Gode gab. Man keder sig gudsjammerligt godt i selskab med Jørgen Leth. Foto: Jens Dresling

Gode gab. Man keder sig gudsjammerligt godt i selskab med Jørgen Leth. Foto: Jens Dresling

Bøger

Ahh, hvor jeg dog keder mig godt!

Ny indføring i Leths forfatterskab slår til lyd for kedsomheden som en positiv gave.

Bøger

Jeg keder mig«.

De tre ord er som altovervejende hovedregel udtryk for en pinagtig konfrontation med tomhed, spild, intethed; at vente i køen i supermarkedet, at måtte påhøre en lang, kedsommelig udredning, intet at kunne finde på at foretage sig.

Men dette vores gængse billede af kedsomhed trænger måske til et grundigt eftersyn og udskiftning med et helt andet billede?

Det er i al sin beskedne storslåethed, hvad den unge litterat og kulturjournalist Jonathan Wichmann nu foreslår i sin sympatiske og letlæste indføring i et centralt og dominerende træk ved Jørgen Leths forfatterskab, nemlig ’Leth og kedsomheden’.

På trods af de nylige spektakulære skandaler, der ombølgede Leths navn, er hans lange værkliste inden for filmen og digtningen måske før alt andet mulig at læse som livtag med erfaringen af kedsomhed.

Den onde og den gode kedsomhed
Men i så tilfælde må vi skelne mellem den gode og den onde kedsomhed.

Den onde kedsomhed er den, vi kender, mens den gode dels er betingelse for al skaben (i det mindste hos en figur som Leth), dels muligvis også i sig rummer særlige potentialer i forhold til at leve lykkeligt?

I sidstnævnte tilfælde er kedsomhed stedet for en særlig åbning, en sitrende afventning af alt, hvad der kan ske, eller en samtidig spændt og distræt tilgang til verdens hændelser.

Wichmanns værk er delt i to. I første afdeling får vi en beskrivelse af, præcis hvilke æstetiske teknikker Leth gør brug af i sin produktive omgang med kedsomheden, f.eks. notatet og en særlig opstilling af rammer.

Præget af et formidabelt overblik
Wichmanns fremstilling er her præget af et formidabelt overblik over hele Leths oeuvre og en både sober og præcis eksplicitering af de såkaldte ’nulpunkts’-strategier, Leth undervejs har gjort brug af.

I anden afdeling får vi i fire suiter en række kongeniale samtaler med Leth, der konkretiserer, uddyber og varierer det, første afdeling bragte for dagen – og som også tilføjer nyt stof.

Endelig er der som appendiks Wichmanns oversættelse af en helt vidunderlig afskedsforelæsning. 21. december 1959 holdt lektor William Enderby sin afskedsforelæsning på Malay College, og den var ganske enkelt – og lidt kedeligt – betitlet ’Forelæsning om kedsomheden’.

Men den støber i al sin underdrejede britisk-ironiske stil et perspektivrigt begrebsligt fundament under vores begribelse af kedsomheden som positiv ressource, frem for blot som plagsom mangeltilstand.

Tilsammen giver disse tre rapfodede trip, trap, træsko-dele en forbavsende righoldig og i god forstand underholdende indgang til en ny forståelse af kedsomhed som alt andet end kedsommelig.

Velskrevet og indsigtsfuld præsentation af kedsomhedens nøjagtige rolle
Wichmann behersker med diskret overlegenhed hele den rige vestlige arv, der har tænkt over kedsomheden, fra Prædikeren over Pascal, Kierkegaard og Schopenhauer frem til den nytænkning, man, vi og Leth, kan finde hos f.eks. John Cage og Andy Warhol i 1960’ernes amerikanske popkunst.

Og hele dette armatur benyttes med bedragerisk lethed som bagtæppe for en velskrevet og indsigtsfuld præsentation af kedsomhedens nøjagtige rolle og funktion i Leths forfatterskab – som sagt suppleret med adskillige forsøg på at antyde de eksistentielle og kulturhistoriske potentialer, der ligger gemt i den kedsomhed, der kan være så umådelig meget andet end udtryk for dekadence og æsteticisme eller gemen uopfindsomhed.

Værket er meget velredigeret, med mange små kapitler med underskrifter, der guider effektivt og hurtigt gennem teksten. Og Wichmann er som nævnt både vidende og velskrivende, sympatisk og klarhjernet.

Et prunkløst og meget effektivt værk
Skulle man lufte en indvending, måtte det være, at Wichmann særlig i samtalerne med Leth optræder som en måske vel indfølende og empatisk dialogpartner

– Leth er her i fuld medvind med føntørreren sat på maksimal styrke, mens han triller ned ad Valby Bakke på cykel og med flatterende løvemanke. Kedeligt er det bestemt ikke, og konfrontationsjournalistik kan netop være uhyre kedsommelig og forudsigelig, men ikke desto mindre ville det måske have været godt med lidt mere modspil, end tilfældet er her; Wichmann har tydeligvis evnerne til det, og Leth kan såmænd sagtens tåle det.

Men som det er: ’Leth og kedsomheden’ står som et prunkløst og meget effektivt værk, der ubesværet lægger nye alen til vores forståelse, ikke alene af Leth, men i høj grad også af, hvorfor det er så afsindig godt og skægt at kede sig gudsjammerligt.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce