hypertekst. Pablo Henrik Llambias har på det nærmeste tømt en hel bog for ord.
Foto: FINN FRANDSEN (arkiv)

hypertekst. Pablo Henrik Llambias har på det nærmeste tømt en hel bog for ord.

Bøger

Pokkers stilren bog er tømt for ord

Pablo Henrik Llambias skriver temmelig minimalt og temmelig storartet.

Bøger

Et skævt og skarpt hoved sidder der på den mand.

Nogen kunne vel lave en bog om et rådhus, men der er ikke så mange andre end Pablo Henrik Llambias, der kunne finde på at fylde en hel bog med rådhuse. Nu har han gjort det modsatte, på det nærmeste tømt en hel bog for ord.

Skal der være minimalisme, så lad der.

Færre ord end en kronik
Bladrer man i ’Ud over havet’, ligner den mest af alt en installation.

Og sådan en siges han da også at være inspireret af, et værk af kineseren Cao Fei, som han ifølge forlagets følgebrev har set udstillet i Oslo.

Bogens venstresider er blanke. Højresiderne bærer tekststumper, som skiftevis er små og endnu mindre. Man læser ordene langsomt, som opsætningen indbyder til. Og en gang til, for der står ikke flere ord på de små to hundrede sider end i en hel kronik.

Irritationen over det fisefornemme fortager sig. En rytme opstår. Konturerne af to liv tegner sig. Det er faktisk imponerende, hvor meget Llambias kan opnå med så lidt.

To mennesker og tre børn
Teksterne kredser om en strand. De rummer to voksne mennesker.

De har afkom, men måske hver sit: »Vi har tre børn tilsammen«, står der, ikke ’sammen’. »Vi er en fantastisk familie«. Lykken er indfanget ved hjælp af så mange klicheer, at man mærker ulykken vibrere:

»Det lykkes, dét som vi sætter os for. Vi lever i al evighed. Vi lever i al evighed sammen«.

Nå, det kunne hurtigt blive for meget, hvis ikke der voksede et særligt rum frem bestående af stranden, dette skæringspunkt mellem land og vand, og luften ovenover, som børnene svæver i, når de ikke leger i klitterne.

Så blandes elementerne som i en drøm. Autocamperen kører ud på havsens bund. Børnene dykker og puster den op som en ballon mod himlen. I de glatte lykkebilleder pibler små doser mareridt frem.

De to mennesker, som har tre børn »tilsammen«, holder djævlemasker op for deres ansigter. Alt er maskespil i denne verden, med bevidst valgte masker. Senere svæver de to ud over havet.

»Du bliver mindre og mindre. Jeg bliver mindre og mindre. Vi vinker til hinanden. Vi er alene. Du er alene. Jeg er alene. Vi er alene, dér hvor vi er«.

Lykken online
»Verden ender, verden ender/ ikke med et brag, men et klynk«.

Sådan sluttede T.S. Eliots ’De hule mænd’, som ikke betyder hulemændene fra fortiden, men de tomme mænd fra nutiden. Og sådan ender også Llambias’ parforhold – med den forskel, at man knap kan høre klynket. ’Lykkelige mennesker’ kunne dette stilleben også have heddet.

Alt er perfekt. Det er Eliot spædet op med den unge Jørgen Leths dyrkelse af overfladen, som næsten ikke krakelerer.



Man kan også forestille sig, at det hele ikke er surrealisme, men hypertekst, eller hvad sådan noget nu hedder i internetalderen. Altså, den gammeldags modernisme er omsat til netdating, hvor læser og skriver går i et.

Lykken er ikke gods eller guld, men en god browser. Eller ny vin på i virkeligheden meget gamle flasker. Pokkers stilrent i hvert fald.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce