MELANKOLI. Julie Sten-Knudsen debuterer  med en poetisk undersøgelse af begrebet 'hjem'.
Foto: Jacob Ehrbahn

MELANKOLI. Julie Sten-Knudsen debuterer med en poetisk undersøgelse af begrebet 'hjem'.

Bøger

Ny bog er vellykket navlepilleri i hjemmet

Julie Sten-Knudsens debut spiller på de rigtige strenge.

Bøger

Hvordan kan et hjem være »en retning«?

Det kan det måske, hvis det hverken længere helt er sig selv, og endnu ikke på ny er blevet til som hjemsted. Der er en forskudt linje, en flugtlinje, en diagonal - og det er dette mærkelige og almindelige sted mellem ikke længere og endnu ikke, der bliver topos for Julie Sten-Knudsens fine debut, 'Mit hjem er en retning'.
Hvad er et hjem?

Samlingen er komponeret og nummereret i fire dele, med tydelige små accentforskydninger og perspektivændringer. Hvert digt har en titel, f.eks. 'Rød sol' og 'Udgangspunkt'.

Og det er klart, at selve forestillingen om 'et hjem' bliver gjort til genstand for forhandling og undersøgelse; på en både sær og indlysende måde er kroppen vores første, eneste og mest stabile hjem: »Kroppen som/ udgangspunkt, kroppen som/ endestation«, og »For jeg/ er nødt til at bebo min krop«. Kroppen er både ufravigeligt hjemsted og irriterende fængsel, en sliske ad hvilken vi suser ned mod endestationen.

Et andet flimrende retningshjem er hos Sten-Knudsen barndommens bopæl, 'Gelænderets glatte træ, trappens bue'. Og her har vi også »fulgt af deres/ stirrende blomsterøjne bar du mig/ hjem og hjem var en retning«.

Hér er hjemmet ikke lig med ankomsten til selve det fysiske hjem, men lig det at blive båret i favnen af en elsket voksen, i en bevægelse, på en linje, mod huset.
Hjemmets mange former

'Hjemmet' er tillige, her, optagetheden af rum, værelser, vægge, gulve, den næsten arkitektonisk-sanselige glæde ved rum i digtsamlingen, »Mennesker elsker huse. Rum/ at gå ind i, rum at vokse i. Vægge/ man kan læne sig op ad«.

Eller rummet kan være en grav, en celle: »Så lej mig denne grav, denne hvidkalkede celle, dag ud og/ dag ind, sidder jeg trofast på min pind« (bemærk det næsten infantile rim på ind/ pind, dem er der en del spøgefulde eksempler på).

LÆS OGSÅ:

Der optræder også lejligheder hos Julie Sten-Knudsen, og rent metaforiske hjem som f.eks. plads i parforholdet, eller barndommens hjem som en rent imaginær konstruktion i erindringen, et fantasme, og ikke mindst optræder der landskaber, »Det du har prøvet at lære mig er/ at der er mange veje ind/ i et landskab«, og endelig har vi til slut en boksekamp mod nationalismen, »Rosen er smuk som en/ opholdstilladelse. Et voldsmonopol«.
Del af yngre trend

Denne stadige, legende og glimtvis alvorlige og mildt melankolske, eller heftigt voldsomme, omgang med hjemmet som retning, skriver sig ind i en mere generel undersøgelse af ideen om 'hjem', som vi kan finde hos andre yngre digtere, f.eks. svenske Christina Kullmanns 'människor och verksamheter' (2010, hvad sker der med folkhemmet i det unge multietniske og boligfikserede Sverige), og Glenn Christians fremragende 'Det hjemlige' (2008).
De fire strenge

Men Sten-Knudsen har sit eget netværk af noder, hun væver ned gennem denne hjemretnings-undersøgelse.

En klar linje angår relationerne, kærlige, til den malende moder, Nina, og søsteren og faderen og bedsteforældrene; en anden forholdet til mænd, hun forlader en kæreste, hun forelsker sig forgæves i en anden mand, i øvrigt vittigt-tørt beskrevet: »En forelskelse som efter de/ foreliggende oplysninger/ for tiden må anses for/ udsigtsløs«.

Interessant er det, at en stærk streng i samlingen er knyttet til vold; »Jeg elsker den hånd/ der tværer mit ansigt/ rundt i mudderet«, og havet stirrer på digteren med en »lystmorders/ blik«, en asylansøger er jo i »et andet menneskes/ vold«, og »Så bliver jeg endelig/ gerningsmand«.

LÆS OGSÅ:

En fjerde streng angår rosen, der optræder påfaldende ofte - et klassisk, næsten kitschet motiv og topos, men helt egenartet og godt forvaltet af Sten-Knudsen, f.eks. som jeg citerede ovenfor: »Rosen er smuk som en/ opholdstilladelse«.

Til de fire strenge kommer en ret livlig fokusering på farver, mørkerød, turkis, blå, lysegrøn, sort, gul, isblå, hvid, violet, bleggul, sart rosa osv. Koblet til en fin, præcis sansning af koldt/varmt, blødt/hårdt, etc.
Navlepilleri

Piller hun så navle, Sten-Knudsen? Som første sætning: »Jeg piller navle«, halvvejs ironisk afmonterende siger?

LÆS OGSÅ:

Jeg synes det. Men hvilken navle! Hvis vi antager, at retningshjemmet, altid forskudt i tid og rum, er det særlige sted, hvorudfra digtene er skrevet, lykkes det ualmindelig godt at få flettet alle de trivielle linjer ind over hinanden i en ung kvindes liv, parforhold, familie, barndom, hverdag, erindringer, politik.
På rette vej

Men samtidig at få skudt sig selv ind, med den tørre humor (f.eks. i et interview med haven!), med den sproglige legs akkuratesse (jeg kan lide s'erne i: »sortner under surfernes neonsejl«), med den antydede smerte, melankoli eller abrupte vold og voldsomhed, og ikke mindst tilforordnet en distinkt omgang med motiver som rosen og fænomener som hele den kromatiske skala.

Selvfølgelig er der slagskygger, man mærker arv og gæld til lærere og forgængere og kolleger, og lidt duft af Heretica mærkeligt nok, og et gran Morten Nielsen, »Du er en tanke/ ingen har tænkt på/ at tænke. Du kan ikke/ reddes«. Det kan Sten-Knudsen til gengæld; eller bedre, hun har ingen redning nødig. Retningen tegner godt, med kurs mod glæde, »Hør hvor blå/ himlen bliver«.
FACEBOOK:

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Tysk valg: Målinger og sæder

Annonce