»Skriv om så det gælder«

Hanne Richardt Beck har skrevet en rost roman ’Om så det gælder’ om Danmark under Anden Verdenskrig. Den bygger på de skygger, hun bærer med sig i form af en barndom præget af en far, der var ødelagt af tortur efter Neuengamme. Han var frihedskæmper, og hun burde have været stolt af ham. Men hun skammede sig.

Bøger

På vej hen til Hanne Richardt Beck slår jeg et slag forbi Nyelandsvej på Frederiksberg.

Under Anden Verdenskrig, hvor det meste af handlingen i ’Om så det gælder’ foregår, lå her et tysk lazaret. Sådan et var der formentlig også god plads til i en af de enorme villaer.

Det er her fra sin båre, bogens ene hovedperson, Vita, ser noget, der vender op og ned på, hvad der er sandt og falsk.

Senere på dagen ser jeg lidt på Brønshøj, hvor villavejene ligger, som man må tro, de gjorde i 40’erne og 60’erne. Nu med flere biler, sorte tegltage og flere indbyggere af anden etnisk oprindelse end brønshøjsk, alt efter hvilket kvarter man er i; men Brønshøj fra den tid, hvor romanens Vita, Viggo og Max – og senere forfatteren selv – voksede op, er mere eller mindre genkendelig.

Tilstrækkelig stor og lille
Den geografiske flakken rundt er inspireret af Hanne Richardt Becks roman. Sådan kan man altså også opleve verden med bøger – ud og se med Hanne B.:

»Jeg er inkarneret københavner og ville gerne sætte alle de steder, jeg kender, på landkortet i bogen. Det var der en eller anden fryd ved at gøre. Og så kan man i kraft af stedangivelser skabe et autentisk univers, hvor det bliver sandsynligt, at de her ting virkelig skete, og de her mennesker virkelig levede. På den måde kan man komme til at stille spørgsmål om vigtige emner«.

Det er vigtigt at lave en realistisk ramme?

»Ja, men det er ikke det hele, der stemmer, for eksempel var der ikke en biograf i Brønshøj, der hed Højenhald Bio. Men jeg ville ikke risikere at skyde en tidligere biografdirektør noget forfærdeligt i skoene. Det, der også er fascinerende ved København, er, at den, som en af mine personer siger, er tilstrækkelig stor til, at man kan forsvinde i den, og tilstrækkelig lille til, at man kan finde hinanden, hvis man vil. Det er noget særligt for København i forhold til så mange andre hovedstæder. Det synes jeg er meget charmerende«.

Taget af nazisterne
Men fra den ydre geografi til den indre. Hanne Richardt Becks nyeste roman tager udgangspunkt i hendes egen oplevelse af, at skyggerne fra Anden Verdenskrig stadig når hele vejen op i nutiden:

»Min far var i modstandsbevægelsen, blev taget af tyskerne og sendt til Shellhuset, Vestre Fængsel, Frøslevlejren og Neuengamme. Han blev forhørt og tortureret og fik sit liv ødelagt både fysisk og psykisk. Han fik aldrig arbejde, kunne ingenting, lå meget i sengen. Først tre måneder efter min far var død, kom der et brev med den erstatning fra staten, som han havde søgt om i mange år. Jeg var ti, da han døde. Min barndom var ét stort tabu omkring, hvorfor min far var så syg. Jeg vidste godt, det var noget med krigen og tyskerne, men det er typisk for de tidligere modstandsfolk, at de ikke kunne tale om, hvad der var sket. I dag ved man, at det er forbundet med en masse skam at have været torturoffer«.

Skam?

»Ja, man skammer sig over, at man overhovedet blev taget, over hvordan man klarede det – eller ikke klarede det – under forhørene. Også det med, at man måske ikke kan håndtere det bagefter, skammer man sig over. Det, sammenholdt med alt det forfærdelige, man har oplevet og ikke kan dele med nogen, gror op som en mur rundt om en selv og familien. På den måde er jeg selv vokset op med en masse hemmeligheder og løgne og bortforklaringer. Det har præget mig hele mit liv«.

Næste generation
I bogen får Viggo muligheden for at fortælle sandheden om deres handlinger under krigen til Max’ datter, som i øvrigt er på din alder. Bogen stopper der, men vælger Viggo at røbe, hvad der virkelig skete?

»Jeg håber, Viggo bryder gennem den mur og siger til næste generation: Nu skal du høre, sandheden er sådan her. For selv om sandheden kan være grum, tror jeg, den er at foretrække. Et spind af hemmeligheder og løgne kan være virkelig nedbrydende. Men det er da et dilemma, for hvad skal Max’ datter stille op med den historie? Især fordi faren er død, og hun ikke kan konfrontere ham med den«.

Man kan vel have behov for at justere sandheden?

»Der er forskel på løgne, der er de livsnødvendige og de dæmoniske. Nogle gange kan det være svært at kende forskel for en selv. Alle mennesker skaber deres egen fortælling om sig selv, og her kan vi have behov for at justere på sandheden, for vores egen skyld eller af hensyn til andre. Man taler tit om, at livsløgnen er værst for en selv, men i virkeligheden kan den være meget destruktiv for vores omgivelser. Både på det individuelle, men også på det kollektive plan. I ’Om så det gælder’ ville jeg gerne stille skarpt på de konsekvenser, løgnen kan have. Både i lille og stor skala. Jeg ville gerne ind og røre ved nogen af de blinde pletter i vores kollektive fortælling om Anden Verdenskrig«.

En tung bagage
Har du andre grunde til at vælge Anden Verdenskrig som baggrund for historien om søskendeparret Vita og Viggo og deres handlekraftige ven Max?

»Jeg valgte også den periode, fordi jeg gerne ville kunne stille de store spørgsmål, som jeg går rundt med inden i mig, på spidsen. Det kan man bedre gøre, når man får placeret dem i en historisk kontekst, hvor det virkelig gælder, om jeg så må sige. Når det bliver et spørgsmål om liv eller død, bliver det meget tydeligt, hvilke konsekvenser løgne og fortielser kan have«.

Har det hjulpet dig personligt at skrive om danskerne under besættelsen?

»Rigtig meget! Undervejs har jeg tænkt meget over min far og mig selv og hele den historie: Hvorfor jeg har været så frygtelig skamfuld, selv om jeg burde have været stolt over, at han var modstandsmand. Jeg har kun fortalt mine allernærmeste, hvad min baggrund var. Jeg har haft den kæmpe hemmelighed med mig hele mit liv«.

Hvorfor skulle det forties?

»Det er en typisk reaktion for dem, man kalder ’de overlevendes børn’. Fordi jeg som barn kun så de forfærdelige konsekvenser, frihedskampen kunne have på folk, kunne jeg overhovedet ikke få det til at stemme overens med, at han skulle være en helt. Og fordi der ikke var nogen forklaringer, blev det hele omgærdet af tabuer og hemmeligheder«.

Og det er traumatiserende?

»Det har været en meget tung bagage at have på ryggen. Først nu, efter romanen og min kronik i Berlingske, føler jeg, at jeg kan lette den bagage lidt. Det er faktisk meget stort at kunne sidde her og fortælle dig om min baggrund. Hvis vi havde snakket sammen for et år siden, havde jeg ikke kunnet gøre det«.

At vende krigen ryggen
Også i fredstid må man gøre sig klart, at fortielser har konsekvenser?

»Bestemt, der bliver blot større fokus på konsekvensen af en løgn, når det sker i krigstider, hvor man kan risikere at dø af den. Det er vel egentlig også sjældent, at man er del af en befolkning, der aldrig har oplevet en krig. Meget privilegeret, men det gør, at man befinder sig i en slags gummicelle, hvor væggene er forede, og man ikke kan slå sig, når man falder. Man kan blive lidt skør af, at man kan se verden udenfor brænde, og at det ikke har nogen konsekvenser for ens eget liv«.

Tilbage til din roman: Max og Vita handler dog. Viggo gør ingenting, selv om nazisterne står i landet.

»Det er ikke helt rigtigt, han passer jo sin syge mor. Det kan man synes, er lidt ynkeligt, men egentlig er det ret fint, at han gør det. Hans motiver er dog også lidt dobbeltbundede. Han får selv noget ud af det jo. Sådan er livet for alle tre hovedpersoner, sådan er det nok for mennesker«.

Var det i orden at vende krigen ryggen og bare passe sig selv og sine?

»Det var der jo rigtig mange, der gjorde. Men jeg synes, det er ret utroligt, at man kan lukke øjnene så kraftigt, som Viggo gør – som mange mennesker gjorde. På den anden side er det et almenmenneskeligt træk, at man helst ikke vil have, at tingene skal være for besværlige eller farlige«.

Hvad hemmeligheder gør
Max er meget farligere end Viggo – uden at røbe for meget for nye læsere...

»Det er han jo. Max laver de her mytologier. Det er et bestemt træk ved nogle intellektuelle, at de laver en form for civilisationskritik og parrer den med nogle meget rene synspunkter. På den led reducerer de mennesker til at være brikker – stereotyper – som der kan flyttes rundt på, som om det ikke rigtig gjaldt i virkeligheden. Det synes jeg, vi har set flere gange i det 20. århundrede; når intellektuelle begynder at tænke på den måde, er det, at vi får fascisme og nazisme, man kan såmænd også finde det ovre på venstrefløjen ... Og når man har så mange ressourcer, som Max har, er man endnu mere forpligtet til at tænke sig om. Det er også sådan en maskulinitetsmyte, der er indlejret i det her – at man kan få alting til at passe ind i et system og herske over det – ligesom over hans opstilling af soldater nede i kælderen«.

Men Max er spændende – synes Vita.

»Max kan det der, mænd kan, være hemmelige. Og det virker, fordi kvinder så ekstremt gerne vil åbne døre og se, hvad er der omme bagved. Dem har Max rigtig mange af, og han peger selv på, hvor de er. Han har en stærk fornemmelse for, hvad hemmeligheder gør«.

Kæmp for alt hvad du har kært
Hvad synes du om den sang, du har valgt som titel: ’Kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder’?

»Sjovt du spørger! Jeg er faktisk i familie med Christian Richardt, langt tilbage, en gren på tipoldefarniveau, så på den måde har den sang altid haft en særlig betydning for mig. Ud over det: »kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder, da er livet ej så svært, døden ikke heller«, tænker jeg, at der i de linjer bliver sagt noget væsentligt om værdien af at handle i overensstemmelse med sine værdier. Hvis man kan det, får ens liv mening, og når ens liv har været meningsfyldt, bliver det mindre vanskeligt at konfrontere sig selv med døden. Umiddelbart, for vores ’gummicelleører’, lyder det måske banalt, men igen – i den bestemte historiske kontekst – bliver ordene pludselig anderledes konkrete. Og det minder i hvert fald mig om, at livet ikke er en kladde, at der ingen fortrydelsesret er, at »det virkelig gælder«. Et faktum, jeg ellers tit gerne vil fortrænge – ud fra Viggo-devisen ’det går jo nok alligevel...’.

Hvorfor mangler ordet ’dø’?

»Grunden til, at jeg ikke tog hele verselinjen som titel, er, at jeg også tænker, at man kan sætte andre ord end »dø« ind lige netop med denne roman. For eksempel »Lyv om så det gælder«, »Elsk om så det gælder«.

Eller skriv om så det gælder?

»Ja«.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce