Illustration: Statens Museum for Kunst/bogen

Illustration: Statens Museum for Kunst/bogen

Bøger

Hegel set med oprydningsalderens øjne

Afhandling om den danske hegelianismes historie giver en forudsætninger for at forstå, hvorfor guldalderen også ville have været en filosofisk guldalder selv uden Søren Kierkegaard.

Bøger

Det er ikke sjældent, at det fremmede blik evner at overskue eller gennemskue det, som man selv er for nærsynet til at se i sin helhed.

Et godt eksempel på det er Jon Stewart – ikke ham den geniale tv-vært, men hans ekstremt arbejdsomme navnebror i København.

Han er opvokset og uddannet i USA, men kom for godt ti år siden til Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Københavns Universitet for at specialisere sig i Kierkegaards forfatterskab og dets relationer ikke bare til den tyske tænker G.W.F. Hegel, men også til alle Hegels lokale tilhængere i det intellektuelle kraftcentrum, som København var på Kierkegaards tid.

Det er der kommet en strøm af interessante udgivelser ud af – afhandlinger, antologier, oversættelser og artikler i massevis.

Filosofiske doktorgrad
For fire år siden forsvarede Stewart en teologisk doktordisputats om Kierkegaards forhold til Hegel, og for knap to måneder siden opnåede han også den filosofiske doktorgrad på en engelsksproget afhandling om den danske hegelianisme, ’A History of Hegelianism in Golden Age Denmark’.

Det er en strømning, som aldrig før har været kortlagt så minutiøst, og det er faktisk, fortæller Stewart, »sjældent, at man finder et forskningsfelt, hvor primærlitteraturen er så omfattende og sekundærlitteraturen så begrænset«.

Strømningen er betydningsfuld, ikke mindst fordi den danske hegelianisme var den intellektuelle biotop, hvori Søren Kierkegaards internationalt kendte forfatterskab blev til.

Det var ikke bare ’Tidens Yndlings-Philosophie’, men også ’Tidens Ynglings-Philosophie’, får man at vide i anden del af Kierkegaards ’Enten-Eller’.

Der hersker mange misforståelser om hegelianismen
Og samtidig hersker der mange misforståelser om hegelianismen, netop på grund af det satiriske syrebad, som Kierkegaard udsatte den for i sit forfatterskab.

Kierkegaard ønskede altid at have latteren på sin side, og det har han stort set også fået – i hvert fald i forhold til Hegel og hegelianismen og i hvert fald i Danmark.

»Her til lands kender man kun Hegel gennem Søren Kierkegaards latterliggørelse af ham og anser ham altså for en latterlig person«, bemærkede Villy Sørensen engang.

Det samme kan man sige om den gruppe af danske intellektuelle, der importerede – eller lod sig inspirere af – Hegels tænkning herhjemme.

Dem kender man først og fremmest igennem Kierkegaards sjove, men grove generaliseringer.

Kronologisk udredning
Men at de er meget mere end det, og at de er højst forskellige, skulle der en udlænding til at se – en, som kender Hegels værker grundigt og ikke kun anser ham for at være en latterlig person, og en, som ikke falder pladask for Kierkegaards satiriske tricks. Netop disse forudsætninger er Jon Stewart i besiddelse af.

Hvor Stewarts første doktordisputats var en detaljeret påvisning af, at den egentlige adresse for Kierkegaards udfald mod Hegel meget ofte befinder sig i København, hos de danske hegelianere, rummer hans anden doktordisputats en kronologisk udredning af, hvad disse danske hegelianere faktisk mente, sagde og gjorde – helt uafhængigt af Kierkegaards korstog mod dem.

»Kierkegaards karakteristik af dem som ureflekterede papegøjer er ganske enkelt en karikatur og en forvrængning«, konstaterer Stewart.

Det er altså denne fortegning, som han nu leverer en korrektion til, samtidig med at han giver et fascinerende indblik i dynamikken og udadvendtheden i guldalderens åndsliv – en storhedstid, der efter hans vurdering er utænkelig uden den hegelianske strømning.

En vaskeægte »myth-buster«
Stewart er en vaskeægte »myth-buster« i den nyttige tradition, som Henning Fenger grundlagde inden for Kierkegaard-forskningen med sin ’Kierkegaard-myter og Kierkegaard-kilder’ fra 1976.

Hans danske hegelianisme-historie kommer til at strække sig over tre bind, hvoraf afhandlingen, der dækker perioden 1824-1836, kun er det første.

En af de myter, Stewart gør en stor indsats for at punktere, knytter sig til hovedpersonen i dette første bind, Johan Ludvig Heiberg, der i 1824 indledte en mission, som gik ud på at indføre Hegels filosofi i den hjemlige andedam.

Det gjorde han med sit indlæg i den såkaldte Howitz-fejde om frihed og nødvendighed, der det år blev udkæmpet mellem læger, jurister og filosoffer i Danmark.

Lidt for pedantisk
Senere gjorde Heiberg sig stolt over, at dette skrift, ’Om den menneskelige Frihed’, var »det første danske Skrift, hvori hegelske Philosophemer meddeeltes Publicum«, som han skrev i 1841. Men det var det ikke, mener Stewart.

Faktisk var en anden deltager, filosofiprofessoren F.C. Sibbern, kommet Heiberg i forkøbet og havde allerede præsenteret hegelske synspunkter på debatten.

Ydermere kan Stewart påvise, at en lang række danske forfattere og filosoffer var stødt på Hegel lang tid før 1824 (Oehlenschläger havde endda haft en intern joke kørende med ham ved en soiré i Jena i 1805), hvorfor de ikke kan siges at have været ubekendte med den tyske tænker, da Heiberg indledte felttoget.

Der bliver efter min mening gjort lidt for stort et nummer ud af denne finmåling af, hvem der var den første. Selv om Heibergs skrift ’Om den menneskelige Frihed’ ikke var først over målstregen, må det siges at have haft en langt større gennemslagskraft end Sibberns indlæg.
Der bliver gjort op med flere myter

Og selv om Heiberg ikke de facto var Hegels første organ i Danmark, så blev han det – virkningshistorisk set. Denne forskel på selve kildehistorien og virkningshistorien savner man nærmere overvejelser over i afhandlingen.

Den anden myte, som Stewart gør op med, er langt mere betydningsfuld. Det er den mere overordnede forestilling om, at alle danske hegelianere kan komme ud på ét, sådan som Kierkegaards brug af betegnelsen kan forlede en til at tro. Det kan de bestemt ikke, mener Stewart:

»Der var ingen monolitisk blok af danske hegelianere, men kun individuelle tænkere med en fælles interesse og inspirationskilde«, konkluderer han.

De danske hegelianere var langtfra ukritiske over for Hegel, deres brug af Hegel var ofte selvstændig og tillempet formål og dagsordner og fagdiscipliner, som slet ikke var Hegels egne.

De såkaldte anti-hegelianere
Ja, og til tider havde disse såkaldte hegelianeres skrifter ikke det fjerneste med Hegel at gøre, selv om eftertiden med hurtig hånd har etiketteret dem som sådan.

Omvendt kan Stewart argumentere meget overbevisende for, at såkaldte anti-hegelianere – som ovennævnte Sibbern eller Poul Martin Møller, Kierkegaards elskelige og uudgrundelige mentor – var dybt påvirket af Hegel.

Udredningen af de danske hegelianere samt deres forskellige træk, projekter og samlede udvikling er såvel afhandlingens som hele bogprojektets hovedanliggende, også selv om dette første bind afmonterer langt flere myter end de omtalte.

Det er et stort anlagt oprydningsarbejde og et perspektivrigt foretagende, for det giver os et noget andet billede af den samtid, som formede Søren Kierkegaard, og som denne for eftertiden har formet billedet af.

Det er et mere panoramisk, dynamisk og åbent billede, som Stewarts afhandling tegner af dansk tænkning i dette tidsrum – et billede, der giver en forudsætninger for at forstå, hvorfor det også ville have været en filosofisk guldalder selv uden Kierkegaard. Hvor græsselig tanken end må synes ...

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce