen som mere eller mindre villige statister i familiestykket med forældre, der må spørge, om de er de rigtige for hinanden.

Birthe har senere forsøgt at blive sig selv på diverse selvudviklingskurser, men den glade og optimistiske person, hun gennemfører at spille i tiden op til næste kursus, er de nu ikke vilde med som afløsning for den enten hysteriske eller frustreret neddæmpede mor og hustru.

Hvem er Birthe egentlig? Identiteten vendes og drejes på underfundig måde i denne roman om, hvad det vil sige at være rigtig og forkert. I forhold til sig selv og i forhold til de andre.

Ægte eller forloren
Og desuden: Hvem er den rigtige far, og hvem er den forkerte? Luisas far er Jannik, det mener hun også, men Gerardo er hendes biologiske ophav – som hun gerne vil kende. Det er romanens kup, at dette ’Sporløs’-projekt opløser sig i det bizarre, da det viser sig, at Birthes fortælling er forkert. Det er veninden Anja, der har haft den hede affære med Gerardo, og så siger jeg ikke mere.

Med andre ord – man kan ikke regne med folks fortællinger. De er beregnet til en slags selvafpudsning ligesom firmaernes storytelling om deres produkter. Llambias leverer en gennemført og ironisk kommentar til tidens narrratologiske forhippethed,

Ægte eller forloren. Det litteraturhistorisk klassiske spørgsmål ’hvem er jeg?’ sættes i spil i en meget interessant fortælling udsat for flere stemmer, hvor hver version nådesløst kommenterer og udleverer en andens historie.

Too much

Titlen henviser til det bjerg, som to unge elskende, der ikke kunne få hinanden, en maurer og en kristen, engang flygtede til og sprang ud fra lige foran deres forfølgere. I dag springer de unge Romeoer og Julier ikke ud fra bjerge, men skilles af landegrænser. Det gælder også Luisa, der til slut forelsker sig i en illegalt indvandret marokkaner i Spanien. Slutningen er på flere måder sødladen. Og selv om den også er en politisk kommentar og nok så meget en bevidst melodramatisk opvisning, er den ikke desto mindre too much. Men Llambías’ stil falder man for. Knap og præcis, smidig. Janniks ægteskabsbeskrivelse og hans blik på en kone, der tror, hun kun kan blive sig selv i en kursusoptimeret udgave, er formidabel og tragikomisk. Gerardos skildring af livet som tjener og ’ægte spansk’ forfører i Turistspanien med de hurtigtplukkede skandinaviske piger ligeså. Alle i romanens univers er forfaldne til et skuespilleri, der dog pludselig kan gennembrydes af en ægte tåre, en ægte følelse. Tilsyneladende, for er den ikke også drevet op af kulisser ...? Romanen vender og drejer sig i sin leg med fortællingen og i sin undersøgelse af, hvad der er sandt og falsk. Vi har måske efterhånden fået nok af postmoderne udsagn om den manglende bund under disse begreber – men et par sandheder, kan Pablo Llambías nu alligevel fortælle os.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce